Under navnet Nadja fortæller Mikkeline W. Gudmand-Høyer om sig selv i ’Gajolmanifestet’.

Og som i enhver god bog står det vigtigste imellem linierne.

Nu ved vi, at en glad lilleskole-pige flyttede med mor til Jylland i 1981. Når pigen var faldet til – og det kunne være svært! – fandt mor en ny mand i en ny by. Pigen hang ud med de mest ekstreme typer. Hun kom sent i gang med drengene, men tidligt med stofferne. Senere kom hun til København og blev optaget på Kunstakademiet. Det var stadig de ekstreme typer, der trak. Pigen vandt heller ikke her forståelse for sin egenart. Ikke før hun kom til USA og opdagede, at der var mere kreativ rundkreds i San Francisco end på Kgs. Nytorv. Pigen kom efter det med drengene – også i den grad – men nu er hun blevet mor, og hun har vist også lagt punkbassen på hylden.

Det skal nok passe alt sammen. Det er en selvbiografi, som kan få det til at risle køligt ned ad ryggen på læseren. Blandt alle landets misrøgtede børn er dem af hippielignende forældre jo særligt udspecificeret. Pigen bliver heller ikke håndteret ordentligt, men hun får dog råstyrke, trods og en form for værdighed med hjemmefra. Det fører lige frem til den i titlen nævnte lille halspastil. På et tidspunkt falder hovedpersonen nemlig over en æske Gajoler, der uden på æsken lover succes, hvis man vil. Mange semi-religiøse sekter benytter sikkert samme slagord. Heldigt for pigen, at det var en slikfabrikant. Og hvad vil hun egentlig med den succes?

Mikkeline W. Gudmand-Høyer, der tidligere har illustreret bøger for børn, har tydeligvis et uafklaret forhold til sit liv. (Hvem har ikke det?). Som hun selv udtrykker det: »Mit bagland er et smadret puslespil«. Der er op- og nedture. Hastig sex, stoffer og smuds. Men der fortælles fra distancen. Der er et elektrisk misforhold imellem, hvad pigen fortæller, og hvad læseren læser. Så det er en sjældent underholdende og tankevækkende bog om opvækst og ungdom. Fuld af rå musik, skærende sorg – og en del beklagelser.

Suleima Hind har været ude i samme ærinde med bøger om at komme ud af mørket efter en alt for fri og fremmelig barndom. (’Voxeværk’ bl.a.). Hun er sort som natten. Her holder Mikkeline W. Gudmand-Høyer dog en gadelygte tændt.