Gennem 27 år forsøgte Ib Norgaard at føre en så anonym tilværelse som overhovedet muligt. Den passionerede sommerfugleelsker og familiefar så helst, at ingen lagde mærke til ham.

Under den kolde krig var den nu afdøde politimand teknisk ekspert i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det var Ib Norgaard, som borede hemmelige mikrofoner ind i væggen til det kommunistiske dagblad Land & Folk, aflyttede den tyske studenterleder Rudi Dutschke og den senere dobbeltagent Oleg Gordievski, fotograferede agenter fra østambassaderne og skyggede deres danske kontaktpersoner. Døgnet rundt og overalt i landet.

Der var ikke det tekniske problem, som Ib Norgaard efter eget udsagn ikke kunne løse. Da justitsminister Knud Thestrup en nat i 1960'erne ikke kunne åbne låsen til sit pengeskab, blev der sendt bud efter PET's svar på Egon Olsen. Selvfølgelig knækkede han koden.

Trods sin indsats steg Ib Norgaard aldrig til noget stort i PET. Indtil sin pension i 1984 vedblev han med at være efterretningstjenestens praktiske gris, og måske har det været en medvirkende årsag til, at han før sin død gjorde noget helt enestående for faget: At skrive sine erindringer.

Ansatte i efterretningstjenesten har livsvarig tavshedspligt, og derfor har PET fået manuskriptet til gennemsyn, anonymisering og censur. Forlaget Borgen vil ikke ud med, hvor mange oplysninger, der er skåret ud af Ib Norgaards bog, 'Spionjæger i Danmark'. Når den udkommer i dag, sker det med over et års forsinkelse.

Ministerens dagbog
Før sin død i december 2001 nåede Ib Norgaard at afgive forklaring for den kommission, som for tiden undersøger, om PET holdt sig inden for lovens rammer under den kolde krig.

Selv om Norgaard befandt sig nederst i hierarkiet, burde han i hvert fald på ét punkt nok kunne få kommissionens fem medlemmer til at spidse øren: Ib Norgaard tager således æren, ansvaret eller skylden - alt efter, hvordan man ser på det - for at have nedfotograferet kartotekerne over politiske aktive i Danmark.

Siden blev mikrofilmene gemt på den danske ambassade i Washington, viser justitsminister Knud Thestrups private dagbog, der først blev opdaget i 1998. En hemmelig operation, som meget vel kan dække over et lovbrud af dimensioner og et dansk dobbeltspil i klasse med opmagasineringen af atomvåbnene på Thulebasen.

PET havde i årene efter Anden Verdenskrig opbygget et hemmeligt kartotek med oplysninger om flere hundredtusinde danskere. At være stiller for et politisk parti eller abonnent på Land & Folk var nok til at blive registreret. I 1968 besluttede den borgerlige VKR-regering, at PET ikke længere måtte registrere danskere alene på grund af lovlig politisk virksomhed.

Et stort flertal i Folketinget støttede, at der måtte renses ud i kartoteket, så det kun omfattede potentielle kriminelle og landsforrædere. I 1970 forsikrede den konservative justitsminister Thestrup, at »det udskilte materiale er destrueret«.

Stor var hans overraskelse derfor, da han året efter fik at vide, at PET's tidligere chef Arne Nielsen havde fået trukket en kopi, der lå gemt i »en forseglet pakke« i USA. Miseren blev opdaget få måneder, efter at Arne Nielsen som 44-årig var død af en hjerneblødning.

Knud Thestrup beordrede mikrofilmene destrueret »straks«. De eneste politikere, han ifølge sin dagbog indviede i beslutningen var daværende statsminister Hilmar Baunsgaard (R) og udenrigsminister Poul Hartling (V). Hverken Folketinget eller befolkningen fik noget at vide før for fem år siden.

Det lejede apparat
I 'Spionjæger i Danmark' afslører Ib Norgaard nu, hvordan hans »herlige chef« Arne Nielsen en dag i slutningen af 1960'erne kaldte ham ind på sit kontor:

»Han pålagde mig omgående at gå i gang med at nedfotografere hele arkivet. Det var min opfattelse, at han selv havde fået det pålagt højere oppefra, og jeg måtte bruge det personale og det materiale, jeg mente at skulle bruge. Men det skulle ske så hurtigt og så diskret som muligt ...«.

Herefter lejede Ib Norgaard et nedfotograferingsapparat hos firmaet Minerva i Hellerup og købte 10-20 ruller smalfilm:

»Da vor afdeling lukkede kl.16, mødtes vor arkivmand, to kontordamer og jeg i et kontor, hvor jeg opstillede mikrofilmeren. Vores arkivmand hentede nu fra en ende en del arkivsager, som han transporterede på min lille materialetransportvogn over til vort kontor, hvor damen til højre for mig fremtog sag efter sag og rakte mig ark efter ark, som jeg kørte gennem apparatet og rakte videre til damen til venstre for mig. Denne pakkede så sagerne korrekt sammen igen og lagde dem i en bunke, som arkivmanden så bar tilbage og returnerede med en ny stak. Sådan blev vi ved til omkring kl.1, hvor vi pakkede sammen ...«, beretter Ib Norgaard i sin bog.

Filmene blev fremkaldt hos Ferrania Film i Hellerup og placeret i et pengeskab på Politigården, hvor PET dengang havde til huse. Ib Norgaard fik det indtryk, at nedfotograferingen hang sammen med, at PET i 1970 flyttede adresse til Hørhusvej på Amager.

Ifølge Ib Norgaards erindringer stod arbejdet på i omkring en måned, og til sidst var der i alt 98 filmruller. Efter Politikens oplysninger tog nedfotograferingen væsentlig længere tid - over et halvt år. Men at der under alle omstændigheder var tale om en gigantisk opgave, viser hans bog lidt om: »Jeg kunne naturligvis ikke holde til denne næsten døgntjeneste, så min makker afløste mig adskillige gange ...«

Hukommelsessvigt
Da opgaven omsider var afsluttet, blev Ib Norgaard bedt af PET-chefen Arne Nielsen om at aflevere materialet til sin nærmeste foresatte. Denne havde på Norgaards forespørgsel sagt, at han ville opbevare filmene i en bankboks i København.

Først i 1998 fik Ib Norgaard nyheden om, at filmrullerne med de hemmelige kartoteker også var havnet på ambassaden i Washington. Ifølge hans bog kom det ikke som nogen stor overraskelse:

»Man må huske på, at den tid var præget en del af muligheden for en sovjetrussisk invasion, blandt andet en landgang ved Rødvig i Sydsjælland«.

Det er en kendt sag, at flere europæiske lande placerede en kopi af deres politiske kartoteker i USA. De skulle gemmes i tilfælde af krig med Warszawapagten.

Hvad der præcis skete med de danske mikrofilm i Washington er fortsat uvist. Pensionerede topembedsmænd fra PET, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet siger samstemmende, at de ikke husker sagen.

Det ligger fast, at Arne Nielsen i skarpe vendinger advarede VKR-regeringen om, at det ville være i strid med Danmarks NATO-forpligtelser at lempe den politiske registrering. Angiveligt sad den temperamentsfulde og farverige politimand af en efterretningschef oppe under loftet af arrigskab.

Men problemet var, at det var de radikales krav for overhovedet at gå med i en borgerlig regering. Ib Norgaard husker også, at »man fra bestemte sider ville have destrueret vort arkiv«: »Er der noget, der kan ødelægge en efterretningstjeneste, så er det fjernelse af de rapporter og optegnelser m.v., der bliver henlagt for eventuelt senere brug ... Selvfølgelig bliver gamle oplysninger efterkontrolleret før brug igen - men de indeholder jo for det meste særdeles vigtige informationer - ellers var de ikke blevet gemt«.