Siderne driver af nostalgi efter samfundet, eller måske rettere sindelaget, fra før 68’erne ødelagde det hele. Dengang man lærte noget i skolen og rejste sig, både når læreren kom ind i klassen, og når radioen spillede nationalsangen ved udsendelsernes afslutning. Selv om der er næsten 20 år mellem Mogens Camre og David Gress, deler de fortællingen om nutidens Danmark som et forfaldssamfund, der trues af et kulturelt og værdimæssigt sammenbrud på grund af den overdimensionerede velfærdsstat og truslen fra muslimer i og uden for landet. Camre iagttager udviklingen indefra, mens Gress ser forfaldet som omflakkende akademiker, og begge bevæger sig fra højresocialdemokratiske Viggo Kampmann-fans til ærkekonservative kulturkrigere. Mangler reflektion Mogens Camre er i udgangspunktet den mest interessante figur. Efter en opvækst i beundring af den konservative far ender han i Socialdemokratiet, uden at hjertet ligefrem gløder, men »ingen af de andre politiske partier fremlagde en politik, der var overbevisende«. Efter 20 år med op- og nedture som S-MF’er tager han konsekvensen og skifter i 1999 til Dansk Folkeparti, der tilbyder ham spidskandidaturet til det Europaparlament, han inderligt hader. Manden har med andre ord materialet til en interessant refleksion over 40 års samfundsudvikling. Men bogen løfter sig ganske enkelt ikke, og vi bliver ikke meget klogere på hverken mennesket Mogens Camre eller hans epoke. Beretningerne fra det indre liv i kredsen om Anker Jørgensen føjer ikke meget nyt til det kendte. Camre vil hellere vaske hænder end reflektere. Det gælder også, når han kritiserer Foghregeringen for at have ført en »ren socialdemokratisk velfærdspolitik«. Hvis det er tilfældet, er det vel netop først og fremmest på grund af Camres Dansk Folkeparti? At læse Camre er som at leve som bonde ved foden af en vulkan. I reglen er det jævnt og begivenhedsløst, men nu og da sprutter et skvulp af svovl, ild og ødelæggelse fra det indre ud over det hele. Ekploderer i had Allerede på side 10 sendes de første slagger op, da Camre mindes besættelsestiden i barndommens Randers: »De almindelige tyske soldater begik ikke de voldelige overgreb mod civilbefolkningen, som dele af nutidens muslimske ungdom udsætter os for«. Mod bogens slutning eksploderer vulkanen Camre i et sandt inferno af had og apokalyptisk vås, når han i ramme alvor foreslår et militært overgreb på muslimer: »Vi er økonomisk, kulturelt og militært overlegne, og vi kan tage vore lande tilbage, hvis vi vil (...) De islamiske parallelsamfund i EU må opløses med den fornødne magtanvendelse, og mennesker, som ikke tilslutter sig det europæiske værdigrundlag, må udvises. Vi kan begynde med imamerne og med at lukke deres kommandocentraler, moskeerne«. Selv i den forråede danske udlændingedebat må det været noget af det mest vanvittige, der er sat på tryk. Bor i et eksperimentarium David Gress har skrevet en mere interessant bog, der dog uden videre kunne skæres ned med 150 siders ligegyldige akademiske diskussioner, bogreferater og dagbøger fra dannelsesrejser. Stærkest står portrættet af moderen, den anarkistiske litterat Elsa Gress, og hendes ægtefælle, Clifford, der i stedsønnens portræt er en satans karl, der ikke kan tåle at dele sin kones kærlighed med hendes barn og derfor afstraffer vilkårligt og bedriver psykisk terror. Elsa har travlt med at omkalfatre hjemmet til sit eksperimentarium, Decenter, der huser tilfældige konstellationer af avantgardekunstnere, mens David sendes på kostskole. Lægges kimen her til den rodløse konservative, der er den voksne Gress? Manden, der føler sig amerikansk i Europa og europæisk i USA og drømmer om et Danmark, der ikke kapitulerede ved freden i Roskilde i 1658. En mand, der tiltvinger sig adgang til troen ikke gennem religiøs åbenbaring eller nedarvet tradition, men gennem studier og begejstring for katolsk liturgi. En intellektuel bums I det hele taget betyder bøgerne alt i Gress’ liv, og det er sigende, at han i 70’erne bliver marxist efter at have læst en bog og skrotter ideologien et par år senere efter at have læst en anti-marxistisk bog. Men hans begejstring for bl.a. Tolkien, C.S. Lewis og science fiction er smittende. Den akademiske karriere går langsomt ned ad bakke. Han mener sig forbigået i forbindelse med stillinger i ind- og udland på grund af kønskvoter, og fordi han nægter at efterplapre parnasset, så fra Stanford rasler Gress ned gennem de akademiske divisioner til han lander arbejdsløs i Danmark i 2003 – »en intellektuel bums på konstant afbud og venteliste«. Selv uden at kunne vurdere Gress’ akademiske kvalifikationer, aner man hvorfor. Gress fremstår – mildt sagt – som en kantet krukke. Han går ikke af vejen for at kalde folk idioter, og på Dansk Udenrigspolitisk Institut fornærmes han over »som meriteret forfatter af historiske værker« at skulle udføre opgaver for centraladministrationen. Ja, selv Jyllands-Posten rager han uklar med. Refleksion over søsteren Barbaras selvmord er kold som is – »vi ordentlige Gress’er giver ikke op« – men rummer måske nøglen til, hvorfor broderen er i krig med verden. Søsteren kunne, i David Gress’ udlægning, ikke udholde ikke at kunne leve op til sin mors meritter. Unuanceret Det siges, at mennesker med alderen ser mere nuanceret på tilværelsen. Det gælder hverken Camre eller Gress. Klimapolitik er grøn overtro, velfærdssamfundet er rædsomt, og muslimer er farlige.
De, der mener noget andet, er opportunister, idioter og landsforrædere. Hvordan bliver mon mennesker, der i egen fremstilling så ofte har taget fejl, så skråsikre på deres nuværende synspunkters åbenlyse visdom?
