Vi hviler trygt i Ida Jessens forfatterhænder, da romanen ’Børnene’ begynder i de tidlige 1990’ere.

I skumringen sprutter en lille rød Renault 5 sig gennem Naverslund krat nordøst for den fiktive by Hvium.

Inde i bilen sidder 32-årige Solvej. Hun har taget turen fra Hillerød til en tom skovarbejderbolig i Himmerland. Forinden er det lykkedes hende at sætte alt over styr.

Efter ti års ægteskab har hun forladt sin mand Morten og datteren Christiane til fordel for en affære med en gift mand, hun alligevel aldrig får.

Da eksmanden efter et stykke tid flytter til Himmerland med barnet og sin nye kæreste, ser hun ingen anden udvej end at flytte efter, selv om hun stort set står på bar bund. Ingen har bedt hende komme, og hun har hverken arbejde eller udsigt til at få et. Pengene vil hurtigt slippe op.

Solvej medbringer stort set ikke andet end en stor, dårlig samvittighed.

Børnene svigtes
En samvittighed, der er ved at æde hende op.

Netop der indleder Ida Jessen sin tredje roman med udgangspunkt i Hvium nær Limfjorden. Det er en roman, som er en kras skildring af et generationsopgør, men til forskel fra mange andre skildringer er blikket her ikke udelukkende fæstnet på den unge generation, der forsøger at slå sig løs af forældrene.

»Romanen handler for mig om vores generation og alt det, vi slæber med. Skilsmisserne og hvad deraf følger. Hver generation har sine kvababbelser, sine hundelorte, rent ud sagt. Hver generation har sine præcise steder, hvor det trykker i samvittigheden«, siger Ida Jessen.

Hun har selv for en del år siden været igennem en skilsmisse, og hun er ikke i tvivl om, at det er forholdet til børnene, der trykker i hendes egen generation.

Den dårlige samvittighed er som en opspilet, betændt byld, og når man trykker på den, er smerten så voldsom, at det bliver umuligt at se klart.

»Vi føler jo, vi svigter vores børn, når vi bliver skilt. Det ligger dybt i mange af os. Ingen kommer bare fløjtende ud af et forhold, og man har overvejet rigtig mange ting, inden man når så langt. Men desværre slæber man også den dårlige samvittighed med, som betyder, at man måske mister overblikket. For spørgsmålet er, om den dårlige samvittighed er en rettesnor, eller den i virkeligheden forplumrer vores syn på, hvad der er ret og rimeligt«, siger Ida Jessen.

Hun mener, at Solvej – som mange andre skilsmisseforældre – synes, det er synd for børnene, her den lille datter. Og den følelse indpoder hun så også i hende.

»Måske skulle Solvej i stedet have sagt, nej, det er ikke synd for Christiane. Det er ikke synd for hende, at hendes mor og far kom ud af et ulykkeligt ægteskab. Det er heller ikke synd for Christiane, at Solvej selv finder en ny mand, hun gerne vil leve med. Heller ikke selv om manden er en idiot, som alle mennesker er indimellem«.

»Hvis Solvej ikke havde haft så dårlig samvittighed, havde hun måske været mere afslappet over for sin nye mand og ikke haft så travlt med at vise, at de havde det ideelle forhold. Nu bliver det i stedet sådan, at Christiane ser på manden som en idiot, de andre altid skal passe på«.

De forløjede forældre
I Ida Jessens roman får vi aldrig rigtigt at vide, hvor godt Solvej og hendes nye mand har det, for vi hører stort set kun hendes version af sagen.

’Børnene’ er i udpræget grad kvindernes historie. Det er en fortælling om kvindeliv gennem godt og vel 15 år. Med vægten lagt på den modne generation.

»Da jeg var yngre, forstod jeg godt dem, der gjorde oprør og slog sig fri. Nu vil jeg gerne se det fra begge sider, selv om den primære synsvinkel i historien ligger hos forældrene, og det handler ikke om, at det er dem, jeg bedst forstår«.

»Når jeg skriver mig ind i datteren Christiane, husker jeg præcis mig selv som 19-årig. I den alder kunne vi jo se, hvor forløjet vores forældregeneration var. Samtidig med at man selv følte sig usårlig, var man så let at såre for dem, der var tættest på«, siger Ida Jessen.

Skråsikkerheden er ikke blevet mindre hos den ungdomsgeneration, hun skildrer i ’Børnene’. Og selvfølgelig slår det gnister.

Vi afslører ingen statshemmeligheder ved at fortælle, at generationerne tørner sammen. En af bogens centrale passager kommer, da Solvej hviskende spørger til datterens forhold til hendes kæreste.

’Gør han dig glad?’, spørger hun.

Christiane sidder i Solvejs lejlighed og har lige fortalt, at hun flytter væk. Til Tilst. Hun flytter sammen med en kæreste, som moderen indtil dette øjeblik ikke har vidst, datteren havde et forhold til.

»Da jeg hørte Solvej stille spørgsmålet, fik jeg bare lyst til at stikke hende én. Bonk, sådan lige på trynen«, siger Ida Jessen og sender en knytnæve ud i luften.

For selvfølgelig er det lille uskyldige spørgsmål – ’gør han dig glad?’ – ikke så uskyldigt, som det lyder.

Det er moderens indledende forsøg på at få datteren til at løbe skrigende væk fra kæresten. Spørgsmålet er et forsøg på at sige det, Solvej ikke kan sige uden at afsløre den hemmelighed, hun har båret på i årevis.

En hemmelighed, der knytter sig til Christianes kærestes familie, og som hun får det dårligt ved bare at tænke på, og derfor kan hun kun spørge, om kæresten gør datteren glad. Moderen kan ikke fortælle, hvorfor hun selv går i en lang bue uden om lige netop kærestens familie.

’Ja’, svarer Christiane. Ja, han gør hende glad, siger hun, og da moderen må længere frem på banen med sine indvendinger mod kæresten, trækker datteren selvfølgelig det trumfkort, hun har haft siddende oppe i ærmet gennem alle årene. Moderens dårlige samvittighed.

’Hvordan kunne du få dig selv til det?’, spørger datteren med henvisning til, at moderen dengang bare forlod dem. Hun sætter kniven ind præcis, hvor det gør mest ondt, og det er datteren, der er ovenpå i opgøret, for hun ved, at hun har endnu et trumfkort, hun kan spille ud, og som hun serverer i slutningen af bogen.

’Børnene’ er med andre ord en roman, der kan give samvittighedstyngede forældre rigeligt at spekulere over, men man skal ikke tro, forfatteren vil have læseren til at tænke noget specielt.

»Jeg tror, de tænker selv i forvejen. Alle tænker meget over, hvad der skal ske med børnene, men derfor kan man selvfølgelig godt fare vild i sit liv alligevel. Men først og fremmest skriver jeg for at ruske op i mig selv. Stivn ikke er budskabet«.

ANMELDELSEIda Jessen skriver medrivende om forældreskabets største rædsel

Turbulensen holder aldrig op
Ida Jessens budskab nåede aldrig rigtig frem til hovedpersonen Solvej i tide. Efter en indledende turbulens får hun fodfæste i Hvium. Får et job som sundhedsplejerske, får kontakt til datteren, får en mand, vokser til fruestørrelse og synes, at alt egentlig er på plads.

»Hun tror, at hun nu kan hvile på laurbærrene, men det kan man sjældent. Som regel kommer der en runde til. Og en runde til. Forhåbentlig bliver der med årene længere imellem turbulensen, men det holder aldrig op«.

»Det handler om begær og om, at man hele tiden vil noget andet, mens man er ung, men på et tidspunkt bliver man så udmattet og træt, at man bare ikke orker mere. Man ser, at man godt kan være, hvor man er, og at ingen er perfekt«.

»Det er man heller ikke selv, og det er jo en god erkendelse at have, men den kan være længe undervejs, mens man tumler rundt og tror, at det hele er de andres skyld«, siger Ida Jessen og slår en høj latter op.

Begær og utroskab er noget af det, der kaster dine personer ud i uføret. Man kunne næsten tro, der i historierne var et budskab om, at gør man den slags, skal man være beredt på helvedes straf?

»Nej, ikke helvedes straf, for jeg er hverken religiøs eller moralist, selv om man kunne tro det. Jeg siger heller ikke, at folk skal afholde sig fra det, fordi det er syndigt, men de skal passe på, for de mister overblikket«.

»Dette er jo et generationsportræt, og når jeg ser på, hvad vi har rodet os ud i i de skrækkelige, blafrende kriser, så er mine historier jo ikke grebet ud af det blå. Det har at gøre med både begæret og de unges rastløse søgen. Plus problemerne med vores børn. Jeg kender folk i 60’erne, som stadig har sorte pletter over deres skilsmisser, selv om der var tale om dødfødte parforhold«.

Det er fjerde gang, Ida Jessen henlægger en bogs handling til fiktive Hvium og dens omgivelser nær Limfjorden. De foregående to romaner og en novellesamling er netop dem, der har sikret hende en stor læserskare og masser af anerkendelse. Men det giver hende ikke præstationsangst.

Ikke længere.

Det fik hun lige efter romanen ’Den der lyver’, den første bog om Hvium.

ANMELDELSE'Den der lyver' er prosa i særklasse

Der kom til at gå fem år, før hun skrev sin anden bog om det lille, landsbysamfund.

Årsagen var de massive læserforventninger. Igen og igen blev hun mødt med kommentaren om, hvor meget folk glædede sig til at læse hendes næste bog fra Hvium.

»Så skrev jeg ’Foxy Lady I-V’, og så var det slut med både forventninger og pres«, siger Ida Jessen, som forinden havde haft en helt reel skriveblokering.

’Foxy Lady I-V’ var en på enhver måde en smal udgivelse om en lille bjerglandsby et sted i udlandet. En by, hvor der kun boede kvinder og i øvrigt skete mærkelige ting. Fem historier med flere synsvinkler. Nogenlunde så langt fra forfatterens ellers så kendte nordiske univers, som man kunne tænke sig.

ANMELDELSE’Foxy Lady I-V’ er en rodet men sexet provokation

Hvium – fiktiv og død?
Skriveblokeringen efter ’Den der lyver’ var ikke Ida Jessens første. Hun havde også en meget tidligt i forfatterskabet, hvor hun stod knap så sikkert på fødderne, som hun gør i dag. Den krise reddede hendes mor hende ud af.

»På et tidspunkt tog hun mig i armen og sagde, ’Hør nu her, Ida, du skal bare skrive, hvad du skal skrive’. Det hjalp rigtig meget«, fortæller Ida Jessen, for det var jo rigtigt set af moderen. Hun var blevet bange for at skrive historier, der kunne gå for tæt på hendes egen familiebaggrund.

En forfatter sagde engang til mig, at det ikke bliver sjovt, når børnene engang begynder at fortælle deres familiehistorier som forfattere. Hvordan ville du selv have det, hvis det sker med din egen datter?

»Så må jeg tænke på, hvordan min egen familie har reageret, og fortælle mig selv, at det heller ikke er værre end som så. Selv om fiktionen tager udgangspunkt i noget, flere kender til, så er den en fantasi over den virkelighed, der har været. Det skal man vide som pårørende til forfattere, men jeg kan da også godt forstå folk, der føler sig forbandede over noget i bøger, som de mener er et billede af dem selv«.

»Jeg ville gerne skrive om de små samfund, men da jeg selv er fra Thyregod i Midtjylland, kunne det ikke være derfra, for ingen skulle føle sig peget ud, og når jeg har lagt historierne i Himmerland, er det, fordi jeg er meget fascineret af landskabet deroppe«.

»Nu ved jeg ikke, om der nogensinde kommer flere historier fra Hvium, for jeg kan mærke, at min interesse for stedet er kølnet noget efter den nye roman«.

Ida Jessen lægger dog ikke skjul på, at hun har været lige så glad som sine læsere for Hvium.

»Det er jo dejligt at have et parallelunivers, man kan trække sig tilbage til. Det er den hemmelige ven, man hele tiden kan tænke på. Som giver dig en hemmelige styrke, beskæftiger dig og glæder dig«.

Og så er det også noget, man har fuld kontrol over?

»Ja, det kan man nok godt psykologisere noget over, for det er slet ikke bedre at lade sig opsluge af Hvium, end det er at være ludoman eller sidde foran fjernsynet eller for længe foran computeren. Det er helt det samme«, siger Ida Jessen med et smil.

Lige nu tror hun vist ikke på, at der kommer flere historier om Ragna, Solvej, Brogård, Peterslund og Hvium.

»Da jeg havde afleveret romanen, ville jeg have, at der på bagsiden skulle stå, at hermed var trilogien om Hvium afsluttet. Men det fik min redaktør forhindret«, siger Ida Jessen.

I dag kan hun godt se, det var klogt, for hun ved, at hun om to måneder kan snuble over en historie, som ikke kan ligge andre steder end lige netop der.