Det Århus-baserede litteraturmagasin Standart har eksisteret siden 1987 som forum for anmeldelser af litteratur snarere end af bøger.

Det skal forstås sådan, at hvor dagbladene er forbrugervenligt forpligtet til at anmelde alle slags bøger, så anmelder Standart kun skønlitteratur.

Og nu har magasinet, der redigeres af syv mænd og en kvinde, relanceret sig selv i nyt layout og med »en skarpere litteraturpolitisk profil«.

Veloplagt læsning
Den er nu ikke så skarp, at det gør noget.

Til gengæld er der veloplagt læsning hele vejen igennem, og det faldt mig ikke tungt i ét stræk at læse mig gennem det meste af juninummerets 33 anmeldelser, 4 artikler, 4 portrætter (f.eks. Jeppe Brixvolds nærværende og medrivende af James Joyce), 8 klummer (herunder Niels Franks skalpelskarpe dissektion af konservatisme, som denne læser åbenbart har i terminalfasen) og de 5 personlige bidrag til Standarts nye reservat: Stand In.

Her skrives udmærket af bl.a. Morten Kyndrup og Lilian Munk Rösing og Per Aage Brandt, sidstnævnte om det etiske grundforhold, der gør det så pinefuldt at blive anmeldt.

Tag overvurderet litteratur ved vingebenet?
Forfatteren har i værket sladret om sit inderste og spræller derefter i kritikerens net »med et hjælpeløst: ’Nej, det sagde jeg aldeles ikke ...’«.

I sit morsomme og tankevækkende lille essay argumenterer Brandt – blandt meget andet! – for, at det er svært at overleve som intelligent kritiker:

»Hvem gider lytte til en pedantisk og opbyggelig sladderhank, når man kan få en rigtig saftigt giftig kyniker?«.

Og her må jeg gribe i egen omfangsrige barm, for jeg savner faktisk i Standart – ikke de giftige kynikere, de bliver hurtigt flade og trættende, men – nogle anmeldelser, der tager overvurderet litteratur grundigt ved vingebenet.

Citaterne mangler
Det er æstetisk prisværdigt, at alle bidrag holdes fast på et stramt layout, men der burde være plads til nogle citater, især når der skrives om poesi, og især, må jeg indrømme, når der skrives af en anmelder, man/jeg ikke kender og derfor ikke har blind tillid til.

Således skriver cand.mag. Mads Schjødt Jonasson om Christian Dorphs ’De sidste mange år har det handlet om børn’, at et meget klassisk lyrisk stof er »serveret på en måde, så det fremstår spillevende og dybt autentisk«.

Eksempler, tak.

Allan Sortkær, ph.d.-studerende og Standart-redaktør, skriver i en ellers udmærket anmeldelse af Carsten Niebuhrs ’Beskrivelse af Arabien ...’:

»Niebuhr er mestendels sympatisk, men to steder fandt jeg ubehagelige. Dels i situationen, hvor en ung piges jomfruelighed undersøges, dels i episoden, hvor Niebuhr søgte at afsløre en dervish og fik ham, under tydelig smerte, til at stikke i sig selv«.

Bortset fra at ubegrundet sympati ikke kan bruges til noget i en anmeldelse, så er det et udtryk for åndsprovinsialisme at komme stikkende med sådan en politisk korrekt, mainstream 2009-danskerdom over en opdagelsesrejsende i 1770’erne.

Anmelderne til stede
Anmeldernes person er generelt, mere eller mindre velanbragt, meget til stede i Standart.

Således slutter ph.d. Tine Engel Mogensen sin anmeldelse af Hanne Ørstaviks ’Kaldet – romanen’ med ordene:

»Jeg er sgu lidt bange for hende«, men lige her synes jeg, at det er underbygget i selve anmeldelsen, så udbruddet bliver et cocktailbær på kagen og ikke en løs bund under den.

Under den, indrømmet, sigende rubrik ’Kronikvinder’ består stud.mag. og Standart-redaktør Jacob Østergaard Nielsens anmeldelse af Morten Hesseldahls ’Natten er lige begyndt’ af ordene »FUCK FARC« med knap 300 U’er og ca. lige så mange A’er og en parentes »(men også idealisme)!!«.

Det er efter min mening ikke egnet til trykning. Så vælg hellere bogen fra. Der er grænser for, hvor mange Bukdahl’er light vi orker.

Velkommen til Standart, version 2 – lad standarten vaje frejdigt, men hæv standarden for nogle af anmelderne, og giv mere modspil til os på dagbladene!