Midt i Dorrit Willumsens nye erindringsbind står nøglen til det hele.

Hendes hattrick og livsvisdom. Hun siger, at hun ikke ynder forfatteres evige oplæsningsture: »Jeg er alt for nervøs, alt for genert, og hvis der er en talerstol, er jeg også for lille«. Og så kommer det: »Men jeg har aldrig rettet mig efter virkeligheden«.

LÆS ANMELDELSEItuslået dukke danser i nye erindringer

Vi lader sætningen stå på skærmen et øjeblik.

Første erindringsbind, ’Det søde med det sure’ fra 2009, fulgte lille Dorrit gennem barn- og ungdom på Nørre- og Vesterbro, i forholdet til den flyvske far, til moderen, hendes nye mand, lillesøster Jetje, naboer, lærere, onkler og tanter. Og ikke mindst til den elskede morfar, fhv. sømand og siden fast ankermand i Dorrits liv.

Manden i centrum
Dagens bind handler om tiden fra 1962 til nu: fra studentereksamen, da hun boede hos den nu syge morfar, mødet med den otte år ældre digter Jess Ørnsbo, ægteskab i trang lejlighed, kontorjob, flytning til eget hus, sønnen Tores opvækst – og Dorrits egen kunstneriske opvækst fra 60’ernes noveller til 80’ernes og 90’ernes store romaner, de litterære priser og den indre ro ved at have fundet sig selv.

Bogens yderside er især den evige nybyggertid i det mystisk våde hus i Viby Sj. med kaos ude og inde, vinballoner, akvarier med »surmulende fisk« og »disciplineret bohemeliv«.

LÆS OGSÅ En af landets største forfattere fylder 70

Et spraglet opbud af hunde, naboer, håndværkere og forfattervenner passerer revy, og der afregnes vittigt med den styrende svigermor, gift med kartoffelhandleren i Dannevirkegade og til døden flettet sammen med sin søn.

Han står i centrum: den kærlige, men indimellem anarkistisk ustyrlige ægtemand Jess. Han arbejder med eruptiv sprinterenergi, og to forfattere i samme hus kan give jalousidramaer og få den koleriske dramatiker til at forsvinde i dagevis i den hvide Volvo med en flaske gin under armen, men han kommer altid pænt hjem.

Eliksiren hedder ensomhed
Dorrit Willumsen skildrer med kærlig ironi dette trofaste vandfald – og sig selv som det stille vand, der koger, bager, sylter, retter an og rydder op i tabernaklet efter lovlig længe liggende gæster.

Så føler hun sig som en »fejlprogrammeret robot«, men hun, denne specialist i forbrugskultur og kønsroller, tegner med fineste selvironi, hvordan hun selv tænder på ting, fra møbler og sølvbestik til guldsandaler.

Til hendes kvindeverden hører ikke bare graviditet, rejser og magtkamp med svigermor. Vi hører også om hendes hippienederdel med tefarvede blonder og de tigerstribede yndlingsstøvler, der kommer med til New York.

Men vigtigst i tingsuniverset er fra starten rejseskrivemaskinen Olympia. Efter at have født er hun bare 43 kg skind og ben, men driften er der: »Kun ved at sætte ord på papir kunne jeg igen blive mig selv«.

I biografen tænker hun: »Men hvor er den shampoo, der hedder Frihed og vil få mit liv til at skinne?«.

Eliksiren hedder ensomhed. Flugten til den lille lejlighed i København. Hun er »forfalden til« at være alene, »forsvinde ind i en anden verden« og skrive, skrive, skrive.

En skyvandrer
I forhold til andre erindringsbøger spiller den store verden, endsige den politiske, kun en mikroskopisk rolle her. Dorrit Willumsen er det, der i portugisisk litteratur anno 1900 hed ’en skyvandrer’.

LÆS OGSÅ Willumsen-bog folder sig ikke helt ud

Og hun svæver ganske ugenert. Et centralt kapitel skildrer tilblivelsen af ’Bang’ (1996), der fik Nordisk Råds litteraturpris. Gyldendal bestilte en biografi, og hun tyrede Herman Bangs bøger og breve på Det Kgl. Bibliotek og var ved at kløjes i notater og fotokopier.

Indtil en kreativ forlægger (Johs. Riis) sagde: Skriv den som roman, på sansningen. Så kunne hun slippe samvittigheden og ånderne fri.

Lykkelige indfald og sanselig poesi
Det er erindringer om et levet – og dobbelt – kunstnerliv. Og det er en kvindelig udviklingsroman om den kunstneriske individuationsproces.

Fortalt i spring som lap på lap – Dorrit Willumsen sammenligner sin erindringsteknik med sin mors pose af stofrester, og den impressionistiske form får teksten til at fremstå på én gang fnuglet legende og underfundigt livsklog. Og tit meget morsom.

Dorrit Willumsen vil være enig med Voltaire: »Lykken er der, hvor jeg er«. Da hun sidst i bogen flyver hjem fra sin søn og svigerdatter i New York, er det med »en nærmest uanstændig fornemmelse af lykke«. Men ’Pligten til lykke’ i bogens titel er også pligten til at udfolde Vorherres betroede talenter.

Lykkelige indfald og sanselig poesi kommer flagrende og sætter sig på hendes skulder. Det er stor sprogkunst og stor erindringskunst.