På mandag begynder Wimbledon. Det er en glimrende anledning til at læse om fortidens store wimbledonstjerner og ikke mindst deres eskapader på og uden for banen.

Og netop det tilbyder den amerikanske tennisjournalist og chefredaktør på magasinet Tennis Stephen Tignor med en fremragende bog om 70'ernes og 80'ernes gamle tennishelte.

Fra glade amatørdage til professionalisme
Bjørn Borg og John McEnroe er hovedpersonerne, men bogen er langtfra kun centreret om de to. Snarere tager forfatteren os med på en rejse til den tid, hvor tennissporten ændrede sig fra de glade amatørdage til professionalisme, penge, idoldyrkelse og alt, hvad der følger med.

I 1960'erne var de bedste tennisspillere blevet professionelle, men de største turneringer - Wimbledon, US Open, French Open og Australian Open - var stadig forbeholdt amatører.

LÆS OGSÅVulvaens poesi rummer en lille kerne fyldt med salt og honning

Det ændrede sig i 1968, og nogle kloge marketingfolk så potentialet i tennis som tv-sport. En mod en, hele banen kan ses på samme tid, og følelser kan følges helt tæt på - seerne kunne med andre ord følge to gladiatorer i kamp.

Rendyrket individualisme
Tignor beskriver indsigtsfuldt, hvordan ændringen førte til farverigere og stærkere personligheder på banen, men også mere rendyrket individualisme med typer som Jimmy Connors, som beskrev sig selv som »et dumt svin«, som havde brug for at »hade sin modstander« for at vinde.

Det er en tennisbog, men også meget mere end det.

Det er et billede på en opbrudstid, hvor Borg er hovedpersonen, der dels forandrer hele den måde, spillet bliver spillet på (ved at vinde fra baglinjen frem for ved nettet), dels bringer beatlemanien ind i tennissporten, hvor 'teenageenglen' bliver overfaldet af 300 teenagepiger ved sin Wimbledondebut i 1973; et fænomen, der fik tilnavnet 'borgasme' og gentog sig år efter år.

70'erne var slet og ret den ellers så konservative tennissports sex, drugs and rock'n'roll-tid, hvor stjernerne væltede sig i både piger og stoffer og blev forgudet og forfulgt, som var de rockstjerner. Som kvindebedåreren Ilie Nastase formulerede det: »Når man kommer til en ny strand hver uge, er der ingen grund til at tage sand med fra den forrige«.

Til sammenligning har vor tids store stjerner, Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic, et noget mere kedeligt image med mangeårige parforhold, hvor der er meget langt mellem skandalehistorierne.

Kan følge de enkelte bolde
Tignor formår at skildre de vigtigste kampe så levende, at man bogstaveligt talt kan følge de enkelte bolde, der afgør kampe og gør drenge til mænd og ikoner.

Man længes efter at have siddet med på lægterne til de klassiske Borg-McEnroe-dueller, især i 1980 og 1981, der forandrede begge spillere fundamentalt. Borg - det perfekte menneske, den 'naturlige' verdensetter, storebroren i forholdet - kunne ikke klare ikke at være den bedste og forlod abrupt tennissporten, da McEnroe i 81 slog ham både i Wimbledon og så igen i US Open, en turnering, som Borg aldrig vandt.

Alene på toppen
Borg var den eneste spiller, som den iltre og hypertalentfulde McEnroe respekterede og anerkendte som modstander - endda i en grad, så han næsten ikke bandede og svovlede, når han spillede mod Borg - og Borgs exit efterlod ham med nøglerne til et rige, han ikke længere var interesseret i.

Han havde troet, at de to skulle tage sporten til »nye højder«, men i stedet stod han alene på toppen med udfordrere som den lidet karismatiske Ivan Lendl med den store forhånd - »... jeg har mere talent i lillefingeren, end Lendl har i hele kroppen«, sagde McEnroe, og det var til en vis grad sandt - og den aldrende fighter Jimmy Connors, som profiterede af McEnroes manglende interesse.

De store stjerner og de spændende personligheder har alle mindst et kapitel dedikeret til sig, men flyder ind og ud af hinandens kapitler.

Der er tragiske skæbner, som bukker under for det vilde liv uden for banen og presset inden for linjerne; der er venner og fjender og helte og skurke i en bog, der bugner af episke kampe mellem store personligheder, hvis liv og tid vi får et imponerende portræt af.

FACEBOOKBliv ven med Politiken