Nobelprisen for børnelitteratur falder på en tirsdag. I næste uge.

Modtager er mr. Shaun Tan fra Australien. Og selvom Alma-prisen ikke er i familie med dynamitkongen, er det dog verdens største pris på børnebogsområdet.

Skabt på Sveriges taknemlighed over at have lagt land og Småland til Astrid Lindgren. Og omgærdet af en virak, som gamle Alfred Nobel ville have værdsat.

Et godt år
Så hvem er Shaun Tan? Han er født i 1974 i Perth i det vestlige Australien. I netop de uendelige forstæder, som beskrives i bogen ’Udkantsfortællinger’, der kom på dansk sidste år.

Shaun Tan – med en kinesisk far – er uddannet i kunsthistorie og engelsk litteratur. Han har udgivet et dusin bøger, han er en flittig (kunst)maler og har arbejdet med film og teater tillige.

Det har indtil nu været et godt år for Shaun Tan. Først modtog han en Oscar for den animerede kortfilm ’The Lost Thing’. Og nu den store Alma-pris.

Selv siger Shaun Tan, at han laver billedbøger. Ikke grafiske romaner. Faktisk dyrker han ikke tegneseriemediet.

Han er godt klar over, at flere af hans bøger ikke er specielt for børn. Han siger, de er for »the general audience«. Nu kan man selv kigge efter i ’Ankomsten’ (2006), der netop er kommet på ordløst dansk og regnes for hans hovedværk.

En klump i halsen
’Ankomsten’ er en dybt bevægende historie om at skifte land og kultur.

Den er gennemført gråbrun, og allerede på første side får man en klump i halsen. For hen over ni små billeder anes en hel historie om en familie i fattige kår og en kuffert, som er ved at blive pakket.

Der er skår i tepotten, og grødfadet er tomt. Far, mor og datter ser opmærksomt på dig fra fotografiet. På bordet ligger billetten til den store damper. ’Ankomsten’ er en billedroman i maxistørrelse.

Den realistiske del af scenen er sat i ca. 1920’erne. Den fantastiske rummer elementer af Jules Verne’sk teknologi og drømmesyner a la Jung. Præcis som det kendes fra den fantastiske litteratur i øvrigt.

Hjertegribende
Uendelig langsomt tager afskeden form. Der går atter ni små billeder med at pakke familiefotoet ned. Pigen vågner i sin seng og kommer i tanke om, at det er i dag. På vej igennem byen anes dragens skællede hale som en sorg og en skygge på muren. Det er alvor.

Over få sider har Shaun Tan registreret emigrantens/flygtningens gråbrune vej ud i det ukendte. Hvor han kommer fra, ved vi ikke. Men det kunne ligne Italien. Hvor han skal hen, ved vi heller ikke. Det ligner et godt vredet Amerika, hvor de nu meddeler sig ved sære symboler.

Tegneren tager det ikke så tungt. Men hans senere visioner fra samlebåndene er skrækindjagende. Allerede ved ankomsten til den nye verden ser de rejsende prøver på det ukendte.

Der er hunde- og kattelignende dyr. Hvide fugle spiller en stor rolle hele bogen igennem. Især foldet i papir. Der er mennesker med sjove hatte og sære fagter. En teknologi, der pruster og stønner. Og venlig hjælpsomhed.

Manden får sig en lille ufo-hund og et job som plakatopsætter. Senere kommer han på fabrik. Og mere skal ikke afsløres. Men det slutter lige så hjertegribende, som det begyndte.

Raffineret enkelthed
Shaun Tan har sakset indtryk fra gamle stumfilm, sort-hvide fotos, bedagede blade og sin egen indre emigrant.

Teknikken er raffineret i sin enkelhed. Blyant på papir. Alt foregår i svævende, ophøjet ro. Lige indtil de monsterstore mennesker med flammekasterne forsøger at svitse vor emigrant. De brænder den baroklignende by og erstatter den med stram kubisme. Metropolis.

Tegneren veksler imellem stort og småt. Mareridtet om samlebåndet står modsat 20 små billeder af arbejdets karakter. Det virker overvældende.

Det er utroligt, hvad man kan få ud af farverne brun og grå. Shaun Tan drysser dog en enkelt gang rød og blå. Han er en venlig mand. Men historien er fra gamle dage, og i gamle dage så verden sådan ud.

Basta! ’Ankomsten’ er et forunderligt, besættende billedværk. Så fuld af forundring og stille vemod. Man glemmer den aldrig.