Få dage inde i dette nye år fejrer Den Blå Port, at det i det forgangne år havde sølvbryllup med sig selv, så at sige.

Det har den redaktionelle trio valgt at fejre ved at indbyde et antal tidligere redaktører og redaktricer til at bidrage.

Ved udgangen af nummeret leverer Jørgen Sonne digte, og Mikkel Thykier runder af med et meget interessant essay om identitet og død, der kan læses som en retrospektiv analyse af selve tidsskriftets færd.

Og og og og
Er der nu plads til her at gå ordentligt i lag med alle sølvteksterne?

Naturligvis ikke; men det skal ikke forhindre mig i at pege på Juuls digte (med en klangbund af krig og forbrydelse) som skærende gode, f.eks. disse linjer: »Hver aften i tusmørket/ overvældes jeg af storheds vanvid/ Jeg husker alt/ Jeg ved alt«, bemærk, at ’storheds’ og ’vanvid’ diskret er skilt ad;...

... i at pege på, at Marianne Stidsen kommer med en plausibel og kærlig skildring af, hvorledes Niels Frank pædagogisk har påvirket 00’ernes yngre digtere og forfattere ganske kraftigt med den amerikanske »anden modernisme« (New York-skolen, og L-A-N-G-U-A-G-E-digterne), at pege på Jeppe Brixvolds ’Europaserie -2, 7 og 0’, tre tommetykt komprimerede mini-tekster,

... at pege på Janus Kodals konceptuelt skægge og skarpe forsøg med at påføre digtsider hurtigtørrende retteblæk, så kun enkelte ord stadig står frem og danner helt nye, ordknappe digte, at pege på Adolphsens mildt Oulipo-agtige serie af sætninger, der alle begynder med »Jeg kan ikke huske«, at pege på et Lars Frost-uddrag fra en kommende roman, ’Communio’,

... og endelig at pege på Mikkel Thykier, der – også han – fortjener flere ord end disse: I kølvandet på Blanchot og Bataille, som vanlig, sammenholder Thykier afdøde Claus Beck-Nielsens værk med spillevende Christel Wiinblads i henseende til de kontrasterende forhandlinger af identitet og død hos de to. Uden noget simpelt facit, men tankeopkvikkende.

Godt husly
En del gamle redaktører bidrager desværre ikke, f.eks. Hesselholdt, Tue Nexø, Niels Frank, Lars Skinnebach, Mette Moestrup, Niels Lyngsø og ikke mindst Søren Ulrik Thomsen.

De bragte bidrag er indbyrdes vidt forskellige, men levende og vidner om, at det er godt, at Vandkunsten har givet det hårdt plagede tidsskrift husly.