Allerede for en snes år siden eller mere beklagede en magister i nordisk litteratur – Henrik Wivel – sig over kunsthistorikernes »forfrosne berøringsangst«, når det gjaldt studiet af den danske guldalder.

Problemet var, at kunsthistorikere ikke turde bevæge sig så meget som et skridt uden for deres eget faglige reservat. Det var ikke deres anliggende, at der i samme periode var hændt noget inden for nabovidenskaber som filosofi, litteratur etc., som kunne flytte en tolkning af guldalderens billeder ud i et større åndeligt rum.

LÆS OGSÅRedaktør påtager sig rollen som guddommelig formidler

Det katastrofale resultat var ifølge Wivel en »akademisk holdning, der sætter fortolkningsevne, fantasi og kreativitet lig med vidtløftighed«.

Dristig billedlæsning
Hvis man er i tvivl om, at denne kritik af fagets kikkertsyn stadig holder, skal man blot læse nogle af de nyere udstillingskataloger om emnet: guldalderen og dens kunstnere.

De bekræfter kunsthistorikerne som stormestre i at stirre på de små ting, men smålige og angste amatører, når det gælder om at fornemme den store helhed.

Vil man gerne ane svimlende sammenhænge inden for humanioras store discipliner, er det en gave, at der findes grænseoverskridende forskere som Klaus P. Mortensen.

Han har sit bagland i dansk litteratur, og ligesom Henrik Wivel, i øvrigt en af hans elever på Københavns Universitet, er han ikke bange for at træde ind på andres domæne og give de mest dogmatiske empirikere en lektion i dristig billedlæsning.

Guds nærvær
I ’Det pittoreske øje’ gælder det guldalderperiodens æstetiske forståelse af de forhold, der løfter den litterære og maleriske fremstilling af naturen op til at være et sted, hvor Gud gør sit nærvær gældende.

For det er her, i fremstillingen af naturens skønhed, man kan se en afspejling af den guddommeligt inspirerede mening med verden. Det er i den kunstneriske form, mennesker kan træde i kontakt med dette ikke-tilstedeværende, med det, der ellers er usynligt for øjet.

Dette pittoreske element er noget andet og mere end borgerlig biedermeier. Og det er også noget andet end det ærefrygtindgydende sublime, argumenterer Klaus P. Mortensen.

»Domesticering af det sublime«
I et digt over en strandingsscene af Eckersberg understreger Henrik Hertz den kunstneriske intention »at skildre vort Liv med klare Træk, sådan at Virkeligheden til vore Sanser taler, uden at vi trues af dens Skræk«.

Hos Eckersberg bliver ideen bag det hele endnu mere klar og anskuelig, fordi motiverne er renset for alle tilfældigheder og får større transparens.

Mens det sublime aspekt altid slår fast, at mennesket er en skrøbelig eksistens sammenlignet med den store natur, har det pittoreske øje for naturens intime og mere forsonende kvaliteter. I denne æstetiserende transformering af naturen kan mennesket få tilfredsstillet sin længsel efter mening og fylde, uden at det religiøse trænger sig for meget på.

LÆS OGSÅDansk guldalder sættes i forbindelse med iransk kunst

Man kan også, som forfatteren gør det, kalde det en »domesticering af det sublime«. Dvs. vi kan roligt føle os hjemme i de landskaber, som Lundbye og Købke skildrer for os. Det er slet ikke meningen, at vi skal føle os små og bange.

Øjenåbende læsninger
Hvis man er vant til, at Eckersberg, Købke og Lundbye dominerer i enhver guldalderfortælling, vil man skulle vænne sig til, at Johannes Ewald, Johan Ludvig Heiberg, H.C. Ørsted, Oehlenschläger, Henrik Hertz m.fl. også er tildelt hovedroller.

LÆS KRONIKKøbke er ’bare’ enestående god

Også Christian Braunmann Tullin, en dansk-norsk digter, og William Gilpin, en engelsk præst, er på listen, ja, selv Kant vil man støde ind i. Klaus P. Mortensen har fundet dem alle væsentlige for sin egen læsning af »det pittoreskes tilblivelses- og udbredelseshistorie fra 1600- til midten af 1800-tallet«, som udgør essayets rækkevidde ifølge bogens forbemærkning.

Men tyngdepunktet ligger i det tidlige 1800-tal, og især læsningerne af Lundbyes og Købkes værker vil være øjenåbnende. Det hænger sammen med, at forfatteren som litterat aldrig kommer i bekneb for ord, der kan give hans mange overvejelser og iagttagelser den rigtige fylde.

Med Klaus P. Mortensen som guide og humanistisk erobrer forstår man, at guldalderen ikke længere er et fredfyldt departement for billedkunstnere alene.