Jeppe Brixvold er enig med Mikkel Thykier i, at medierens litteraturdækning er mangelfuld. Foto: Lasse Kofod

Jeppe Brixvold er enig med Mikkel Thykier i, at medierens litteraturdækning er mangelfuld. Foto: Lasse Kofod

Litteraturdebat Hvad mener du, Jeppe Brixvold?

Forfatteren Mikkel Thykier har i et interview kritiseret Forfatterskolen. Skolens rektor, Jeppe Brixvold, svarer her.

Bøger

Mikkel Thykier mener, at Forfatterskolens forfattere producerer »meget klassisk tænkte bøger«. Er det rigtigt?

»Vi skaber ikke forfattere på Forfatterskolen. Vi tager simpelthen de mest talentfulde ind, uanset hvilken form de arbejder i. Vi kan inspirere med alt muligt, men ikke opdyrke eller afskrive særlige former. Ikke mange på skolen arbejder med det, som nu interesserer Thykier, men det betyder ikke, at de kun skriver bøger. De seneste to afgængere, jeg har talt med, skriver på henholdsvis salmer og skuespil. Nye dramatikere som Peter-Clement Woetmann og Peder Frederik Jensen kommer fra Forfatterskolen – ligesom billedkunstnerisk orienterede forfattere som Amalie Smith og Christina Hagen, som Thykier selv fremhæver«.

Hvad gør i på skolen for at opdyrke

hybridgenrer?

»Hvis man læser vores skriftserie Legenda, kan man se, at vi på det seneste har beskæftiget os med postdramatisk teater, som handler om nye måder at tænke skrift, visualitet og performance på. Vi har også samarbejdet med litteraturvidenskab på KUA om performativ kritik, en type litterær kritik, der ikke sætter skel mellem primært værk, kritisk respons og refleksion. Nogle af de ting, Thykier efterlyser. Samtidig må jeg sige, at jeg slet ikke deler hans gammeldags avantgardistiske oppositionsæstetik. Altså ideen om, at bare man undgår de kendte former, bare man ikke gør, som vi plejer, er man original. Jeg tror, at nye former opstår ud af en positiv nødvendighed, en trang til nye former, og original kunst opstår, hvis disse også resulterer i et vedrørende indhold«.

Men er det ikke stadig den klassiske bog, forlag og medier favoriserer?

»Der er en fare for at opfatte bogen som en vare eller en »passiv æstetisk oplevelse«, som Thykier kalder det. Som Blanchot (fransk forfatter, red) siger, har en bog to dimensioner. Den er »le livre«, dvs. et afgrænset skriftligt udsagn, men den bliver også læst og evt. talt om, og så opstår det, Blanchot kalder et »desoeuvrement«, en ’afværksliggørelse’, hvor værkets grænser forsvinder, bogen bliver en relativ størrelse, et ustabilt system, og hvad som helst kan ske i den betydningsdannelse. Det gælder både for den klassiske bog og for en hybridform«.

Hvad mener du om mediernes litteraturdækning?

»Jeg er enig med Thykier i, at den er mangelfuld. Der er især to ting, som kunne være bedre. Dels skulle aviserne simpelthen opprioritere kritikken, og her tænker jeg konkret på at give en ordentlig løn til fastansatte anmeldere, gerne nogle gamle sure mænd og kvinder, som kunne modarbejde de overfladiske forfatterinterviews, tendenslysten og det overdrevne fokus på sæsonens nye navn. Folk med viden og selvstændighed nok til at sætte deres egen standard i forhold til det, de læser«.

Niveauet for diskussionen af historiske romaner, sci-fi, fantasy, horror og også de tv-serier, som skrives af virkelig gode forfattere, er for lavt i danske medier

Og den anden ting?

»Journalister, som ikke kun tænkte i brandesiansk samfundsdebat. En undersøgelse har vist, at den slags interesserer under 10 procent af voksne læsere. Men hvad læser folk så for? Dét er vigtigt at spørge til. Man skal her undgå den gamle freudianske idé, som Thykier vist abonnerer på, at fantasi kun handler om eskapisme og fortrængte behov. Fantasi er en udviklingsmulighed, personligt og for fællesskabet. Niveauet for diskussionen af historiske romaner, sci-fi, fantasy, horror og også de tv-serier, som skrives af virkelig gode forfattere, er for lavt i danske medier, og de genrer har ellers interessante perspektiver – litteraturhistoriske, psykologiske og politiske«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce