Vi hviler trygt i Ida Jessens forfatterhænder, da romanen ’Børnene’ begynder i de tidlige 1990’ere. I skumringen sprutter en lille rød Renault 5 sig gennem Naverslund krat nordøst for den fiktive by Hvium.
Inde i bilen sidder 32-årige Solvej. Hun har taget turen fra Hillerød til en tom skovarbejderbolig i Himmerland. Forinden er det lykkedes hende at sætte alt over styr. Efter ti års ægteskab har hun forladt sin mand Morten og datteren Christiane til fordel for en affære med en gift mand, hun alligevel aldrig får. Da eksmanden efter et stykke tid flytter til Himmerland med barnet og sin nye kæreste, ser hun ingen anden udvej end at flytte efter, selv om hun stort set står på bar bund. Ingen har bedt hende komme, og hun har hverken arbejde eller udsigt til at få et. Pengene vil hurtigt slippe op. Solvej medbringer stort set ikke andet end en stor, dårlig samvittighed. Børnene svigtes En samvittighed, der er ved at æde hende op. Netop der indleder Ida Jessen sin tredje roman med udgangspunkt i Hvium nær Limfjorden. Det er en roman, som er en kras skildring af et generationsopgør, men til forskel fra mange andre skildringer er blikket her ikke udelukkende fæstnet på den unge generation, der forsøger at slå sig løs af forældrene. »Romanen handler for mig om vores generation og alt det, vi slæber med. Skilsmisserne og hvad deraf følger. Hver generation har sine kvababbelser, sine hundelorte, rent ud sagt. Hver generation har sine præcise steder, hvor det trykker i samvittigheden«, siger Ida Jessen. Hun har selv for en del år siden været igennem en skilsmisse, og hun er ikke i tvivl om, at det er forholdet til børnene, der trykker i hendes egen generation.
