KORNBLOMSTEN. L.A. Rings maleri pryder bindet. Bogen udkom første gang i 2005, men er i den nye udgave udvidet med 20 fortællinger. Illustration: Udsnit af maleri/ Statens Museum for Kunst

Det er antagelig de færreste, der i dag aner, hvad en ‘sig’ er for en størrelse.

For ordet bruges ikke mere, al den stund sigene stort set er forsvundne fra de danske marker og enge. Men en ‘sig’ er, oplyser ordbogen, »en mindre lavning i terrænet, der i fugtige perioder er fyldt med vand«.

Nå, og hva’ så? spørger læseren måske. Hvilken interesse kan en sig dog have?

Den allerførste barndomsoplevelse
For de fleste sikkert ingen, men for én stor dansk forfatter har den i alt fald haft det, nemlig for Johannes V. Jensen. For ham var sigen forbundet med noget af det allerførste, han huskede.

Han fortæller, at han som en meget lille dreng engang i høsttiden blev anbragt mellem to, tre kornneg på en mark, og her sad han så i sin grønne rede og kiggede ud over marken, engene, åen, sigen og den verden, som var hans. Han så de voksne, der mejede og bandt kornet sammen til neg.

Han oplevede mejersken Gitte snurre rundt i sådan en fart, »at skørtet absolut det eneste hun havde paa, stod som en Saturnusring ud i Luften omkring hende fra Bæltestedet ...«, og dette første landskab blev det landskab, der for altid kom til – hævdede han – at ligge uforandret inde i ham.

Johannes V. Jensens skildring af sin allerførste barndomsoplevelse er vel nærmest arketypisk for menneskers måde at erindre på, og den første oplevelse kan – det ser man, når man læser erindringslitteratur – bestå af alt muligt:

Det kan være lyset gennem et gardin, et køkken, en græsplæne, et landskab, en bagerbutik, et vredt ansigt, en hævet hånd, et mildt godnatkys eller en duftbølge fra et blomstrende hyldetræ.

Velegnet til godnatlæsning
De fleste mennesker vil hellere tale om deres egne tidlige barndomsoplevelser end at høre om andres, men hvis disse erindringsbilleder er formet om ikke ligefrem af digterpenne så dog af gode skrivehåndværkere, er det – eller kan være – en glæde at læse dem.

En sådan samling erindringsbilleder husket, formet og nedskrevet af en lang række danske forfattere fra fortid til næsten-nutid har Gyldendalredaktøren Ole Knudsen samlet i en bammerdreng af en bog.

Den er på 725 sider, så den er svær at ligge og læse i sengen, og det er et lille minus, for mange af erindringsbillederne er velegnet til godnatlæsning.

Der er nemlig ingen af dem, der er skræmmende, afslørende eller uhyggelige. Det betyder ikke, at det er sødsuppehistorier, men tonen er generelt mild.

Gammel og ung
Forfatterflokken er stor – den omfatter 72 stykker – og den er overordentlig broget, bestående nyere, ældre og gamle forfattere.

Den ældste bidragyder er Johannes Ewald, og hvis en læser måske belært af skoleerfaringer tænker, at hans 1700-tals sprog er svært at læse, kan det oplyses, at alle tekster er moderniserede, så der skulle ikke være nogen vanskeligheder med at læse og forstå dem.

Når det er sagt, skal det nu også lige mumles, at moderniseringerne har sin pris, for det stød til fantasien, som en ældre sprogform kan give, er blæst væk.

Ewald beretter om sin første elskov. Han var tretten år, da han tabte sit hjerte:

»Hvert øjeblik, som jeg kunne stjæle fra mine bøger, tilbragte jeg i vinduet eller gadedøren. Jeg strøg mit hår tilbage, strakte mine halværmer og mit kalvekrøs frem, og når jeg opdagede min elskelige, stirrede jeg uforvendt på hende, indtil jeg var så lykkelig, at hendes øjne mødte mine«, fortæller han.

Og så en af de yngste i flokken: Hanne-Vibeke Holst, der fortæller om et tidligt oprør mod faderautoriteten.

Hun stikker – selv om det er forbudt – en dag ud af haven og er lige ved at nå sit mål: stranden, da hun bliver indfanget af den straffende guddom, nemlig hendes far, som er iført »undertrøje og benklæder med pressefolder og hele ansigtet dækket af barberskum, øjnene er ravnsorte med gule rovdyrglimt, læberne er strammet til en violet streg og øjenbrynene trukket sammen i vred vinkel«.

Han ser ud til at være den herskende og vindende, men sådan er det alligevel ikke.

Hvem Jensen?
Og så myldrer det omkring læseren med store og berømte forfattere, af mere og mindre kendte, af gamle og ret unge.

Nogle repræsenterer skrivekunst på et højt niveau, andre er måske en anelse mere middelmådige og mindre skriveambitiøse, men der er i alle bidragene enten en lille historie eller en munter-sørgmodig vinkel samt en herlig hoben registreringer af husgeråd, oplevede stemninger – lyse som grå – af sol og mørke.

Det er måske urimeligt som et forkælet barn, der er blevet overøst med gaver juleaften og alligevel sidder og skråler på mere, at mumle, at der alligevel er et enkelt forfatternavn, der savnes, nemlig Jensens.

Hvem Jensen? spørger læseren, og det er selvfølgelig Johannes V. Hans skriverier har redaktøren, Ole Knudsen, åbenbart ikke fundet i Gyldendals svulmende arkiv, som er den guldgrube, han har gravet i, selv om Johs. V. Jensen var Gyldendalforfatter.

Bindet på ‘Min barndom’ prydes af L.A. Rings billede, der har titlen ’Tre børn i en mark med kornblomster’ fra 1905, og så må man huske at glæde sig over Rings kornblomster, for i dag skal man køre gennem mange kvadratkilometer landbrugsørken for et finde blot en enkelt af dem.