Klemensker på Bornholm, august 1945.

En gårdejerfamilie har besøg af en yngre nabo. De sidder i stuen over kaffen, da de hører larm. Kort efter står tre stærkt berusede russiske soldater i køkkenet. De forlanger sprit.

Da russerne bliver bedt om at gå, bliver de rasende, og under et efterfølgende slagsmål bliver naboen snittet i brystet af en bajonet, mens sønnen på gården får et stik i panden.

Efter et stykke tid med voldsom tumult lykkes det danskerne at drive to af russerne væk og overmande den tredje. Han er bundet, da politiet og en russisk officer ankommer.

Nuancer
Sammenstødet mellem bornholmske bønder og en vild trio fra Den Røde Hær er detaljeret beskrevet i Jesper Gaarskjærs dokumentariske bog 'Bornholm besat', som udkommer i dag.

Det er til gengæld også det eneste sted, offentligheden hidtil har kunnet læse historien, for i 1945-46 blev der lagt låg på enhver historie, der ødelagde billedet af idyl på klippeøen.

LÆS OGSÅBornholms bevæbning

Med 'Bornholm besat' vil Jesper Gaarskjær nuancere dette billede.

»I fremstillingerne af den russiske besættelse af Bornholm hedder det som regel, at der var nogle småproblemer i de første uger, da de russiske stødtropper ankom, men jeg synes, at jeg får fremkaldt og dokumenteret den grovhed og brutalitet, der også var fra nogle af russernes side«, siger Jesper Gaarskjær.

Han siger, at langt hovedparten af russerne levede stille og roligt med øboerne, men med sin bog vil han også sætte lys på den anden side af besættelsen.

»Der var krigsmærkede sjæle, som forgreb sig på bornholmerne. Vi taler om både voldtægter, gruppevoldtægter og voldtægtsforsøg«, siger Jesper Gaarskjær.

Voldtægter og røverier
I arbejdet med bogen har han fundet en snes voldtægtssager, som foregik fra juni 1945 til januar 1946. I gamle politirapporter har han også fundet hundredvis af såkaldte russersager, som dokumenterer røverier, overfald og indbrud, som i samtiden aldrig nåede ud i medierne.

Det var ellers begyndt rigtig godt i maj 1945. Befrielsesglæden rullede over landet, og bornholmerne ventede med spænding på, at de tyske tropper ville forlade øen. Det skete bare ikke, og folk begyndte at spørge sig selv, hvor englænderne blev af. Men de kom aldrig.

Flyene, der kom ind over Bornholm 7. maj, havde den røde stjerne på vingerne. Det var russerne, der kom. Den tyske kommandant på øen, Gerhard von Kamptz, havde imidlertid ikke i sinde at overgive sig til stormagten fra øst, hvilket skulle udløse heftige russiske bombardementer af både Rønne og Nexø, før tyskerne kapitulerede.

Og mens bornholmerne kunne se to af øens byer ligger delvist i ruiner, kunne de samtidig se russerne indtage øen. Det kom ikke til at gå stille af.

Historieprofessor Bent Jensen siger direkte, at russernes landgang blev efterfulgt af »en vild periode« periode på øen.

»Russerne rendte rundt og plyndrede butikker og stjal cykler og armbåndsure fra folk«, siger historikeren, som selv har skrevet bogen 'Den lange befrielse' om Bornholms skæbne i 1945-46. Det er imidlertid hans indtryk, at efter russernes første to uger på øen faldt forholdene meget til ro, fordi soldaterne blev holdt i kort snor.

LÆS OGSÅBarca og Liverpool-fortællinger tages ikke alvorligt

Jesper Gaarskjær mener imidlertid, at en gennemgang af breve, politirapporter og arkiver viser, at tingene ikke faldt helt så meget til ro, som man hidtil har ment.

»Det var ikke kun stødtropperne, der var et problem i de første par uger. Problemerne fortsatte op gennem 1945. Folk var bange«, fortæller Jesper Gaarskjær.

Ængstelsen kan man blandt andet læse ud af et brev, som amtsrådsmedlem Jens Holm skrev i midten af september 1945 til partifællen udenrigsminister Christmas Møller.

»Forholdet udvikler sig stadig i uheldig retning. Jeg ved ikke, om De får indberetning fra myndighederne her - amtmanden eller politimesteren. Så vidt jeg ved, indgår der dagligt politirapporter om tyveri, indbrud og voldtægt. Her på min egn er det i hvert fald sådan, at snart ingen tør lade deres kvinder være alene hjemme eller færdes ude alene; sidste søndag kl. 3 eftermiddag blev min nabos unge pige overfaldet af to russere, den ene tog hendes cykel og armbåndsur og forsvandt med det, hvorefter den anden med revolver i hånden øvede voldtægt mod hende - og således hører man næsten dagligt så fra den ene, så fra den anden kant af øen«.

Tys-tys
Episoderne fortsatte hen over efteråret, og i december 1945 kunne amtmand Poul Christian von Stemann sende en fortrolig indberetning til Udenrigsministeriet:

»Og der færdes i det hele (taget) russiske soldater rundt i meget større omfang end før. I Pedersker voldtog en aften tre russiske soldater en ung pige«, skriver von Stemann.

Meldingerne fra Bornholm nåede imidlertid aldrig ud i offentligheden, og i sit brev til udenrigsministeren betonede amtsrådsmedlem Holm da også, at nervøsiteten på øen spredte sig, fordi pressen aldrig skrev om de episoder, folk oplevede i hverdagen. Det sidste var der faktisk en god grund til.

»Fra Udenrigsministeriets pressetjeneste kom der formaninger om, at hvis man skrev om russerne, skulle historierne først omkring pressetjenesten«, fortæller Jesper Gaarskjær.

Da Christmas Møller svarede på henvendelsen fra sin bornholmske partifælle, indeholdt brevet da også en underforstået klausul om fortrolighed:

»Jeg er fuldstændig klar over situationen, og hvor farlig den er. Til Dem kan jeg naturligvis godt sige, at Bornholm er nr. 1 på dagsordenen for mig, men jeg er jo i den situation, at jeg er afskåret fra at sige noget om det over for offentligheden«, skrev ministeren.

Politikernes problem var, at de følte sig nødsaget til at gå på kattepoter over for russerne, for ligesom øboerne selv blev de mere og mere nervøse for, hvor lang tid der ville gå, før russerne forlod øen igen. Eller skrækscenariet: Om de overhovedet havde i sinde at rejse.

Kulmination
I sin bog fortæller Jesper Gaarskjær, hvad der gik for sig på øen, mens nervøsiteten bredte sig. I perioden juni-juli 1945 kulminerede antallet af hændelser, hvor lokalbefolkningen havde sammenstød med russerne.

Godt 100 sager med daglige indberetninger om alt fra røveri til indbrud, overfald, indtrængen og tyveri blev det til i perioden. Hen over efteråret faldt antallet af episoder. De ophører stort set efter januar 1946, og det er der en god grund til.

»Fra omkring årsskiftet 1945-46 bliver soldaterne holdt i lejrene og får kun lov at gå ud med særlig skriftlig tilladelse og kun i tjenstlige anliggender«, siger Jesper Gaarskjær.

LÆS OGSÅMed whisky og talent

Historikeren Bent Jensen er slet ikke i tvivl om, at lokalbefolkningens møde med russerne har været chokerende, ikke mindst voldtægtssagerne, som Jesper Gaarskjær har fundet cirka 20 af.

»Jeg tager ikke stilling til det moralsk, men der kom flere tusinde mænd, som havde været uden kvinder i måske flere år, og nogle af dem havde været i krigen siden 1941, så det er ikke mange sager, når man sammenligner med det, der skete i Tyskland og Polen, hvor de opførte sig som vandaler«, siger Bent Jensen.

For Jesper Gaarskjær er projektet med 'Bornholm besat' da heller ikke kun at påvise et stort antal forbrydelser.

Det er også, siger han, igennem dagbøger, breve, erindringer og politirapporter at formidle, hvordan helt almindelige mennesker oplevede denne periode med afmagt, kaos og usikkerhed, især fordi medier og politikere var tavse omkring det.

»Jeg ser også bogen som et oplysningsprojekt, for under mit arbejde har jeg opdaget, at mine forældres generation ofte ikke ved ret meget mere, end at der i en periode var nogle russere på Bornholm. I min egen generation - jeg er 32 - ved mange hverken, at russerne bombede Bornholm, eller at øen blev besat«.