Da Richard Ford i 1986 skrev ’The Sportswriter’ (da. ’Sportsjournalisten’ 1995), var sportsjournalisten Frank Bascombe en mand i mængden.

En ganske almindelig amerikaner, men samtidig en helt ualmindelig velskabt romanfigur. Andet og mere var han dog ikke, før Bascombe ni år senere pludselig dukkede op igen som hovedpersonen i Fords næste store roman ’Uafhængighedsdag’.

Nu var Frank Bascombe noget andet. Ejendomsmægler i smørhullet Haddam i New Jersey. Men også forvandlet på et andet plan. Nu en gennemgående figur i romaner, der røbede sin hensigt om at skrive samtidens amerikanske historie som en helt almindelig mands absolut realistiske krønike.

I lange smidige sætninger uden opsigtsvækkende påfund udskrev Ford Bascombe-figurens litterære dna. Uden at miste sin fornemmelse af kød og blod var Bascombe ved at blive et begreb. En transformation, som gennemføres fuldstændig i Richard Fords blændende 3’er, ’Som landet ligger’. Fra at være hovedperson i en knaldgod roman er Frank Bascombe blev det andet navn for Richard Fords livsværk, der skrives i ’kapitler’ med en halv snes års mellemrum. Den store amerikanske roman? Jamen, den ligger skam lige her!

Sea-Clift med havudsigt
Richard Fords genistreg er at lade sin murstensroman udspille sig, kort inden 11. september 2001 vil vende op og ned på alting. I bogen, hvor begrebet ’ground zero’ en enkelt gang listes ind i en anden sammenhæng, kommer alting til at ske på denne uudtalte resonansbund. Resultatet er ganske forbløffende.

Selv nok så små hændelser får en usynlig, tavs samtalepartner. Alting udspiller sig på baggrund af det kommende. Som i ’Uafhængighedsdag’ lader Ford sin fortælling udfoldes omkring en national højtids ritual. På godt et døgns tid, men med mange, lange blik i bakspejlet. Denne gang gælder det Thanksgiving. »Den dag, hvor man tænker på alt det gode i ens liv og prøver at tro på det«, som Bascombe udtrykker det.

Ikke nogen helt enkel opgave for den gode Frank, viser det sig. Ude i det politiske liv slås »kyllingehjernen« Bush og Gore med »den fede røv« efter en kaotisk valghandling om adgangen til Det Hvide Hus. Selve det amerikanske demokrati synes at være i opløsning. Men også i Bascombes afmålte tilværelse hersker uvant forvirring. Frank Bascombe havde egentlig sat sig til rette i, hvad han havde døbt Den Permanente Periode. Hvor man f.eks. er i begyndelsen af 50’erne, har godt arbejde, sød og sexet kone nr. 2 og dejligt hus i eksklusive Sea-Clift med havudsigt. Nu skulle tiden bare gå og gå godt.

Dramatiske partikler
Men på det tidspunkt, hvor vi møder Bascombe, er rutinerne i spåner. Konen Sally er gået sin vej for at forfølge sin skæbne med eksmanden Wally, der efter 30 års tavshed er dukket op og alligevel ikke var død. Kort efter får Frank konstateret prostatakræft. Behandlingen med radioaktive hagl i prostata har gode udsigter, men den meget konkrete trussel om døden farver alt. Og det er på den baggrund, der altså skal festes.

Til den store kalkunmiddag skal den på alle måder adspredte familie samles. Datteren Clarissa er der allerede. Franks mærkelige og aggressive søn, Paul, er på vej fra Kansas, hvor han har en karriere som humørkortforfatter. Og så dukker Franks ekskone Ann op og antyder, at de måske skal finde sammen igen, nu hvor han har kræft. Frank vakler i dagene. Det eneste, der er permanent, er, at man på et tidspunkt er permanent død.

»Det, der er svært, er at være realist«, siger den befriende nøgterne Frank Bascombe. Fords jætteindsats er at demonstrere, hvor svært det er, hvis det skal gøres, så realismen er troværdig. Der sker såmænd en del ting og sager i ’Som landet ligger’. Både et bombeattentat, et barslagsmål og et skuddrama. Men langt det meste af dramatikken ligger i de ting, der ikke sker.

Kommende, indtrufne og mulige skelsættende begivenheder, hvis dramatiske potentiale, som det radioaktive stof i Franks prostata, trænger ind i alle de små, daglige gøremål og transformerer deres betydning fundamentalt. De får ikke i banal forstand en symbolsk vægt. De er snarere som dramatiske partikler, der udadtil ikke har forandret sig, men som nu er ladede.

Jordforbindelsens realist
Jo dybere man trænger ind i Frank Bascombes daglige gøremål, desto mere bjergtaget bliver man af den kunstneriske rækkevidde af, hvad der foregår. Bascombe slås med huskøbere og husprisernes boblende himmelflugt, som Don Quixote sloges med vindmøller. Realismen udspiller sig på baggrund af en profetisk skildret fuldstændig mangel på økonomisk jordforbindelse i Amerika.

Hvor Joyce og modernisterne prøvede at fange øjeblikkets flugt sanseligt, prøver Ford at indfange almindelighedens dramatiske essens med en rutinernes lommefilosofiske diskurs. Frank Bascombe er ikke klogere end de fleste, men han tænker sit og gør sig dermed klog på vores vegne. Han forløser ganske almindelige, vigtige betragtninger over det moderne liv. Alt imens man læser med en knugende fornemmelse af rædsel, efterhånden som selve fornuftens stof synes at blive diskret trevlet op i baggrunden.

Med et omslag, der perfekt indfanger romanens stemning, og Arne Herløv Petersens fejlfri greb om Fords glidende, rytmiske antispektakulære prosa er man fra start til slut i gode hænder i en bog, der som fuldbyrdelsen af Fords trilogi kan ses som det naturlige mod- og sidestykke til Don DeLillos ’Underworld’.

Hvor DeLillo flyver højt som en postmoderne ørn, er Ford jordforbindelsens gode amerikanske realist, der lidt for tidligt og alt for sent indfinder sig på Historiens scene og må nøjes med at tænke sit. Hvilket han til gengæld også gør, så det forslår. Med ti års mellemrum.