En profet er ikke agtet i sit fædreland, véd vi ganske vist fra Jesus Kristus, Peder Syv, Ludvig Holberg and that crowd. Men mon forfatteren Mette Winge dog alligevel havde ventet at se sin nyeste kriminalintrige karakteriseret som »en slap affære uden detektivisk tyngde« netop her i Politiken, hvor hun selv er fast og skattet boganmelder?

Nå, heldigvis er hun jo også magister i 'sammenlignende morskabslæsning', som vores fælles fag blev kaldt, da hun og jeg var små. Og efter Preben B. Christensens ubegejstrede omtale her i Politiken må hendes morskab unægtelig være lunet nogle grader op ved sammenlignende læsning af de andre avisers anmeldelser:

Romanen 'Skår' »spænder os dygtigt på pinebænken«, når hun med »viden og fantasi«, ja, »præcist, morsomt og af og til lettere ondskabsfuldt« fortæller, »underholder og hygger« eller måske ligefrem »fastholder læseren i en skruestik« med »mere end en raffineret detektivhistorie«. Som det faktisk lyder, hvis man til supplement af Politikens torne binder en buket af de andre anmelderes ros(er).

---

Det er en spændende kriminalgåde, Mette Winge med sikkert overblik lader løbe labyrintisk gennem romanen«, skriver f.eks. Kristeligt Dagblads anmelder Leon Jaurnow, men udnævner den samtidig til »mere end blot (?) en kriminalhistorie«, fordi forfatteren viser, at hun »mestrer samtidsromanen. Der er både sjæleruskende hverdagsskildringer og sikre iagttagelser af de sociale mekanismer, der gør sig gældende bag facaden i en lille dansk provinsby«.

'En provinsroman' lyder faktisk Mette Winges egen forklarende undertitel på historien om en lokal matadors og kunstsamlers død og mistanken, der rettes mod en Anna Castberg-lignende figur.

Politiassessor Karen Brandes står i centrum for opklaringen, men også for et personligt drama: Efter den lesbiske kærestes død i 'Grønt mørke' er denne nordsjællandske søster til norske Anne Holts kriminalkommissær nu flyttet til Sydsjælland - men derfor ikke fra fordommene om hendes privatliv, forstår man.

Det lesbiske motiv er »ærlig talt ved at være godt nedtrampet« i femi-krimierne, mener Hans Larsen i Ekstra Bladet, men provinsskilderiet nyder han som »præcist, morsomt og af og til lettere ondskabsfuldt uden at være usolidarisk«. Trods slip i handlingen mener han derfor, romanen er »værd at tilbringe en våd sommeraften med«.

»Winges roman er velskrevet«, fastslår Lars Handesten i Berlingske Tidende og tilføjer så »men ikke særlig original og prætenderer heller ikke at være det«. Han synes fascineret af, at der i Mette Winges »søvnige lille by« både bliver »smuglet heroin og hvidvasket penge«, men denne brede samtidshistorie »går i nogen grad ud over de to hovedpersoner Clare og Karen, som mister i psykologisk dybde«.

---

I Jyllands-Posten er Annelise Vestergaard derimod fastspændt på bemeldte »pinebænk« og roser herfra ligeledes det »afslørende og genkendende kik ind i et samfund, hvor ingen kan gemme sig, og hvor alle følger alle«, i romanen gennem indlagte monologer af provinsbyens beboere. De monologer, der også har gjort det bedste indtryk på Weekendavisens anmelder, Jens Kistrup:

Mette Winges »styrke som romanforfatter ligger ... i hendes mistænksomme, nøglehulskiggende sans for mennesker, for deres motiver, fortrængninger, deres hemmelige liv, i mindst lige så høj grad som det hos dem, der direkte fører til eller kunne have ført til forbrydelsen«, skriver Kistrup, som af dén grund og trods forbehold anser 'Skår' for »en af Mette Winges mest underholdende og bedst fortalte romaner«.

---

Trods de kompositoriske svagheder både underholder og hygger Mette Winge«, skriver B.T.s Holger Ruppert samstemmende. »Det er dejligt, at Mette Winge har genoptaget« Karen Brandes, synes han, og med hende som guide »tegner et overbevisende billede af en provinsby bag facaden ... det kunne være Næstved«.

Det kunne det måske. Selv om Kistrup skriver, at der »skal mange og lange veje til - vejene i og omkring Præstø! - før sagen« opklares. Om associationen til 'Vejene omkring Pisa' skal antyde, at Karen Brandes efter hans opfattelse er åndeligt beslægtet med Karen Blixen, fremgår ikke ganske.

Men de lange veje udelukker, så vidt jeg husker, slet ikke hovedgaden i Vordingborg, den by som Preben B. Christensen mener at genkende ... På den anden side er Vordingborg vist netop en af de få danske købstæder, der ikke har Frederik VII stående på torvet, og dét har Karen Brandes' nye hjemby åbenbart.

Nå, om ikke andet demonstrerer modtagelsen af 'Skår' da én ting: Danske dagblades litteraturanmeldere er slet ikke på hjemmebane, når de stilles over for noget så eksotisk som 'en pronvinsroman'!