»Det er helt rimeligt«, at Vurderingsstyrelsen får kritik for at lave fejl, erkender direktør Anne-Sofie Jensen, der nu vil stå ansigt til ansigt med boligejere i København.

Hun står i spidsen for statens forkerte ejendomsvurdering: Nu vil hun stå ansigt til ansigt med vrede boligejere

 700.000 boligejere må endnu engang nøjes med en foreløbig vurdering og dermed betale en foreløbig skat frem til forsommeren 2027. Foto: Jens Dresling
700.000 boligejere må endnu engang nøjes med en foreløbig vurdering og dermed betale en foreløbig skat frem til forsommeren 2027. Foto: Jens Dresling

Vurderingsstyrelsen har nok at se til.

1,8 millioner forsinkede og i mange tilfælde fejlagtige ejendomsvurderinger. Et nyt vurderings- og boligskattesystem, der først forventes færdigt i 2030 – over ti år forsinket – og som er endt med at koste halvtreds gange så meget som planlagt. Læg dertil et traditionelt uigennemsigtigt klagesystem og uretmæssige opkrævninger på op til 100.000 kroner til boligejere.

Senest har Vurderingsstyrelsen igen skubbet udsigterne for, hvornår borgerne kan regne med gennemarbejdede boligvurderinger frem for de usikre fremskrivninger, som boligskatterne i dag er baseret på. Fra 1. februar 2027 skulle det være slut med foreløbige vurderinger, boligejerne ikke kan klage over. Sådan bliver det ikke.

Men nu får boligejere og interesserede borgere mulighed for at møde personligt op og stille spørgsmål direkte til direktøren for Vurderingsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen, når hun møder op i Pressen i Politikens Hus 18. november.

Hun kalder det »en helt naturlig del af vores opgave«, at Vurderingsstyrelsen stiller op til arrangementet.

Anerkender udfordringer, men påpeger bedring

Til mødet kan fremmødte komme med deres ejendomsvurderinger og få dem forklaret. Arrangementet er tænkt som en service til borgerne, fortæller Anne-Sofie Jensen.

»Boligejerne modtager jo i de her år de første ejendomsvurderinger i det nye ejendomsvurderingssystem, og boligskatterne er også blevet omlagt, så der sker rigtig meget, og alt det skal vi jo allesammen lære at kende og flytte ind i«, siger hun.

Blandt 26 myndigheder, offentlige institutioner og offentligt ejede virksomheder har Vurderingsstyrelsen det absolut dårligste omdømme, viser en måling fra analysevirksomheden Verian. Endda ringere end DSB og Banedanmark, som også figurerer i bunden af listen.

En undersøgelse viser, at Vurderingsstyrelsen har det dårligste omdømme blandt offentlige myndigheder og institutioner. Hvad tænker du om tilliden til de her ejendomsvurderinger?

»Vi er selvfølgelig meget optaget af borgernes tillid til de nye ejendomsvurderinger. Og der har været udfordringer og problemer undervejs med at få det til at virke«, siger Anne-Sofie Jensen.

Hun peger blandt andet på forsinkelser i udviklingen af nye it-systemer, som »heller ikke gør det nemmere at være boligejer«.

»Det er helt rimeligt, at der er stor bevågenhed omkring det. At vi får kritik, når vi laver fejl«.

Anne-Sofie Jensen understreger, at Vurderingsstyrelsen gør alt i sin magt for at komme i mål med det nye ejendomsvurderingssystem. Samtidig håber hun at kunne nuancere det »lidt sort-hvide billede«, hun mener ofte optræder i pressen.

»Jeg synes, det er vigtigt at sige, at det også går fremad. Vi er rigtig langt med at få det andet rul af 2022-vurderingerne ud. Vi kan se, de har en høj kvalitet. Og vi kan se, at der er meget få, der klager over dem«.

»Det er vigtigt også at huske på, at rigtig mange boligejere i Danmark får en vurdering, som rammer rigtig fint i forhold til, hvad man ville kunne forvente at sælge sin ejendom til«, siger hun.

Ifølge Anne-Sofie Jensen er den bedste måde at få vendt tilliden til Vurderingsstyrelsen i al simpelhed at få ejendomsvurderingerne og -beskatningen mere korrekte og bragt i takt.

»Det er hårdt arbejde stadigvæk, og det arbejder vi på hver eneste dag«.

Indtil det sker, har borgermøder en vigtig dobbeltfunktion.

»Vi stiller os til rådighed for boligejerne, men vi bliver jo også klogere af at lytte til, hvad de siger til os. Så på den måde er der bestemt win-win i det«.

August Henry Mortensen

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her