Efter otte måneder som aktiv i det nynazistiske miljø omkring den højreradikale hooligangruppering White Pride i Århus forlod den 21-årige Charlotte Johannsen sidste sommer i al hemmelighed Århus og har ikke sat sine ben i byen siden.

Nu udgiver hun en bog om sine oplevelser.

LÆS UDDRAG Forklædt som nazist

Hvorfor gik du undercover i det århusianske nazimiljø?

»Min gode ven Oliver var blevet voldsomt overfaldet af den her gruppe. Jeg så, hvordan det ændrede ham, det var enormt hårdt og gjorde mig ked af det. Og jeg var vred over, at ingen blev dømt for overfaldet. Det havde ingen konsekvenser for overfaldsmanden. Jeg var drevet af sådan en retfærdighedsfølelse af, at det kunne ikke passe, at de kunne blive ved med at lave de overfald. Der måtte gøres noget for at stoppe det. Og da jeg havde en bekendt i miljøet, tænkte jeg, at jeg kunne komme ind i det og advare om fremtidige overfald«.

»Det var en spontan handling«
Du var ikke politisk motiveret?

»Nej. Jeg var ikke politisk aktiv. Jeg havde været til nogle møder både i Rød Ungdom og Konservativ Ungdom, fordi jeg gerne ville bruge min tid på den slags, efter at jeg var holdt op med at svømme. Men jeg var ikke aktiv noget sted«.

Hvad forventede du at få ud af det?

»Det var ikke videre gennemtænkt, det var mere en spontan handling. Jeg tænkte, at hvis jeg sad på bar med White Pride, så ville jeg vide, hvor de var, og kunne advare mod overfald«.

LÆS OGSÅ Venstre vil standse nazi-rekruttering på stadion

Men du tog jo så skridtet helt ind?

»Jeg blev ved, fordi det var en succes. Jeg forhindrede faktisk nogle overfald og kunne advare nogle i Huset (venstrefløjssted i Århus, red.) om, at der var nogle på vej, allerede den første aften«.

Kom til at holde af dem
Var det den eneste grund?

»Det er klart, at efterhånden som projektet greb om sig, så blev jeg interesseret i at lære de her mennesker at kende og finde ud af, hvad det var for et miljø. Jeg havde en ide om, at den viden, jeg ville få, kunne bruges aktivt til at gøre noget ved problemet«.

Blev du venner med dem?

»Jeg kom til at holde af nogen af dem. Uanset hvor meget skuespil man spiller, så lærer man dem at kende og ser også de gode sider, de har. Og dem kom jeg til at holde af. Derfor var det også sværere at acceptere deres dårlige sider. Jeg kunne også se, at nogle var havnet i det her miljø tilfældigt gennem Århus Stadion. De kunne lige så godt være havnet et andet sted«.

Teenagere rekrutteres på stadion
Hvorfor synes du, det var nødvendigt at lave bogen?

»Jeg syntes, at jeg havde en historie om et lukket og lyssky miljø. Den viden skyldte jeg at dele med verden. Ved at give et mere ærligt indblik i, hvordan det her miljø er sammensat, kan man måske komme de voldelige overfald til livs. For mig er overfaldene det vigtigste. Jeg er ikke interesseret i at forbyde nazisme eller racisme, men når de holdninger resulterer i vold på tilfældige, så må man gøre noget. Det var det, der drev mig«.

Afslører du noget, der ikke var kendt i forvejen?

»Selv om det har været fremme mange gange, at der er begået overfald, eller at White Pride har smadret en bar, så giver bogen et mere systematisk og menneskeligt billede af miljøet. Det er ikke lavet før«.

»Jeg er nået til en større forståelse af, hvordan de rekrutterer helt unge AGF-fans, de møder på Århus Stadion, som så bliver trukket ind i denne her glidebane. Det er helt almindelige drenge på 15-16 år, der pludselig sidder og heiler sammen med meget ældre kammerater. Det er forfærdeligt, at nazisterne får frit spil til at hverve dem. Problemet er, at de hverken møder modstand i nattelivet eller på Århus Stadion, der er ikke nok mennesker, der tager afstand fra dem«.

Er flyttet til Sverige
Hvilke konsekvenser har det haft for dig?

»Jeg er flyttet til Sverige, hvor jeg studerer og har hemmelig adresse og telefonnummer. Og jeg regner ikke med at kunne komme til Århus i mange år. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville få vanvittig mange tæv. De er virkelig vrede på mig«.

Har du fortrudt?

»Nej. Jeg ville gøre det igen. Jeg synes, det er virkelig vigtigt, at der bliver gjort noget ved problemet. Jeg har altid været sådan en lidt fandenivoldsk type. Og som elitesvømmer lærte jeg at sætte mig mål og arbejde hårdt for dem. Det er det samme, jeg har gjort her. Jeg går hele vejen«.