Første scene:

»Slå de hunde, stød og stik dem«, skreg politimester Thomas Flindt til sine betjente en kold februaraften i 1793 foran Købmagergades Postkontor.

Og bestialsk og blodigt blev det, da Thomas Flindts betjente gik amok på en gruppe systemkritiske studenter.

Politiet gik ikke af vejen for noget som helst – og da slet ikke chancen for at kunne uddele nogle brutale bøllebank.

Anden scene: »Skyd efter benene«, skreg ... ja, en eller anden.

Vi er rykket 200 år frem i tiden.

Scenen er sat på Nørrebro en lun forårsnat i maj 1993. 300 stenkastende aktivister står foran 300 kampklædte betjente.

Flasker, brosten og projektiler ryger gennem luften – og efter 3 timer med skud, frygt og blod er slaget forbi. 33 betjente har affyret deres pistoler 113 gange. 11 aktivister er ramt af skud.

Politiets sorteste dag
Man kan ikke påstå, at der er en lige linje mellem de to episoder i dansk politis historie.

Men de har begge været skelsættende for samtidens syn på politiet. Mens den ene blev kendt som ’Posthusfejden’, er den anden – med politidirektør Hanne Bech Hansens ord – »uden sammenligning politiets sorteste dag i efterkrigstid«.

De to episoder er sammen med mange andre beskrevet i historikeren Henrik Stevnsborgs stærkt underholdende og velfortalte bog om dansk politis historie fra 1682-2007.

Det kræver sin historiker at kunne fortælle 325 år på 228 sider, men når dette er bogens præmis – og dét er det – så er professor Stevnsborg med speciale i politiforhold den rette skribent.

Det er ganske vist ikke her, man finder en lammende, venstreradikal kritik af det danske politikorps (hvis det er det, man er på udkig efter).

Ikke et ord om Benjamin
Der er ikke et ord om Benjamin Schou.

Ligesom forfatteren heller ikke har valgt at lægge vægt på flere andre af de enkeltsager, som i nyere tid har skabt kritisk offentlig debat om politiet.

Men som historiker vælger man til og fra – og i Stevnsborgs bog finder man ret beset et bredt udsnit af de væsentligste nedslag i den danske politihistorie.

Både i form af de nærmest mikrohistoriske anekdoter fra enevældens København og i form af de mere faktuelle oplysninger om politiets mange organisationsændringer gennem 300 år.

11.000 tjenestepistoler
Det er historien om et politikorps, der starter med Christian V’s udpegning af politimester Rasch i 1682, og som i dag består af 11.000 m/k med tjenestepistoler og 3.000 kontormus, jurister mv.

Og sikken udvikling.

Hvem var f.eks. klar over, at det først er inden for de seneste 100-150 år, at dansk politi reelt er begyndt at udføre politiarbejde på baggrund af henvendelser fra borgerne?

»Naturligvis tog man også mod anmeldelser fra borgerne, før demokratiet blev indført, men det karakteristiske for enevældens politi var jo netop, at det selv skulle skabe sagerne, f.eks. ved at trænge ind i de kriminelle miljøer«.

Og politiet brugte derfor ofte såkaldte politispioner, altså meddelere, som så blev honoreret over kontoen ’hemmelige udgifter’ – en konto, som politiet ikke skulle aflægge nærmere regnskab for.

Hvorfor lige nævne denne historie?

Jo, måske fordi netop denne historie minder om en anden historie, som Stevnsborg har valgt ikke at gøre noget ud af, nemlig den såkaldte Dan Lynge-sag – en helt moderne, ja nærmest crisp historie om politiets brug af spioner i 1990’erne.

Og som ligefrem fik justitsministeren til at nedsætte en undersøgelseskommission i 2003.

Men o.k., man må nødvendigvis klippe en Lynge-hæl og hugge en PET-tå, hvis man ikke – som f.eks. PET-kommissionen – har 10 år og 16 bind at brede sig over.