Mattias Tesfaye er en både driftig og dristig herre. Driftig, fordi han i løbet af det seneste år er braget igennem i medierne som en begavet meningsdanner, der har masser af skrivekløe og kan argumentere for sine synspunkter, så de fleste kan forstå det.

Dristig, fordi han nu har skrevet noget så sjældent som en debatbog om arbejdsmarkedet.

Frisk ide, må man sige, men dog heller ikke helt fremmed for forfatteren, der til daglig er ansat som konsulent i 3F. Fagbevægelsen er som bekendt ikke fyldt til randen med tænkere, så Tesfaye har de al mulig grund til at være glade for.

Han er som murersvend desuden et levende – og livligt – bevis på, at man ikke behøver 20 års skolegang for at kunne bringe nye, vitaminrige synspunkter ind i debatten.

LÆS OGSÅ Bloggende murersvend blæser til klassekamp

Men netop fordi Mattias Tesfaye er så originalt et bekendtskab i en dansk debatkreds, som er ved at lukke sig om sine akser, er det en skam, at hans nye bog trods alt ikke er mere vellykket, end den er.

Helt grundlæggende er det lige før, man kan sige, at problemet ikke er Mattias Tesfayes: at skrive en debatbog på 350 sider er i sig selv hovedløst, (medmindre bogen har en helt særlig tilgang til debatten, som det eksempelvis var tilfældet med Rune Lykkebergs debatbog ’Kampen om sandhederne’).

At Tesfayes bog er for lang – at der er for mange gentagelser, for mange forskellige vinkler og for meget ligegyldig prosa – burde en vågen redaktør have taget i opløbet.

Working poor
Bogen centrale ærinde er at advare danskerne om det urovækkende fænomen, som faglærte og ufaglærte arbejdere i lande som USA, Storbritannien og Tyskland allerede slås med, og som handler om, at de lever på eller lige under fattigdomsgrænsen, selv om de er i arbejde.

De er, som det hedder, working poor.

Skurken er det globale arbejdsmarked, det kapitalistiske system og en befolkning, der lukker øjnene og passer sig selv. Indtil det går galt. Indtil polakkerne stritter dem ud i arbejdsløshed, eller netop sørger for, at de kun kan få arbejde til en løn, som fastholder dem på fattigdommens rand.

Bogens ubehjælpeligt misvisende titel, ’Vi er ikke dyr, men vi er tyskere – working poor på Danmarks dørtrin’, henviser netop til, at en gruppe østtyskere er klar til at stå i lort til halsen på en dansk byggearbejdsplads, fordi de trods alt får bedre løn og vilkår i Danmark end i Tyskland.

De dårlige arbejdsvilkår har for længst sneget sig ind på det danske arbejdsmarked. Det bringer Tesfaye masser af konkrete eksempler på – gennem fortællinger, han har støvet op hos familie, venner eller kolleger.

Han sætter på denne måde hele tiden sig selv i spil som en fortæller, der har antennerne ude, taler med folk, kigger i statistikkerne, tygger på perspektiverne og kommer frem til konklusionerne.

Dristigt
Hovedparten af de personlige anekdoter fungerer fint i sammenhængen. Men der er også slemme svipsere imellem, som f.eks. når han bruger sin egen telefonbog på mobilen – altså sin egen omgangskreds – til at understrege en pointe om, at folk flest fortsat er traditionelle lønarbejdere i det, han kalder »det industrialiserede servicesamfund«.

Ifølge Tesfaye findes videnssamfundet nemlig ikke.

Tesfaye vil gerne have tingene på bordet, og det klæder både ham og resten af Debatdanmark, at vi her har en debattør, som tør vende tingene på hovedet, åbent bekæmpe kapitalismen, råbe på utopierne og vie sit liv til at mobilisere lønarbejdere til faglig og politisk kamp. Hatten af for det!

Bogen er samlet set et interessant bekendtskab, men har dog reelt så mange svagheder, at den normalt kun ville kunne indkassere tre hjerter. Når den alligevel får fire, skyldes det dristigheden:

Mattias Tesfaye banker på, han vil have os til at tænke i helt nye baner, og han har ikke tænkt sig at gå igen.