Trykkefrihedsselskabets Bibliotek udgiver nu endnu en islamkritisk bog.

Forfatteren er den kontroversielle historiker og debattør Lars Hedegaard, og emnet er bestemt også meget kontroversielt og meget alvorligt, nemlig synet på og behandlingen af kvinder i det, Hedegaard temmelig konsekvent kalder »Islams Hus«.

Islams Hus er ikke et sted eller en region, men ganske enkelt dér, hvor islamisk lov gælder og bliver praktiseret, f.eks. blandt muslimske minoriteter i vestlige samfund, der forsøger at fastholde (eller implementere) sharia.

Titlen, ’Muhammeds piger’, der minder lidt om ’Stripperkongens piger’, er bevidst provokerende og signalerer blandt andet, at muslimske mænd gerne må tage flere koner, og at disse koner gerne må være mindreårige piger.

Med undertitlen sætter Hedegaard polemisk trumf på: ’Vold, mord og voldtægter i Islams Hus’. Det er altså denne skæbne, forstår man, der bliver Muhammeds piger til del i Islams Hus.

Kvinder i den muslimske verden bliver udsat for vold, mord og voldtægter. Det bliver de jo desværre overalt i verden, kunne man sige, men det er imidlertid ikke Hedegaards primære hensigt blot at dokumentere, at kvindemishandling er mere udbredt i »Islams Hus« end i Vesten.

Hans pointe synes snarere at være, at islam er en religion, der i høj grad ansporer til vold imod, mord på og voldtæger af kvinder/piger.

Det er som bekendt dette synspunkt, der førte til en retssag imod Hedegaard tidligere på året, og i nærværende bog forsøger han derfor at påvise sine synspunkters saglighed og forankring i realiteternes verden.

LÆS OGSÅIslamkritiker frifundet i racismesag

Kvindeundertrykkelse og -mishandling i den muslimske verden, hævder han, skyldes ikke tilfældige historiske omstændigheder eller før-islamiske traditioner, der fortsat gør sig gældende, men er en direkte konsekvens af Koranens lære og Muhammeds eksempel.

Problematisk metode
Men har Hedegaard ret?

Han har i hvert fald ret i, at Koranen ikke just prædiker kønsligestilling.

Han har også ret i og dokumenterer til overmål, at kvinden i den muslimske verden generelt behandles som mandens undersåt, at flerkoneri er tilladt flere steder, og at seksuelle overgreb, æresdrab og vold imod kvinder er hyppigt forekommende.

Det er skræmmende læsning, hvilket selvfølgelig også er intenderet.

Bevismaterialet udgøres af citater, statistik og beretninger om overgreb på kvinder og piger.

Hedegaards metode består i at udvælge forargelige, kvindeundertrykkende citater fra Koranen, traditionen og muslimske autoriteter og supplere med statistik og beretninger. Har han ikke kunnet finde et citat, tyer han til statistikken.

Kan statistikken ikke bruges, kommer en rystende anekdote til undsætning.

Og så igen tilbage til citaterne, når statistik og beretninger mangler. Tilsammen fører alt dette til et ganske overvældende og nedslående indtryk af, at kvindemishandling er en integreret del af islams væsen.

Hvad er mon pointen?
Fremgangsmåden er ekstrem i sin ensidige vægtlægning på alt det, der understøtter bogens konklusion – som naturligvis hele vejen igennem også har været dens aprioriske præmis.

Reformvenlige muslimske kvinderettighedsforkæmpere kommer ikke til orde, eller også bliver deres bestræbelser på at forbedre kvinders vilkår afvist som værende utopiske og urealistiske givet islams »essens«.

Islam kan ikke forandre sig, hævder Hedegaard, selv om han selvfølgelig godt ved, at islam ligesom alle andre historiske fænomener hele tiden er under forandring.

F.eks. bemærker Hedegaard selv, at der inden for islam for tiden finder en højredrejning sted, der blev indledt af Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1920’erne.

Forlaget Vandkunsten har udgivet flere bøger om kvindesynet i islam, der tegner et noget andet og mere nuanceret billede end det, Hedegaard præsenterer læseren for. Hvorfor figurerer disse bøger ikke engang på litteraturlisten?

Hvorfor får de ’Muhammeds piger’, der konstruktivt arbejder for at forbedre kvindens kår i Islams Hus, ikke lov til at blive hørt i en bog, der ellers munder ud i en efterlysning af en revolution inden for islam, der netop kan føre til en forbedring af kvindens kår?

Ja, hvad kan pointen mon være med sådanne udeladelser?

For unuanceret
’Muhammeds piger’ er en vigtig bog, der tager fat om et alvorligt emne.

Den rammer et af den muslimske verdens virkeligt ømme punkter og taler de svages, undertryktes og mishandledes sag. Som sådan må dens anliggende siges grundlæggende at være sympatisk.

Imidlertid havde det ikke svækket, men tværtimod styrket Hedegaards sag, hvis han havde bestræbt sig på at levere en mere nuanceret fremstilling, blandt andet ved at låne stemme til reformvenlige muslimer.

De polemiske pointer skulle nok være trængt igennem alligevel.