Med værker som ’Efter drabet’, ’Birkedal’ og frem for alt det storsælgende megaepos ’Blekingegadebanden’ har den halvtredsårige forfatter Peter Øvig Knudsen for længst slået sit navn fast som ikke alene en af sin generations største dokumentarister, men nok den største.

Og i dag udgiver Øvig Knudsen så endnu et kæmpeværk, ’Hippie’, der med afsæt i folkene og begivenhederne omkring den 74 dage lange sommerlejr i Thy i 1970 portrætterer den revolutionerende tid fra 1967 til 1970, der populært kaldes ungdomsoprøret.

Øvig Knudsens nye bog ligger således i naturlig forlængelse af ’Blekingegadebanden’, der handlede om samme periodes fundamentalistiske typer, der udviklede sig til volds- og drabsmænd. ’Hippie’ supplerer denne udlægning af tiden med beretningen om blomsterbørnene, der på en cocktail af stoffer, sex og sanselighed ville skabe et nyt samfund.

Noget af en opgave
Det er ingen enkel opgave, Peter Øvig Knudsen har sat sig for, og han har da også i en række interview op til dagens bogudgivelse og i bogens forord taget grundige forbehold for de mange øjenvidners mildt sagt divergerende hukommelser.

Alene hans beskrivelse af de fire hovedkarakterers – idémanden Henning Prins, Leif Varmark, Leo Jespersgaard og Tømrer-Claus – meget forskellige erindringer om, hvad der passerede, og hvem der var til stede under den forlejr, der skulle sikre de praktiske arrangementer i Thy, er et studie værd: fire indbyrdes modstridende historier.

LÆS OGSÅUnikke billeder fra Thylejrens barndom dukker op i farver

Til uenighederne blandt de gamle kammerater bemærker Leif Varmark i dag, at han ikke husker noget som helst:

»Jeg nossede rundt for mig selv og lavede ikke en skid«, som han siger.

Og det er nok en ret præcis beskrivelse af de vanskeligheder, Øvig Knudsen har stået over for: Hvordan i al verden dokumenterer man en flok syrehoveders lange sommer med kærlighed, druk og sex i Nordjylland år 1970? Men Øvig Knudsens forbehold vidner om hans enorme ambitionsniveau og aftvinger respekt for det endelige resultat.

Stort persongalleri
Første bind af Øvig Knudsens planlagte to bind om perioden dækker de første 32 dage af selve Thylejren. Læg dertil en betydelig mængde sideinformationer og historier om de begivenheder, holdninger og tilfældigheder, der førte frem til lejrens åbning 4. juli 1970.

Fortælleformen er på sin vis stringent og logisk: Thylejrens små og store trakasserier beskrives dag for dag – baseret på lejrens daglige avis, lokale dagblade og beboernes erindringer – og så giver Øvig plads til svinkeærinder, hvor de forekommer logiske, eller hvor interessante sidebemærkninger til konkrete begivenheder har sendt ham på jagt efter ny viden.

LÆS OGSÅInterview med Peter Øvig: To år med Blekingegadebanden

De 500 sider levner altså ikke bare plads til galarkakao i Dans telt, sex i sommernætterne og Hennings Prins’ imponerende indsats, storhed og siden fald i Thy, men også udfoldede beretninger om Simon Spies, Suzanne Giese, Bjørn Nørgaard, Kim Larsen, Eik Skaløe, Ebbe Kløvedal og mange, mange flere personer, der alle tog del i løjerne fra begyndelsen af oprøret i den navnkundige ’Summer of Love’ i 1967.

Formlen virker det meste af vejen. Den leverer et roligt tempo og et malerisk indtryk af tidens politiske aktioner, de unges frigørelsesforsøg og generationens frontkæmpere, men den sender også af og til læseren ud ad sidespor, der ikke alle er lige interessante – f.eks. er der vel mange ture til teatergruppen Secret Service og mødestedet Farvergade 10 – og den samlede mængde afstikkere gør det svært at bevare overblikket.

Med sidehistorier, baggrundsvinkler og randdetaljer kommer man meget hurtigt op på et omfattende persongalleri. Nok er Prins, Varmark og Tømrer-Claus gennemgående figurer, men de mange personer bliver hver for sig og især til sammen lige så vigtige at holde styr på.

Fikspunkter i kaos
Øvig-fans vil genkende problemet fra hans tidligere bøger, hvor personantallet også var stort, men her i ’Hippie’ er det om muligt endnu større.

Heldigvis er ikke så få af personerne velkendte fra den senere samfundshistorie, ligesom begivenheder som rydningen af Sofiegården eller hashrygningen på Kulturministeriets trappe også hører til mange danskeres basisviden.

LÆS OGSÅBlekingegade-forfatter slipper de kreative kræfter løs i hippie-bøger

Disse fikspunkter og fiksfigurer gør det nemmere at navigere i kaos. Desværre forsømmer Øvig lidt at sætte ungdomsoprøret i relief i forhold til det øvrige Danmarks samtidshistorie.

Der er ikke en eneste linje om landets statsminister og ikke meget om den politiske situation i øvrigt. Der er alene ungdomsoprør og omverdenens reaktioner på sommerlejren i Thy.

Drama uden forløsning
Selv om bogen i al væsentlighed er lineært fortalt, er der i dramatisk forstand ikke tale om en begyndelse, en midte og slutning.

Nok er der fokus på initiativtagerkredsen, men personerne udvikler sig ikke rigtig undervejs, og nok slår Øvig hurtigt et drama an, der kan beskrives som Henning Prins’ storhed og fald, men det forløses aldrig, selv om der med antydningen af dramaet i slutningen af bogen lægges op til næste bind.

Imponerende appetitlig research
Det er på samme tid styrken og svagheden i Peter Øvigs arbejdsmetode, at han til at beskrive selv mindre forløb lægger utallige udsagn og detaljer frem.

Det er godt for den virkelig interesserede og historisk velbevandrede, der selv får lejlighed til at tage stilling og tillægge det ene eller andet synspunkt værdi, og dårligt for yngre læsere, som i virkeligheden er dem, Øvig Knudsen, ifølge ham selv, skriver til.

LÆS OGSÅØvig skriver 1.000 siders flipperhistorie

Den stiller krav til sin læser, og har man ikke en brændende interesse for perioden, bliver de mange detaljer og den udprægede mangel på traditionel dramaturgi nok for meget

Men har man bare en smule styr på de formelle forhold omkring samtidshistorien, eller har man haft blot minimal kontakt med de miljøer i uddannelses-, kultur- eller medieverdenen, hvor 68’erne mestendels har slået deres folder efter oprøret, suges man hurtigt ind i Peter Øvigs velskrevne bog.

Efter bare få kapitler er man ikke tvivl om, at han også denne gang har fat om historien og hovedpersonerne, og hans evne til at lægge sin research frem på den mest appetitlige måde er imponerende.

Smukt sprog og billeder
Samtidig betjener Øvig sig af et levende og enkelt sprog, der aldrig med finurligheder står i vejen for fortællingen.

Hans evne til at veksle mellem morsomme citater om fri sex, lokale Thyfiskere, der er skæve på den hashholdige drik guldkakao, gamle avisklip og nøgterne vurderingscitater er lige så veludviklet som en stjernedirigents evne til at sikre, at paukerne ikke overdøver piccolofløjten.

Det er ikke bare en ferm håndværker, men også en forfatter med megen musikalitet, der har ført pennen i denne bog.

Til at ledsage Øvigs tekst smykkes bogen af især afdøde fotograf Gregers Nielsens udsøgte billeder.

Billederne er nænsomt udvalgt, så mængden og motiverne ikke overbroderer, men fint illustrerer de fortællinger og stemninger, teksterne slår an.

Der er udgivet ikke så få illustrerede værker om hippietiden, men hvor de fleste af dem bliver for overvældende i branderter, fuldskæg og gyngende bryster og baller, er billedredaktørarbejdet her løst på fornem vis.

Lad dig føre med
Men bogen er på sin vis meget lig sit emne; den er som Thylejren en sindstilstand, man skal gå ind i, og man må acceptere, at der egentlig ikke sker særligt meget.

Man skal lade sig føre med og stoppe op og le højt, når en særlig morsom anekdote dukker op.

Hør bare en enkelt tidstypisk sidehistorie om seksuel frigørelse fra Leif Varmarks besøg på værtshuset Drop Inn, hvor han til sin egen overraskelse en nat fik fingrene i en kvinde:

»Hun var en bestemt og frodig madamme med kæmpemæssige patter, storsvulmende hofter, arme som lår og lår som kæmpesøjler. Venus fra Willendorf i forbløffende overstørrelse. Hun slæbte mig med sig hjem til sin lejlighed på Vesterbro, og vi hoppede straks i dynerne. Jeg gloede som en gal, da hun fik tøjet af, og i løbet af nul komma fem blev jeg forvandlet til en hjælpeløs spirrevip. Jeg anede ikke, hvor og hvordan jeg skulle anbringe mine hænder, og min pik kunne slet ikke nå i bund. Så satte hun sig overskrævs på mig og ordnede det selv. Jeg blev presset et par meter ned i madrassen, og hendes patter dinglede som kirkeklokker ned i fjæset på mig, så jeg dårligt kunne få vejret. Men det var fint nok, faktisk skidefint, da jeg fik vænnet mig til det«.

Umulig at komme uden om
Naturligvis er der midt i al kærligheden også masser af kanter og kampe undervejs i fortællingen, og de handler på forunderlig vis alle sammen om almenmenneskelige problemer.

Blomsterbørnene viste sig nemlig, da de fik friheden til at begynde forfra, at være helt lige så intrigante, dovne og misundelige, som alle andre mennesker til alle andre tider er.

Selv om Peter Øvig Knudsen i første bind af ’Hippie’ ikke selv formulerer rækkevidden af ungdomsoprøret, leverer han alligevel en bevidsthedsudvidende oplevelse af, at det – med krønikeskriveren Paul Hammerichs ord – er en af de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede.

De tre år ommøblerede danskernes tankesæt, levevis, omgangsformer, demokrati, skolegang og autoritetstro, og hvis man vil forstå det samfund, vi lever i i dag, er ’Hippie’ et af de værker, det vil vise sig ganske umuligt at komme uden om.

FACEBOOKBliv ven med Politiken