Sidste gang SF kom i regering, blev det en katastrofe, der næsten knuste partiet, som måtte forlade regeringen i utide. Siden da har Pia Olsen Dyhr brugt mere end et årti på at gøre SF regeringsdueligt igen, en jætteindsats, der blev kronet med dannelsen af firkløverregeringen med SF som næststørste parti. Et imponerende arbejde, metodisk og tålmodigt. Så meget mere forunderligt er det, at selvsamme Pia Olsen Dyhr nu er i fare for at sætte projektet over styr med ansættelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver. Nystrøm blev i 2020 fyret fra partiet på grund af upassende adfærd over for kvinder i partiet, herunder SF’s rådmand på Frederiksberg, Lotte Kofoed.
Sagen er på rekordtid vokset til en politisk orkan, godt hjulpet på vej af Pia Olsen Dyhrs egne famlende forklaringer og underlige begrundelser for beslutningen. Hun forstår, at Lotte Kofoed ser ansættelsen som en dobbeltkrænkelse, men mener, at Nystrøm efter seks år skal kunne komme tilbage – for dernæst at påpege, at han faktisk ikke kommer tilbage i selve SF, fordi han er ansat i hendes ministerium og ikke i partiet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
