Det er en råkold onsdag aften i marts på det bandekrigshærgede Nørrebro, med en måne så fuld, gul og tung, at den truer med at vriste sig løs fra firmamentet.

En passende ydre ramme for fødslen af det nye, idealistiske, nonprofit-forlag Fingerprint, der indenfor i den kombinerede bar og boghandel Underwood Ink i Ryesgade præsenterer de to første i en serie af instant literature-udgivelser.

Når man kommer til verden 11. april, er man født i fiskenes tegn. Dette stjernetegn karakteriseres angiveligt ved kreativitet og en forstærket sensitivitet, hvilket jo for så vidt passer fint på et forlag, der hylder det spontane udtryk. Således er konceptet bag Fingerprint udsprunget af forfatteren Kristina Stoltz’ helt private initiativ:

For omkring ni måneder siden (!), i sommeren 2008, besluttede Stoltz, at hendes nykomponerede værk ’HJEMSTAVN Nr. 13’ bare måtte UD. Hurtigt. Så hun styrtede ned i Vester Kopi, hvor hun fik optrykt 50 eksemplarer af teksten, som hun lyndistribuerede til venner og små boglader: Instant Karma, som salig Lennon prædikede.

Den idé syntes vennen og forlæggeren Simon Darø var så god, at den måtte mangfoldiggøres, og hermed var kimen til Fingerprint sået.

Præmissen for de tekster, det lille forlag kommer til at udgive, er, at de gerne skulle ramme samme spontane udtryk, som Stoltz’ oprindelige værk, og således undgå for megen nørklen og styring i processen.

Umiddelbar litteratur
Men tilbage til arrangementet i Ryesgade. I Underwood Inks tætpakkede og boheme-hyggelige lokale byder non-redaktør Darø velkommen til aftenens litterære indsprøjtning: »Fingerprint definerer ikke sig selv i modsætning til andre måder at udgive på, men kun i forhold til netop vores eget projekt: at udgive små, uredigerede og umiddelbare tekster, der kan fordøjes i løbet af et glas vin eller en kop kaffe«.

Så åbnes kufferten med gratis eksemplarer af de to små værker i A6-format, ’HJEMSTAVN Nr. 13’ og ’Ønskebarn’. Og de forsvinder hurtigere end de lige så omkostningsfri drikkevarer. Imponerende.

Efter et kvarters summen, læsen og udendørs rygning præsenteres aftenens første indslag: Viggo Madsens fremførelse af »mit livs eneste enakter«, som han selv definerer ’Ønskebarn’ (der altså er Fingerprints første ’rigtige’ udgivelse, mens Stolz’ ’HJEMSTAVN Nr. 13’ udgives som #0 og er en slags æresudgivelse, der markerer begyndelsen til det hele).

Med ludende positur, levende mimik og utallige skuldertræk gennemfører forfatteren sin monolog, som er lagt i munden på Subjektet, en ’socialtabertype’, der rabler retorisk om alt og ingenting, om mullaher, ål og »latterlighedens apoteose«.

En forestilling, der vækker almindelig begejstring blandt tilhørerne, som i øvrigt – ud over de obligate, unge nørd-smarte bohemer – også tæller et vist kontingent, hvis alder er noget nærmere Madsens efterhånden 66 år.

Aftenens næste punkt er Kristina Stoltz, som, akkompagneret af Mark Solborg (guitar) og Anders Banke (sax, klarinet m.v.), læser op af sit vrede digtværk med den ironiske undertitel ’(et festskrift)’.

»Dit budskab står så smukt til min bare røv«, vrænger Stoltz, og musikerne udsender en afdæmpet, men intens effektstøj, der løfter den ellers så profane lyrikstrøm og giver det nu godt tilduggede lokale det helt rigtige skær af magisk nihilisme.

Et langt øjeblik fastholdes tilhørerne i hænderne på den umage trio – så brydes fortryllelsen af klapsalver og almindelig feststemning.


Foto: Niels Christensen

Hæderligt honorar
»Der er grøde omkring overfladen«, betror Simon Darø mig udenfor i den isnende kulde efter oplæsningerne. Vi taler om, at litteraturen fra det øverste lag af undergrunden er begyndt at bryde frem og igennem – og at det er disse nyetablerede forfattere, sammen med det nedre lag af ’overgrunden’, der er interessante for Fingerprint.

Og så mangfoldigheden: »Vi vil favne bredt«, siger han og slår ud med armene for at illustrere sin pointe: »Som nu med de to forfattere i aften; en yngre kvinde og en ældre mand, en mini-digtsamling og et teaterstykke – det synes jeg viser netop det spænd, vi gerne vil levere«.

Adspurgt om foretagendets fremtidsplaner siger han: »Nu har vi jo støtte til dette års udgivelser, og vi håber da på, at vi får lov at fortsætte. Derudover er det også planen at søge flere midler fra private fonde, så der bliver råd til mere pomp og pragt«.

Ligesom andre små forlag, mest tydeligt i tilfældet Forlaget Hjørring, ønsker Darø, at Fingerprint kan skabe opmærksomhed om forfatterne – og ikke mindst give dem et honorar, der i det mindste afspejler deres indsats.

»Det, at vi giver Viggo 5.000 kroner for hans tekst, burde være en selvfølge, men det er sgu nok det dobbelte af, hvad et etableret forlag ville give«, siger den ulønnede og ikke-redigerende redaktør.

Indenfor i varmen udtrykker Viggo Madsen da også behørig begejstring: »Det er en stor ære at være indbudt til at bidrage til det her projekt. Det er jo helt unikt at få lov at få sin egen udgivelse, med ISBN-nummer og det hele, og så oven i købet med honorar!«, lyder det fra den rutinerede filur, alt imens Solborg og Banke nu er gået duo, og spiller en mere traditionel gang jazz.

Fælles bevidsthed
Sidst på aftenen lykkes det også at få en snak med bagkvinde Kristina Stoltz, som emmer af entusiasme »Det er fedt, at vi har fået midler til det her, og det er, som om der i det sidste års tid er opstået en slags fælles bevidsthed, der muliggør, at al den friske litteratur, der vokser frem lige nu, faktisk kommer ud«.

Ud siver nu også lige så stille aftenens tilhørere, ud til den klare nat. Og til månen, som ikke er drattet ned, men nu stoltserer højt over det Nørrebro, der heldigvis er ramme om så meget andet end integrationsproblemer og bandevold. For eksempel spontane og idealistiske litteraturudgivelser.

Og det er den slags små gaver, der luner i kroppen på vejen hjem.