Digteren Henrik Nordbrandt beskriver i erindringsbogen, 'Døden fra Lübeck', sine tidligste minder fra en grufuld barndom i 1950'ernes Danmark. I et af de mest grufulde afsnit fortæller Nordbrandt, hvordan hans mor foranlediget af en bog om børneopdragelse og helt i tidens ånd undgik at røre mere ved ham end højst nødvendigt.

En dag var hun ude at køre med lille Henrik og havde som vanligt blot ladet ham ligge i barnevognen. På en bænk faldt hun i snak med et par ældre damer, der bestemt mente, at man skulle tage barnet op. Disse velmente råd udløste tvivl hos den unge moder, men hun valgte dog at holde sig til sagkundskabens sikre råd.

Men sagkundskaben var kommet i tvivl, for netop i de år var psykologen Harry Harlow i fuld gang med en serie eksperimenter på aber, der kom til at ændre opfattelsen af betydningen af tidlig kærlig pleje i børns udvikling. Den nye meget velskrevne bog 'Love at Goon Park' af Pulitzerprisvinderen Deborah Blum fortæller den fascinerende historie om disse kontroversielle forsøg.

---

Harry Harlow blev født som Harry Frederick Israel i 1905 i en lille by i Iowa, og først efter at have skiftet navn for at undgå datidens udbredte amerikanske antisemitisme fik han en stilling i Wisconsin, hvor han skulle lave forskellige forsøg med aber. Harlows forskning startede ved et tilfælde.

Aberne blev importeret og spredte alskens sygdomme. Harlow besluttede sig derfor til at opdrætte sine egne aber, og for at undgå infektioner isolerede forskerne de nyfødte aber straks efter fødslen. Det var ikke meget forskelligt fra datidens børnehjem, men Harlow lagde mærke til, at de isolerede babyaber i modsætning til normale aber blev dybt asociale. Det blev begyndelsen til et forskningsprogram, der undersøgte, hvorfor nyfødte knytter sig til moderen.

Datidens svar var enkelt: Nyfødte knytter sig til mor, fordi mor giver dem belønning i form af mad. Det var derfor vigtigere at holde nyfødte infektionsfrie og fodre dem regelmæssigt end at give dem den fysiske kontakt, som var ganske unødvendig og måske tilmed skadelig. Harlow gav de isolerede babyaber valget mellem en tøjdukke eller en metaldukke, der til gengæld gav dem mad. Aberne valgte hver gang tøjdukken som surrogatmoder og minimerede tiden med metaldukken, hvilket viste, at belønning ikke måles i kalorier.

Problemet var imidlertid, at selv med en tøjdukke som ledsager udviklede aberne sig stadig dybt asocialt, og det blev starten på den sidste, meget mørke del af Harlows forskning. Hvad er det, der skaber asocial adfærd? Eksperimenter viste, at selv når aberne blev straffet for at klynge sig til en surrogatmoder, ved at tøjdukken for eksempel begyndte at spraye koldt vand på aben, så klyngede aberne sig blot endnu stærkere, hvilket ikke kan overraske nogen med kendskab til voldsramte.

---

Harlows forskning blev stadig grummere, efterhånden som han selv blev hårdt ramt af depression og alkohol i forbindelse med, at hans anden kone fik kræft. Harlow forsøgte at vise, at isolationsramte og asociale hunaber er dårlige mødre, men problemet var, at de ikke ville reproducere normalt. Så Harlow opfandt efter eget udsagn et 'voldtægtsstativ', som holdt hunaben fast, mens hannerne befrugtede hende.

Det viste sig siden hen ikke overraskende, at de asociale hunaber var uduelige mødre. Harlow forsøgte også at fremkalde depression hos aber ved at isolere dem i månedsvis i, hvad han kaldte fortvivlelsens dyb. Ellers ganske normale aber blev dybt asociale og underlige efter en tur i dybet.

---

Deborah Blum fik i 1992 Pulitzerprisen for 'Monkey Wars' om dyreforsøg, hvor Harlow spillede en dæmonisk hovedrolle. I sin nye bog nuancerer Blum Harlows modstridende indre dæmoner. Man forstår, hvad der drev Harlow, og bogen åbner for en mere informeret debat om dyreforsøg. Harlow sagde selv, at han ikke kunne blive alt for bekymret over et par abeliv, hvis man til gengæld kunne redde menneskeliv.

Andre forskere har påpeget, at der er langt mere grusomhed i landbrugsdrift end i videnskabelige laboratorier, men i sidste ende er det op til den enkelte at afgøre, om man kan, og i givet fald, hvordan man afvejer abe- og menneskeliv.

Henrik Nordbrandt overlevede heldigvis sin barndom, men fik senere alvorlige psykiske problemer. Harlows forskning gav indsigt i betydningen af moderkærlighed og fysisk kontakt, men selv den dag i dag vokser mange børn op uden den nødvendige psykiske og fysiske kontakt, der kan gøre dem til hele individer.

Det må være en af vores fornemmeste opgaver i det 21. århundrede at udnytte Harlows hårdt tilvundne viden til at forbedre børns opvækst. Det er trods alt kun meget sjældent, at en grufuld barndom medfører den vidunderlige poesi, som Henrik Nordbrandt har tilført det danske sprog.

Morten Kringelbach er hjerneforsker ved Oxford Universitet