'Hjemme i Kairo’ fortæller, hvordan Kairo blev hjemme for en livsglad, åben og fordomsfri dansk journalist.

Bogen tager læseren med på præcist erindrede op- og nedture i megamillionbyen. Pernille Bramming forelskede sig i Kairo, giftede sig med egyptiske Gamal, fik familie og et liv i Egypten. Men hun endte med at forlade landet, for at datteren Dalia kunne vokse op i Danmark.

Den vigtigste etiske fordring
Bramming boede i Kairo 1991-96, dengang egypterne kun kendte Danmark som landet med »kylling, smør og Michael Laudrup«. I dag skriver hun til læsere i et Danmark, der, efter otte års regeringssanktioneret islamforskrækkelse, er blevet kendt i Egypten som Muhammedhånernes land.

»Hvor svært det end er ikke at fordømme de anderledes, men netop anerkende dem som mennesker, så er det samtidig den måske smukkeste og vigtigste etiske fordring, vi må stille hinanden«, skriver Bramming i sit forord.

Klogt og hudløst lever bogen op til denne fordring. Ud af dagligdagens utallige små personlige tråde væver hun et både forelsket og kritisk billede af indbyggerne i Afrikas og Mellemøstens største by – som hverken er Afrika eller Arabien, men en faraonisk by med en femtusindårig historie.

Had og kærlighed
Bramming skriveret ukrukket, letflydende dansk. Bogen er hurtigt læst, men den glemmes ikke. Bramming er bedst, når de enkelte oplevelser foldes ud, personlige detaljer kommer med, og hun tillader sig selv mere end i en (genbrugt) avisartikel.

Hjemme i Kairo havde Bramming – og hendes egyptiske middelklassefamilie – fyldte køleskabe, gode job, masser af privilegier, men også et liv med ekstrem forurening, en universel mistillid til andre mennesker, foragt for fysisk arbejde, ukendskab til egen krop, beundring for snyd, en fundamental ulighed mellem mennesker og først og sidst undertrykkelse af kvinder.

Splittet mellem had og kærlighed til Kairo savnede Bramming det moderne Danmark, vores samfund med dets personlige sikkerhed, den friske luft, demokratiet, et ikkekorrupt retsvæsen og ikke mindst den ligestilling, kvindebevægelsen havde tilkæmpet sig og moderniteten muliggjort.

Fundamentalismehykleri
Religionens fremmarcher et centralt emne, som bogen strejfer igen og igen. Bramming oplever velhavende unge kvinder i omgangskredsen begynde at gå med tørklæde, noget deres mødre ikke gjorde. Og i slumkvartererne vokser fundamentalismen hastigt.

Hvorfor? Pernille Brammings svar er, at den saudisk inspirerede fundamentalisme giver Egyptens underklasse et åndeligt og materielt modsvar til det asociale og korrupte egyptiske diktatur. Overklassen, diktaturets støtter, hykler fundamentalisme for at tage vinden ud af underklassens kritik.

Og de unge kvinder? De forsvarer sig med den uformelige påklædning mod mændenes sexisme, mod »de sultne øjne« og mod faderens kontrol. Tørklædet er en paradoksal strategi for at kunne tage del i moderniteten.

Hjem til Danmark
Det liv ønskede Bramming ikke for sin datter, og da det kom til stykket, valgte Bramming, at datteren Dalia skulle vokse op i Danmark. Men det var ikke nogen let beslutning, og hele bogen igennem reflekterer Bramming over spørgsmålet om, hvordan en mor og ægtefælle og fremmed bør og kan vælge livsbane for sit barn.

»Er der bedre i Danmark«, spørger Dalias mor. »Er vi lykkeligere i Danmark? Får hun et bedre liv? Bliver hun lykkeligere? Gør jeg selv? Ja, det tror jeg. Men dybest set er det spørgsmål, der ikke findes svar på«. Måske hovedet ikke kunne finde svar på spørgsmålet. Fødderne kunne. Og de gik hjem.

’Hjemme i Kairo’ giver en underholdende, menneskeklog og hermed varmt anbefalet nøgle til egypternes verden. Læs den, se Kairo for fuld udblæsning i filmen ’Yacoubians hus’, og du har chancen for at opleve både kulturernes mangfoldighed og det fælles menneskelige ’Hjemme i Kairo’.