…det er en eng
der står ganske vist en storby på den
Marianne Larsen, engen 1978

København står på en eng. Det er ganske vist en storby, men den står på en eng.

Byen er en stivnet form placeret på noget organisk. Undergrunden bevæger sig hele tiden, forskyder sig og revner byen. Engen, der for tiden er mørk og kold, er ikke død og sender fortsat sine skud mod den hårde overflade. Det er en konstant kamp at holde naturen tilbage. Planter finder en vej gennem den sorte asfalt. Vandet løber ud af bittesmå revner i kloakledningerne og skaber oversvømmelser. Buske og træer slår rod langs husmure og underminerer fortovsfliserne.

En hel industri er hele tiden i gang med at begrænse naturens skader på byen eller, i et pludseligt anfald af overmod, at opbygge nye former, påfylde mere by oven på byen. Hvis man ikke gjorde noget, ville naturen langsomt vinde. Mure ville erodere og falde sammen, hele huse ville kollapse. Et træ ville skyde i vejret og vokse sig stort et sted måske midt i et vejkryds. En skov ville anlægge sig selv. Græsset ville overtage de brostensbelagte pladser, indtil det stod meter højt og usynliggjorde stenene.

I Kina i Tang Dynastiet (618-906) fandtes en by, der hed Chang’an. Chang’an var verdens største by, større end Rom. Den havde murede underjordiske kloakker, som dem vi fik i København i 1800-tallet. Byen blev destrueret i år 840. Den forsvandt og findes ikke mere, men man snakker stadig om den i Kina som en slags historisk begivenhed. Jeg kommer i tanke om et digt, som blev skrevet i Kina i denne periode. Digtet er skrevet af en digter ved navn Ch’en T’ao. Det lyder sådan her:

De svor, de ville knuse Tartarerne
koste, hvad det koste ville.
Fem tusind mand, i zobel og silke,
faldt i barbarernes ørken

Mærkeligt, at disse hvide knogler
langs Wu-ting-flodens bredder
Stadig er mænd
i unge kvinders drømme.

SE FOTOSAnmelderrost forfatter beskriver storbyens byggepladser

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på det digt, men det gjorde jeg.

En by er en konstant kraftanstrengelse. Den skal hele tiden genskabes. Det sekund, et hus er færdigbygget, begynder det at forfalde. Det knager i fundamentet, i de bærende bjælker, tagrenderne hviner i de endnu skinnende metalhængsler. En by er hele tiden ved at forsvinde. Det er, som om den ønsker det, at forsvinde, at blive ét med engen, som ligger langt nede under den.

Faktisk er der under byen ikke en eng, men sammenstyrtede byer. Først tidsaldre af sammenstyrtede byer og så engen. Hver gang man graver et sted for at reparere noget, ser man resterne af de sammenstyrtede byer. Det er en gåde, hvordan det foregår. Hvordan forsvinder en by? Hvordan når en tidsalder til sin yderste grænse? Fjerner man ikke huse, der falder sammen? Hvordan blandes de med engens jord?

Det er ikke mere end 1.000 år siden, at der boede folk i de vikingehuse, der nu ligger dybt begravet 30 meter nede i jorden. Hvor kommer al den jord fra, og hvordan er de blevet begravet så eftertrykkeligt? Hvis man ikke vedligeholdt en by, ville der så ligge jord over det hele? Om 1.000 år vil den grund, som Københavns beboere træder på, ligge tyve meter oppe i luften, hvor husenes tage er nu.

Når Kierkegaard gik ad ’ruten’ (Strøget) i 1800-tallet, gik han vel i samme højde som i dag. Eller er den belægning, han gik på, nogle centimeter under de fliser, der ligger der nu?

Der boede blot 100.000 mennesker i København dengang. Jeg har tit tænkt over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg befandt mig på hans tid. Jeg ville sætte mig på et trappetrin på Nytorv, over for hans bolig på 1. sal i huset ved siden af domhuset, og vente på, at han kom ud for at spadsere. Jeg ville betragte ham, mens han stod foran hoveddøren og tog sine handsker på med stokken under armen. Jeg kan se hans krumbøjede skikkelse for mig. Han har en høj hat på hovedet, som synes lidt for stort til hans krop. Jeg forestiller mig, at han svinger stokken frem foran sig, skyder hovedet let tilbage, inden han tager det første skridt.