I et samfund, som på alle områder kræver omgående og mærkbare resultater, kommer de handlingsorienterede terapier i vælten, fordi de er korte og deres effekt nemt kan evalueres.

En psykoanalyse, derimod, tager tid, og dens formål er ikke at løse et bestemt problem i løbet af nogle få timer, men at give patienten en forståelse af sin historie. Samuel Lézé, antropolog, til Le Monde

»Et sørgeligt skvat«
Var psykoanalysens fader, den østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939), »et sørgeligt skvat, en svindler, en løgner, en kvindehader, en fallokratisk homofob, en konservativ, som var stokdøv for hele den sociale historie og udelukkende var ude på at transformere sin egen egofikserede og narcissistiske historie til en legende?«. Og var den form for psykisk lægedom, han praktiserede (og som praktiseres af freudianske analytikere verden over den dag i dag), ret og slet »en gren af magien«, hvis påstået helbredende virkning er »strengt afgrænset til placeboeffekter«?

Man kan roligt sige, at disse grovkornede spørgsmål, som her er refereret efter dagbladet Libération, vækker debat i Frankrig netop nu. Bølgerne går så højt, at ombudsmanden ved dagbladet Le Monde har måttet rykke ud med en længere (bort)forklaring, som vi vender tilbage til post scriptum. Først sagens kerne.

Bandbulle imod Freud
Hele foråret har rygtet gået i Paris, at det berømte brag af en bog var på vej. Den meget populære og forholdsvis kontroversielle mediefilosof Michel Onfray skulle være på trapperne med en mægtig bandbulle imod Freud og alt hans freudianske væsen, hvilket for fransk presse var en fryd og fornøjelse at se frem til.

Fransk presse er nemlig ikke anderledes end alle andre presser: Intet er bedre end en nyhed, der kan genkendes (fordi den er hørt før: det såkaldte omvendte nyhedskriterium). Og nyheden om fader Freuds forskrækkeligheder var faktisk ved at vælte det intellektuelle Frankrig så sent som i 2005, da fyrre forskellige forfattere udgav ’Le livre noir de la psychanalyse’, ’Psykoanalysens sorte bog’, som var en total nedgørelse af Freud og anvisning på, hvordan man kan »leve, tænke og få det bedre uden Freud«.

Ville debatten om den nye bandbulle blive endnu voldsommere?

Ja, det ville den, det ved vi nu.

Forfatterens syge fantasier
Rygterne om Michel Onfrays bog blev med sikker hånd af forlaget Grasset gradvis omdannet til marketingkampagne, og da ’Le Crépuscule d’une idole, l’affabulation freudienne’ (’Et idols undergang, den freudianske fabel’, 624 sider) udkom 22. april, var det for længst sikret, at sagen ville gå op i en spids.

For eksempel havde litteraturredaktionen på Le Monde haft god tid til at sørge for, at bogen blev anmeldt af en af de vredeste deltagere i 2005-debatten om ’Psykoanalysens sorte bog’, freudianeren og psykoanalysehistorikeren Elisabeth Roudinesco.

Hendes anmeldelse stod at læse i bogsektionen Le Monde des Livres 16. april, altså en hel uge før bogen kunne købes. Og der blev virkelig lagt i kakkelovnen.

Den nye bog om Freud er ifølge Le Mondes anmelder »proppet med fejl, spækket med rygter og uden litteraturhenvisninger«. Værket er »ikke noget som helst andet end forfatterens egne syge fantasier projiceret over på Freud«, skriver hun og giver en række saftige eksempler, hvoraf vi nøjes med ét:

Absurd med ødipalt komplot
»Eftersom Freud blev beundret af sin mor, så mener Monsieur Onfray, at psykoanalysens grundlægger var pervers, hadede sin far og psykisk misbrugte sine tre døtre (Mathilde, Sophie og Anna). Lejligheden i Wien var det rene bordel, og Freud var en Ødipus, som kun tænkte på for alvor at komme i seng med sin mor og virkelig skære halsen over på sin far, så han kunne frembringe blodskamsbørn, som han kunne misbruge.«

»Gennem ti år skulle han have tortureret sin datter Anna med en analyse, der skulle have stået på fra 1918 til 1929, og under denne analyse skulle han hver eneste dag have tilskyndet hende til at blive homoseksuel. Men sandheden er aldeles anderledes: Freud analyserede ganske rigtigt sin datter, men kuren varede kun fire år, og da Anna begyndte at blive klar over, at hun blev tiltrukket af andre kvinder, var det hende selv, der valgte sin livsbane, og Freud tyranniserede hende ikke: Han udviste tilmed tolerance«.

Elisabeth Roudinesco mener, at det er langt ude, at »Freud skulle have perverteret den vestlige verden ved i 1897 at have tilrettelagt et ødipalt komplot«, og hun slutter sin anmeldelse med at skrive, at med denne bog, og med kampagnen forud for dens udgivelse, »er vi langt fra en simpel debat mellem psykoanalysens tilhængere og modstandere, og man må spørge sig selv, om ikke de kommercielle interesser nu er blevet så voldsomme, at de ender med at ophæve enhver kritisk stillingtagen«.

Modangreb
De kommercielle interesser kunne ikke have ønsket sig nogen bedre anmeldelse.

På selve udgivelsesdagen var det så forfatteren selv, Michel Onfray, der optrådte i Le Mondes spalter med sit modangreb. Tonen var sådan her (og man må gerne skrue sit freudianske gehør på):

»VoilÀ, så kom det. Madame Roudinesco, som længe har trippet af utålmodighed ved tanken om min bog om Freud, har omsider kunnet tømme sin pen i Le Mondes bogtillæg. (...) For at samle så mange tåbeligheder har hun ikke behøvet andet end at gentage de tekster, hun offentliggjorde for at kriminalisere forfatterne til ’Psykoanalysens sorte bog’ og udskifte deres navne med mit. (...) For at blive helbredt for en sådan paranoia kan man godt gå i psykoanalyse, men det har hun jo allerede gjort, hvilket i sig selv siger noget om den manglende effektivitet på divanen«.

Den undrende offentlighed, som ikke har læst bogen (hvad undertegnede kioskejer heller ikke har), kan vanskeligt vurdere kvaliteten af de 624 sider.

’Et idols undergang’ ligger netop nu øverst på bestsellerlisterne, og som læsernes redaktør på Le Monde, Véronique Maurus, skrev i søndags i en større gennemgang af sagen:

»Læsere i massevis har reageret. Utallige har sendt os lærde tekster for eller imod psykoanalysen«.

Psykoanalysens sprog
Men Le Monde har ligesom Le Figaro og Libération forsøgt at finde ’debatten bag debatten’. I Libération skriver Jacob Rogozinski, at man ikke, som Michel Onfray gør, kan forklare psykoanalysens succes med, at den har »introduceret seksualiteten i den vestlige tankegang; at den har grundlagt en ’kirke’, som beskyttes af de troende; at ’freudo-marxismen’ (Reich, Marcuse, 68’erne) har givet den ’en mere tillokkende patina’, eller at den for øjeblikket svinger godt med den narcissistiske dyrkelse af det store Mig, som den liberale individualisme hylder.

»Psykoanalysens praktikere, som ikke alle sammen kan være blinde for enhver ’placeboeffekt’, kan bevidne dens effektivitet, når det gælder at lindre de lidelser eller løsne de ’knuder’, som forhindrer et godt liv. Psykoanalysens begreber bliver i dag brugt af alle og enhver, også af Onfray selv, der for eksempel betegner forholdet mellem Freud og Nietzsche som et ’fadermord’.«

»Psykoanalysen er blevet et af sprogene i vores kultur, så det er ikke så sikkert, at den bombe, Onfray har kastet, vil ’pulverisere’ den: Det ville være lige så svært som at fjerne de latinske rødder fra fransk eller italiensk«.

Psykoanalysen rammes med fuld styrke
Men der er »virkelig en åbning netop nu for dem, der gerne vil angribe psykoanalysen«, siger antropologen Samuel Lézé i et interview med søndags-Le Monde:

»Psykoanalysen er jo to ting: en videnskab inden for humaniora og en terapeutisk praksis. Og begge dele er sårbare netop nu.

Som humanistisk videnskab er den under angreb ligesom historievidenskaben, filosofien eller sociologien – alt sammen discipliner, som har mistet meget af den glans og herlighed, de havde i den akademiske verden og i medierne i 1960’erne og 1970’erne.

Psykoanalysen er påvirket af den svækkede psykiatri, som ikke kun mangler ressourcer, personale og anseelse, men også er kommet i konkurrence med flere og flere aktører såsom psykoterapeuter, kognitive psykologer og patientorganisationer, som i stadig stigende grad kræver at få indflydelse på valg af terapier«.

Kort sagt: »Som terapi rammes psykoanalysen med fuld styrke af de omvæltninger, der er sket inden for ’mental sundhed’ siden 1980’erne«.