Hvis man køber en billet og rejser til et andet land, vil man sandsynligvis besøge monumenterne, paladserne og pladserne, museerne, landskaberne og de historiske steder. Hvis man er heldig, får man måske lejlighed til at tale med lokalbefolkningen. Så rejser man hjem igen med en masse fotografier og postkort i bagagen. Men hvis man læser en roman, får man faktisk en billet til et andet land og et andet folks inderste kerne. Når man læser en udenlandsk roman, er det en invitation til at besøge andre menneskers hjem og et andet lands private gemakker. Hvis man blot er turist, står man måske på gaden og kigger op på et gammelt hus i den gamle del af byen og ser en kvinde, der stirrer ud ad vinduet. Så går man videre. Men hvis man er læser, kan man også se den kvinde stirre ud af vinduet, men man er der sammen med hende i hendes stue, inde i hendes hoved. Når man læser en udenlandsk roman, bliver man inviteret helt ind i andre menneskers stuer, deres børneværelser og studerekamre, deres soveværelser. Man bliver inviteret ind i deres hemmelige sorg, deres glæde, deres drømme.
At sætte sig i andres sted Det er derfor, jeg mener, litteratur er en bro mellem folkeslag. Jeg mener, nysgerrighed kan være en moralsk egenskab. Jeg mener, evnen til at sætte sig i andres sted kan være et middel mod fanatisme. At sætte sig i andres sted vil ikke blot gøre en til en bedre forretningsmand eller en bedre elsker, men også et bedre menneske. En del af tragedien mellem jøder og arabere er, at så mange af os – både jøder og arabere – mangler evnen til at sætte sig i hinandens sted. Virkelig sætte sig i hinandens sted: forestille sig kærligheden, den forfærdelige angst, vreden, lidenskaben. Der findes for megen fjendtlighed mellem os og for lidt nysgerrighed. Jøder og arabere har noget grundlæggende til fælles: De er begge tidligere blevet behandlet groft og brutalt af Europa. Araberne har oplevet imperialisme, kolonialisme, udnyttelse og ydmygelse. Jøderne har oplevet diskrimination, forfølgelse, udvisning og i sidste ende massemord i en målestok uden fortilfælde. Man skulle tro, at to ofre, og især to ofre for den samme undertrykker, ville udvikle en form for gensidig solidaritet. Men sådan fungerer det desværre ikke, hverken i romaner eller i det virkelige liv. Nogle af de værste konflikter foregår endda mellem to ofre for den samme undertrykker. To børn af den samme voldelige forælder kan ikke nødvendigvis lide hinanden. Ofte ser de snarere billedet af den voldelige forælder i hinanden. Empati og forståelse Det er netop tilfældet mellem jøder og arabere i Mellemøsten. Mens araberne betragter israelerne som moderne korsriddere, der blot repræsenterer det hvide, koloniserende Europa, betragter mange israelere araberne som en ny inkarnation af tidligere undertrykkere, pogrommagere og nazister. Denne situation giver Europa et særligt ansvar for løsningen af den israelsk-arabiske konflikt: I stedet for at stå med løftede pegefingre over for begge parter bør europæerne udvise empati og forståelse og hjælpe begge parter. I behøver ikke længere at vælge mellem at være proisraelske eller propalæstinensiske. I skal være pro-fred. Behov for fred Kvinden i vinduet kan være en palæstinensisk kvinde i Nablus. Hun kan være en jødisk kvinde i Tel Aviv. Hvis man vil hjælpe med at skabe fred mellem disse to kvinder i de to vinduer, må man hellere læse mere om dem. Læs romaner, kære venner. De vil fortælle jer meget. Det er endda på tide, at disse to kvinder læser om hinanden. Så de endelig kan lære, hvad der gør kvinden i det andet vindue bange, vred eller forhåbningsfuld. Jeg har ikke antydet, at man kan forandre verden ved at læse romaner. Men jeg har antydet, og jeg er overbevist om, at romanlæsning er en af de bedste metoder til at forstå, at alle kvinderne i alle vinduerne i sidste ende har et uopsætteligt behov for fred.