Det er basisviden om Danmark, at cirka 2/3 af vores landareal er dyrket jord. Ikke ret mange andre lande i verden har så enestående muligheder – geologisk og klimatisk – for at dyrke jorden. Man skal bare fælde de træer, der er i vejen, så kan ploven komme til. Resten klares af flittige bønder.

Det eneste problem af betydning er vandet.

Ikke regnvandet, der som regel er meget passende, men alt det vand, der tillader sig at fylde de lavest liggende dele af jorden og gøre dem til søer, moser, enge og andet uproduktivt bøvl.

Det har man levet med i tusinder af år, men i 1800-tallet ændredes holdningen drastisk. Især efter 1864, da vi mistede 1/3 af kongeriget til tyskerne, blev der sat gang i den største ændring af dansk jord nogensinde, for nu skulle indad vindes, hvad udad var tabt.

Det betød, at hver eneste stump våd eller fugtig jord, der på en eller anden måde kunne afvandes og gøres dyrkbar, blev udsat for ingeniørers og arbejdsmænds ihærdige angreb, oftest med statens ubetingede velsignelse.

361 steder var disse projekter større end 10 hektar, og det er dem, der beskrives i Kjeld Hansens storværk ’Folk & fortællinger’, hvoraf første bind om Jylland nu foreligger, og som hermed udløser en velment advarsel:

Den er på 832 sider, vejer 3 kilo og koster 90 kr. at sende med posten.

Den er et monster af historier, oplysninger, kort og fotos.

Den er umådelig velskrevet, og den er først og fremmest dybt interessant.

Et stykke dansk kulturhistorie, der tidligere kun har været beskrevet i bidder, men som nu er samlet på fornemste vis og kommer til at stå på min boghylde ved siden af Encyklopædien.

Thriller om udtørret sø
Ingen vil læse den i et hug, for den er et klassisk opslagsværk, man slår op i efter behov. Når man f.eks. vil blive klogere på, hvad der egentlig skete med den udtørrede Filsø i Vestjylland, der per 1. oktober 2011 blev købt af Aage V. Jensens Naturfond og nu skal bringes tilbage til fordums sø og natur.

Der er 19 sider, spændende som en politisk thriller, fyldt med hemmelighedskræmmeri, løftebrud, snyd og bedrag.

Filsø hører til de største af de 361 landvindingsprojekter, der beskrives i værket, 2.000 hektar (i dette første bind om Jylland får vi halvdelen – resten kommer i bind 2). Men for langt de fleste tegner det samme forløb sig: Man udser sig en sø, der er så tilpas lavvandet, at man ved at grave kanaler, bygge diger og evt. etablere pumper kan tørlægge den.

Man får lodsejerne og lokale pinger med på ideen. Man får udarbejdet et projekt (oftest af Hedeselskabet) og lavet et budget.

Man ansøger staten om støtte, der næsten altid bevilges, og hvis der er problemer i denne fase, iværksættes et lobbyarbejde, der nogen gange nærmer sig det groteske. Så udføres arbejdet. De fleste gange går det efter planen, men ofte opstår der uventede problemer undervejs, så budgettet skrider, og staten må træde til igen.

KULTURLAND.  Landvinding ved Mariager Fjord. Flemming Juncker gennemførte den sidste landvinding på søterritoriet, da han i 1965 inddæmmede 1000 hektar ved Mariager Fjord, oplyser bogens forfatter. Hans utraditionelle dræningssystemer var ikke rentable og kom til at koste ham en personlig konkurs i 1981, hvor han mistede Overgård Gods. Foto: Luftfoto fra bogen

Nogle af projekterne fejler helt, fordi den indvundne jord ikke er egnet til dyrkning, eller naturen bare ikke vil lege med, og så er pengene bare spildt. Og en meget stor del udløser under alle omstændigheder splid og spektakel blandt lodsejerne, fordi vi lever i et demokrati, hvor alle har ret, men lige skal blive enige først, hvilket er det sværeste af alt.

Men ét har næsten alle projekterne tilfælles: Når en sø eller eng eller mose afvandes, går der en biologisk proces i gang, som betyder, at jorden ’sætter sig’. Den falder sammen, niveauet sænkes.

Det betyder, at der skal foretages løbende uddybninger af åer, kanaler og dræn, for at vandet stadig kan ledes bort. Det koster mange penge, og på et tidspunkt går den ikke mere.

Det bliver urentabelt, 1864 er langt borte, naturen er elsket og savnet som aldrig før, og staten lokker med nye penge til at genskabe søen eller ådalen.

Efter 50 eller 100 eller 200 år er ringen sluttet, og derfor er Kjeld Hansen i den fantastiske situation, at en stor del af de beskrevne projekter slutter med, at vandet vender tilbage, og det gamle mundheld passende og med vor tids øjne kan erstattes med ’hvad indad tabtes, blev indad genvundet.’

Tusinder af hæderkronede mænd ville vende sig i deres grave, hvis de vidste det. Nogle ganske få ville smile og sige: Hvad sagde jeg.

Som åndedræt af en venlig kvinde
Dette er altså historien om et gigantisk projekt, der på langt sigt viste sig at slå fejl.

Dermed ikke sagt, at det var forfejlet fra starten, for i de fleste tilfælde gjorde man bare det, der var bred politisk og folkelig enighed om: Man indvandt nyt land, der kunne dyrkes og give endnu mere mad til vort i forvejen velnærede land.

Man skabte beskæftigelse til tusinder og atter tusinder af mænd med trillebør og skovl. Danske mænd, vel at mærke – det var før gæstearbejdernes tid. Der blev brugt enorme summer på det, både offentlige og private midler, og målt med en normal driftsøkonomisk alen var det som regel galimatias.

Men den slags var sat ud af drift, for dette var pionerindsats på højt plan. Vi har en plan. Vi kan gennemføre den. Med Guds, tyngdekraftens og statens hjælp kan den store, stygge Vildmose blive til det bedste, vi ved: »Den danske mark i en bølgen går, som åndedræt af en venlig kvinde. Sødt gynger byggen sit silkehår, og rugen ånder med sol i sinde«.

Hedeselskabet scorede kassen
Så smukt digtede Johs. V. Jensen i 1925, medens Jeppe Aakjær var mere skeptisk, da han i 1909 skrev i en kronik, at »I mere end 50 år har alle hænder nu været optaget af at endevende dette land, få roden op og toppen ned og helst et godt lag klemmemøg hen over det hele«.

Han var bondedigter, ja, men han holdt med de små og fattige, og det var sjældent dem, der høstede gavn af de store projekter.

Men hvem gjorde egentlig det? Nu er vi ved kernen af landvindingssagen, og her træder forfatterens talenter for alvor i karakter. Hvert eneste af de 183 jyske projekter har sin egen historie, og ikke to af dem er ens, fordi de fysiske forhold varierer så meget, men især fordi ejendomsforholdene spænder så vidt. Hver eneste kvadratmeter jord i Danmark ejes jo af nogen – sådan har det altid været. Allemandsretten eksisterer ikke.

Derfor bliver læsningen af de enkelte projekter til en lystvandring i brogede og indimellem usandsynlige fortællinger om bønder og rigmænd, sognekonger og godsejere, investorer og entreprenører, som alle håbede på en bid af kagen og æren, og som hver og en mestrede kunsten at få det almægtige Statens Landvindingsudvalg til at hoste op med offentlige tilskud, mens Hedeselskabet som den eneste sikre vinder scorede kassen. De skulle jo bare projektere, og det var de gode til.

Nogle vandt og mange tabte. Enkelte gik regulært konkurs. Der var skandaler, som i dag ville have fyldt aviserne i måneder. Kjeld Hansen har været umådelig flittig. For at beskrive de mange projekter så grundigt og detaljeret har han besøgt hvert eneste, været i lokalarkiver og Rigsarkivet og i mange tilfælde snakket med lokale. Selv om han er kendt som en af vore fremmeste og mest kritiske miljøjournalister, holder han pegefingeren i ro og lader historierne fortælle sig selv.

Det er der kommen gedigen og dybt underholdende danmarkshistorie ud af. Ikke mindst i lyset af, at en stor del af den indvundne jord i vores generation bliver givet tilbage til den sø og mose og fjord, den kom fra. Landvindingen har skiftet kurs, 180 grader, og er blevet til naturgenopretning.

Og bare rolig, alt er ved det gamle. Staten støtter som altid. Bønderne og andre lodsejere får kompensation for den lånte jord som altid. Aktionærerne til Filsø fik et trecifret millionbeløb, da de endelig solgte. Den hellige ejendomsret længe leve!

dræn.  Neesvig (1954). Foto: Genrefoto