Chipproducenten Nvidias markedsværdi er siden weekenden skrumpet med mere end 400 milliarder dollar.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
I weekenden erkendte topchef Jensen Huang, at han havde haft en affære med en forretningskvinde, der ifølge New York Times er mistænkt for at være kinesisk spion.
Sagen har betydet, at Nvidia tirsdag er dykket til kun at være verdens tredjemest værdifulde selskab.
Aktiekursen dykkede med fire procent mandag, og tirsdag aften omkring klokken 19.20 dansk tid er aktien foreløbigt dykket yderligere seks procent.
Tabet svarer til, at Nvidia er blevet mindst 2600 milliarder kroner mindre værd siden weekenden, og at både amerikanske Microsoft og Apple nu er mere værd.
Nvidia oplyste søndag, at selskabets bestyrelse ikke har grund til at tro, at USA’s nationale sikkerhed eller Nvidias forretningshemmeligheder er blevet kompromitteret som følge af forholdet mellem Jensen Huang og Alice Huang.
Jensen Huang støtter undersøgelsen fuldt ud og har forpligtet sig til at samarbejde med den, lød det fra selskabet.
Han vil fortsat stå i spidsen for Nvidia, mens undersøgelsen foregår.
Jensen Huang, som i dag er 63 år, var med til at stifte Nvidia i 1993.
ritzau