Lars Frost har efterhånden næsten gjort det til en metier at opfinde nye undergenrer af romanen.

Sidst var det en ’gavtyveroman’ (2004), og nu har vi så fået en ’ingeniørroman’, nemlig ’Ubevidst rødgang’, der skildrer en kort, men dramatisk periode i nyere danmarkshistorie, tiden fra cirka 1967 til omtrent 1973.

Med generelt fokus på den midaldrende ingeniør og hovedperson Erik får vi dermed beretningen om oliekrise og palæstinensisk terror, om det døende, gammeldags landbrug, om kommunalreformen, optagelsen i EU i 1972, et boom i turismeindustrien og parcelhusenes opkomst, alt indsvøbt i Malene Hartmanns kongeniale og blidt farveulmende vignetter.

Kraftfuld udvikling
Det kunne have været forfærdeligt.

En dødkedelig historie om en indebrændt ingeniør anno 1971 og hele optrækket gennem den trods alt velkendte periode, en slags Christian Kampmann podet med Dea Trier Mørch, bare dårligere, og dermed et uheldigt forsøg på at slå plat på 70’er-retrostilen og slapt ironisk gentage socialrealismens udtræk af indignation og jordslået hverdagslighed.

Men sådan er det ikke blevet, tværtimod.

’Ubevidst rødgang’ markerer en ny og suverænt kraftfuld udvikling i et af de mest lovende, yngre danske forfatterskaber.

Legende besættelser
Hvordan og hvorledes og hvorfor, kunne man spørge?

Formelt falder romanen i to dele, A og B, hvor A har 29 kapitler og foregår i Danmark, mens B har 20 kapitler og finder sted i Rom og Venedig, markeret ved den latinske nummerering af anden del, og hvor det hele er indlagt i en cirkulær form, der begynder og ender i København.

Romanens motor er funderet på dødens tomrum.

Først dør Eriks lillebror Karsten inde på Rigshospitalet, og dernæst dør en anden, central person – jeg røber ikke hvilken.

Men det er den amorfe sump, som dødens banale hændelse udgør, der regulerer romanens legende besættelse af statik, dvs. kunsten at etablere duelige fundamenter; fundamenter under tilværelsen og under kirker og palazzoer, og ikke mindst under velfærdsstaten.

Overlegen stilist
Med neologismen ’rødgang’ (der spøgefuldt giver mindelser om 70’ernes ’blå stue’) navngiver Frost det komplicerede maskineri mellem råd, forfald, eksplosion og død og på den anden side vores inderlige og gentagne forsøg på at bygge stabile værn mod undergangen og glemslen.

Men på trods af, at vi kredser om Venedig, er Frost langt fra Manns melankolske dekadence eller Kiddes hulkindede spleen.

Langt snarere er der som altid hos Frost tale om et mørke, hvor en let og lys morgensol »kom som en kost og fejede det (mørket, red.) bort«.

Eller jeg ville sige, vi har hos Frost en kærlig barskhed, der minder slående om tonen og terrænet i en beslægtet roman, nemlig Andrej Belyjs ’Petersborg’.

Frost er notorisk en overlegen stilist og romaningeniør. Her viser det sig som altid i form af en kælent stærk syntaks, sætningerne strækker sig ofte som skinnende pumaer, hvor man umiskendeligt aner de stærke muskler og knogler inde bag pelsen.

Intensivt borearbejde
Frost eksperimenterer interessant med abrupte skift i fortællerpositioner og plotspor.

Pludselig, midt i en sætning, skifter vi tid og sted, men sådan at det indgår i en sært glidende bevægelse i prosaen. På den led er statikken i ’Ubevidst rødgang’ nok en nærmere undersøgelse værd.

Endelig ville jeg mene, at Frost her uddyber og intensiverer sit borearbejde ned i menneskedybet, efter den for mig at se smukke, men vel kække bagatel ’Et par dage’ (2006), og så det trods alt juvenile præg over store dele af ’Smukke biler efter krigen’.

En historisk ingeniørroman, en kærlighedsroman, en dødsroman, eller en livsroman rettere.

’Ubevidst rødgang’ demonstrerer med finurlig humor og suveræn stil muligheden af at genopfinde den politisk-historiske roman som pirrende og bevægende romankunst.

• læs også interview fra 2006:»Jeg vil være statsminister«