Anne Lise Marstrand-Jørgensen, født 1971, fik sit folkelige gennembrud med romanerne 'Hildegard' I og II om nonnen, komponisten og mystikeren Hildegard af Bingen, der levede i 1100-tallet. I sin med spænding ventede nye roman, 'Hvad man ikke ved', har Anne Lise Marstrand-Jørgensen flyttet handlingen knap 800 år frem i tiden, til anden halvdel af 1900-tallet. Hendes speciale er stadig at skrive krøniker med hyppig inddragelse af hovedpersonernes indre liv og originale, sanselige beskrivelser. Max fri af geografi og nationalpolitik Et erklæret mål med 'Hvad man ikke ved' er at skildre det pres, som den seksuelle frigørelse satte familier under i den vestlige verden. Nærmere kan det ikke stedbestemmes, for som forfatteren siger i forlagets følgeseddel: »Jeg ville gøre mig max fri af geografi og nationalpolitik. Derfor foregår historien i et ikke kendt land. Og jeg valgte 60'erne, fordi det var en spændende tid (...)«. Det viser sig at være et valg med enorme omkostninger. Invaliderende benspænd Ikke valget af 60'erne, men valget af et ikke kendt land. At lade handlingen foregå i et bestemt, til overflod ret nyligt, tiår giver for mig at se ingen mening, hvis man ikke lader den foregå et sted. Dette er umiskendeligt en danmarkskrønike fra 1900-tallets anden del, hvilket gør den manglende stedfæstelse til et nærmest invaliderende benspænd. Men jeg foregriber: 'Hvad man ikke ved' er første bind af i hvert fald to om familien Horn. Alice og Eric hedder det unge par, der - helt efter bogen i NN-land - får børn og flytter i et nybygget hus i forstaden Vase, da han får et job i revisionsfirmaet Yves og Søn i NN-lands næststørste by, Rossel. (Hovedstaden hedder Farring). Alice fuldfører halvhjertet sin sygeplejerskeuddannelse, efter at hun har fået børn, men helliger sig ellers familien, hvad hun muligvis kunne have været relativt tilfreds med i denne version. LÆS ANMELDELSEHildegard er blevet til fornem portrætkunst Alice er ikke specielt robust, men hun vil gå langt for at følge sin mand, og i den vilje er hun måske for robust for sit eget bedste. Det vises tydeligt og pædagogisk af forfatteren, bl.a. ved at Alice lader Eric egenhændigt finde et hus til dem. Det er således ubeset af hende, da hun flytter ind i 1959 sammen med det første af tre børn. På den baggrund er det ikke uforståeligt, at hun lader sig overtale til at leve i et åbent ægteskab, og heller ikke, at hun går i stykker på det. Troværdighedens tråd knækker først ved den radikale konsekvens, hun drager af det, og som jeg ikke skal røbe her.
Høj troværdighed Troværdigheden er ellers ret høj, hvad angår de historiske begivenheder og psykosociale strømninger, der gøres rede for. Vi hører i bisætninger om storpolitiske begivenheder, hvilket hjælper til konkret tidsfæstelse og laver sprækker i den ellers generende science fiction-stemning; der er kollektiver, ny pædagogik, stoffer, flydende seksualmoral og kvindelejr - på en ø, såmænd. (Den hedder Bjørneø, og dens opdigtede topografi beskrives udførligt). Den sociale mobilitet, der ellers kendetegnede tiden, har forfatteren fravalgt. Men det kommer måske i næste bind, hvor vi sandsynligvis følger de tre Horn-børn: pæne, stækkede Marie-Louise, voldsomme, vrede Martin og selvstændige, oprørske og måske lesbiske Flora. Hun har en ulvelignende fantasiven og udfordrer i tæven Tutku, som spiller en symbolsk rolle: »Sorg kan blive til kuldslået vildskab, tavshed kan blive til tremmer i et sind. Tutku havde forsøgt at hjælpe hende, den var blevet tyk og forædt af alle de larmende fugle, den støvsugede hendes indre for (...)«.
Børnene er hoverollen Mens første halvdel af romanen centreres om Alice og hendes langsomme, tidstypiske forstadssammenbrud, spiller Eric og børnene, især datteren Flora, hovedrollerne i anden del. Børn spiller i sagens natur en stor rolle i denne roman om en familie, ligesom graviditeter; forfatteren var selv gravid og nedkom under skrivningen. Og det er ofte i forbindelse med børnene, at Marstrand-Jørgensens sprog er finest. LÆS OGSÅOg Weekendavisens litteraturpris går til... Her har Eric sendt dem tilbage til bilen: »De gjorde som han sagde, en lille trop i mørke jakker og umage halstørklæder. Ingen blade bremsede deres stemmer, der alt for store blev kastet op under himlen. Alléens bladløse pyramidepopler stod udmagrede i kulden, de øverste grene flimrede som filigran i dagens sidste lys«.
»Pikstyret« mand Det lykkes forfatteren at give et loyalt billede af manden Eric, som ret beset er, hvad visse af bogens kvinder kalder »pikstyret«. Han er også magelig og umoden, men har mange forsonende træk, og ud fra sin grundlæggende og uerkendte egoisme forsøger han at gøre det rigtige. Han tvinger ikke nogen til noget - ikke bevidst i hvert fald. Han er dog typen, der får alt til at handle om ham, og mener, at det mest ansvarlige, han kan gøre over for andre, er at holde sig selv glad.
Træk af Gregersen Som læseren måske allerede fornemmer, kan Horn-sagaen i Anne Lise Marstrand-Jørgensens 'Hvad man ikke ved' og næste års annoncerede efterfølger godt blive en arvtager til Christian Kampmanns Gregersen-saga. Der er, trods den nye romans overvejende kvindelige fokus, mange ligheder. Stedvis rinder sågar Kirsten Thorups 'Himmel og helvede' én i hu, ligesom tv-serierne 'Matador' og 'Krøniken' og senest amerikanske 'Mad Men' om smarte reklamemænd og deres henholdsvis frustrerede og dæmoniserede kvinder. Det er inden for dette felt, denne roman utvivlsomt vil finde mange læsere.