Første juledag 2008 kunne vinens, erotikkens, kvindernes, kussernes og en af dansk poesis mest potente førsteelskere ikke mere.

Da F.P. Jacssamleverske og livsredderske siden 1985, Bodil Andrees, ville overbringe en hilsen fra hans søster, var manden, der opfandt ord som kussehimmel, midsommervaklen, dynesvimmel, bajerbrunstig og livstøfler død efter 53 år i sprogets tjeneste.

Faren til ordet hjertekinds eget hjerte havde sagt stop, et vildt, brusende, småborgerligt liv var slut, og som nogen stor overraskelse kom det ikke.

Der var meget at smile af
»Jeg kan jo ikke sige andet end, at han mange gange var syg i løbet af de sidste år, men han kom altid op igen, og det troede jeg også, at han gjorde denne gang. Det er selvfølgelig en stor sorg, for han fyldte meget i mit liv«, sagde Bodil Andrees, da Politiken talte med hende i går.

Men midt i sorgen kunne man høre et vemodssmil gennem telefonen, for der har været meget at smile af. Også selv om han ikke var nem.

»Han var en stor opgave på alle måde. Han var jo – det kan jeg jo godt sige, for det var ingen hemmelighed – meget alkoholiseret, og det kræver en del pasning, for så er man tit syg. Men det havde jeg jo vidst, fra jeg mødte ham, og det levede jeg også med«.

»Han var lavet af glas«
Vennen Lars Bukdahl, der er litteraturkritiker på Weekendavisen, var heller ikke voldsomt overrasket. For som han sagde i går kort efter, at han havde fået beskeden.

»Han var lavet af glas på en eller anden måde. Jeg ved ikke, hvad der præcist er sket. Men mon ikke det bare har sagt klirrrr«.

»Klirr«, klingede det også i september, da formanden for Det Danske Akademi, Jens Smærup Sørensen, ringede og spurgte F.P. Jac, om han ville modtage Det Danske Akademis Store Pris på 300.000 kr. At han fik den glæde med, var et af skæbnens lykkelige indfald. Eller med hustruen Bodil Andrees’ ord.

»Jeg har ikke de samme ord som en forfatter, men det var for ham kronen på værket. Mange sagde til ham: Den får du, men det er jo ikke sikkert, at man får den. Men så fik han den, og så var han meget, meget glad. Det var han. Han var lykkelig«.

Det var ikke bare stort, men også fortjent, mener Lars Bukdahl.

»Jeg synes, at F.P. Jac ud fra min strenge mening var en af vore store digtere, og så længe han var levende den største nulevende. I kraft af hans meget, meget heftige og ægte og suveræne originalitet. Han lød som sig selv, som ingen andre danske digtere lød som sig selv«.

»Eddermame ikke noget litterært hjem«
Flemming Palle Jacobsen kom fra Hvidovre, og »at der ud fra det lille parcelhus i Hvidovre kom så vældig og vild en stemme«, er med Lars Bukdahls ord mirakuløst. Sådan så det også ud for Jac.

»Vi havde eddermame ikke noget litterært hjem. Vi havde Lademanns gamle leksikon, og det måtte vi ikke bruge, for så kom der bare fedtpletter i. Det skulle bare stå og se lærd ud«, sagde han i et interview med Politikens Carsten Andersen, da han i november modtog Akademiets Store Pris.

Stak af fra militærtjeneste
Forfatter ville han alligevel være, men det var først, da han i 1976 skulle aftjene sin værnepligt på Bornholm, at det for alvor gik op for ham.

Under et døgn efter, at han var kommet til Bornholm, tog han flyet tilbage til værtshusene, kvinderne og bægerklangen i København, og selv om den lokale kommandant hurtigt indså, at Jac og værnepligt var inkompatible størrelser, fik han en dom på 40 dages fængsel.

Det er formentlig en af de eneste fængselsdomme, der vil gå over i litteraturhistorien. I hvert fald for noget positivt.

I det åbne fængsel Kragskovhede kunne de indsatte vælge, om de ville medbringe eget arbejde eller blive sat til at fælde træer i plantagen. Jac svarede, at han ville medbringe eget arbejde.

»Jeg er forfatter«, sagde han kækt.

»Nu sætter du dig sgu bare ned og skriver«
Han fik ikke skrevet meget under sit fængselsophold, men tankerne kørte.

»Jeg kunne mærke, at jeg havde så meget manus oppe i hovedet, som jeg måtte af med«, har han sagt om de 40 dage i fængsel. Desuden kunne han mærke, at han blev nødt til at skrive på en ny måde. Den mere traditionelle digterstemme passede ham ikke.

»Nu sætter du dig sgu bare ned og skriver, hvad der kommer, sagde jeg til mig selv, og det gjorde jeg så. Sådan har det været lige siden. Folk tror, at mit sprog er konstrueret, men det er det overhovedet ikke. Det kommer lige ned i pispotten til mig«, sagde han her i avisen.

Anbefalede livet
»Jeg skal hermed anbefale livet«, var en af hans yndlingssætninger, og da han slog igennem i slutningen af halvfjerdserne var det blandt andet med digtsamlingen ’Jeg er fandme til’.

En hyldest til livet, et farvel til de politiske digterhalvfjerdsere, og et vildtlevende, blomstrende, sprogfornyende goddag til firserne og til en generation af digtere som Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge.

»Det var i høj grad budskabet i starten. Den var ikke så meget længere. Der var alle de her dumme, triste, kedelige, tungrøvede halvfjerdsere og halvfjerdserdigtere, som ikke gad sproget og ikke gad andet end budskaber. Dér var budskabet hos F.P. Jac, at vi er her nu, og hold kæft hvor er vi fede, og hold kæft hvor vi bare digter helt ekstremt skønt. Kan I komme af vejen«, siger Lars Bukdahl.

Tog rollen som bohemedigter på sig
I 1980 sagde Jac, at hans lever ikke ville holde, til han blev 36. Det blev til, at han ville drikke sig ihjel inden han blev 30, og det gjorde ham for alvor berømt.

Som andre digtere blev han ikke læst af overvældende mange, men han blev kendt som bohemedigteren og var konstant i tabloidpressen.

»Det, der både var hans held og problem i forhold til karrieren, var jo, at der er nogle roller i hele den komedie, som dansk litteratur er. En af de roller, som er både smart og hård, går ud på, at der skal være en bohemedigter. Den rolle tog han på sig og levede op til den. Sådan en skal der være. Jens August Schade var den, der havde jobbet før«, siger Lars Bukdahl.

Narrede pressen
F.P. Jac ikke bare spillede rollen. Han levede og dyrkede den. Engang bildte han pressen ind, at han på samme tid boede sammen med og gik i seng med tre unge kvinder.

Det blev slået stort op, og boulevardavisen Bild kom rejsende fra Tyskland for at fortælle historien, der bare indeholdt den detalje, at den var spundet i en overstadig brandert og frit opfundet til det øjeblik, da Jac fik Champagnelegatet fra Victor B. Andersens Maskinfabrik.

»Der skal være den kulørte type. Men det farlige er, at man ikke selv kan sige det der job op. Og i forhold til hvor genuin god og ægte digter han var, så kom det til at skygge for de meget ægte kvaliteter, så nogle andre digtere i generationen kom til at fremstå som mere ægte og lødige. De ting står og skubber til hinanden, og gjorde det også for ham selv«, siger Lars Bukdahl.

Mod til at sætte nye ord sammen
F.P Jacs måske bedste ven i firserne var kollegaen, makkeren og rivalen Michael Strunge, der endte med at tage sit eget liv. Pia Tafdrup var en anden ven og kollega. De har kendt hinanden hele livet, og da han fik Akademiets store pris, var det hende, der holdt talen, hvor hun blandt andet sagde.

»I Jacs udgivelser ser man sproget skride ud i et skarpt sving, blive rettet op igen, rutsje engang og derpå fræse derudad uden hensyn til fast syntaks eller andre sproglige færdselsregler. Nej, der er tanket op med nye gloser, og den læsende bliver båret frem af en energi og begejstring, der kan have lighedstræk med en ekstatisk Emil Bønnelycke eller en virtuos lethed som hos Jens August Schade, der dog også har sine dystre sider, men alligevel anderledes, naturligvis præget af sin tid.

Jeg husker den frontale liderlighed og
regnbuerne
som vi blev dus med på de første festivaler
vor mænd var
prinsesser der spændte deres følsomhed
ud i græsserne

En sådan følsom prinsesse var Jac selv, men han har også et stykke vej haft den hårde kerne af fandenivoldskhed, der holdt ham oppe, han var den, der ’elskede at være ond’, som han afslører i sin seneste biografi af sansede historier. En kortslutning af selvværd og afmagt«.

Sådan sagde Pia Tafdrup, da F.P. Jac fik overrakt prisen 28. november i år. Da Politiken spurgte hende, hvad hendes ven og poetiske generationsfælle har betydet for dansk poesi, sagde hun.

»Først og fremmest nyskabelse, og en kolossal energi og mod til at sætte ord sammen og opfinde nyt og simpelthen sparke til det danske sprog, så det slog stjerner«.

Foto:  Miriam Dalsgaard