Jeg ved det godt. Graffiti er forkert. Det er ulovligt, bekosteligt, og nogle mener ligefrem, at det er grimt.

Men jeg holder alligevel af den slyngede skrift, de små malerklatter eller farvebrølende vægge, der har været en del af det københavnske gadebillede i tre årtier. Selv når det står på min egen gadedør.

LÆS OGSÅByforsker: Graffiti kræver hensyn til andre

Irritationen over rengøringen eller krænkelsen af mit hjem kan ikke opveje fascinationen af de hurtige linjer, der både er en hemmelig kode og samtidig en klar besked om, at her har nogen været forbi.

En maskeret personlighed midt i storbyens vrimmel af anonyme individer har sat sit mærke. Det er som regel mere interessant (og levende) end en gigantisk billboardreklame for enten den sidste nye mobiltelefon eller en kommende forestilling på Gasværket.

Rullende gallerier
Og intet i den her håbløse storbyromantik er mere forjættende end graffiti på et tog.

Lige siden graffitien i 1970’erne spirede frem i New York og Philadelphia som en kriminel subkultur, har togvogne tiltrukket spraydåselømlerne. Subway-tog i New York var det ultimative udstillingsvindue, der fór gennem byen og råbte sit ubegribelige budskab lige ind i hovedet på de ventende folk på perronerne.

Det samme gjaldt herhjemme, da graffitien i starten af 1980’erne sneg sig ind i den danske ungdomskultur som en del af hiphoppen. De røde S-tog var rullende gallerier for både indviede og uforstående.

LÆS OGSÅHærværket er blevet funklende stuerent

I en ny flot bog fortælles den ufortalte kulturhistorie, der har gemt sig mellem de ventende togvogne i de sidste 25 år. En bog er i sagens natur den eneste måde at dokumentere graffitikulturens flygtige udtryk på, og bygget på mere end 70 interview og med tydeligt kendskab til toggraffitiens historie er det en grundig omgang, der giver en vis indsigt, men også forsømmer at komme bag om fascinationen.

International kultstatus
Da DSB for tre år siden tog de sidste af de gamle, kvadratiske røde S-tog af skinnerne til fordel for de bulende vogne, der drøner fra Køge til Frederikssund i dag, skyndte både nye, erfarne og de for længst pensionerede graffitimalere sig ud i nattemørket.

For at give de røde metallærreder en sidste omgang spray.

I løbet af årene havde graffitien på de københavnske bytog vokset sig fra en uskyldig leg til et velplanlagt vovestykke, og undervejs opnåede S-toget med sin kvadratiske form og røde farve kultstatus langt uden for de danske grænser.

Den tiltrak en periode ligefrem den ikke videre populære graffititurisme.

Graffitimalerne får sympatien
Bogen ’Will I Go To Hell For This’ beretter via kortere historiske afsnit, en sværm af anekdotiske citater og en flot parade af billeder om udviklingen af den københavnske toggraffiti.

Bogens tre forfattere kommer ind på stiludvikling, forandring i tilgang til graffiti samt ændringen i DSB og politiets kamp mod graffiti.

LÆS OGSÅReklamebureauerne elsker streetart

Grundlæggende er det dog skriverne, som graffitimalerne betegner sig selv, der har ordet og får bogens sympati. Lige fra den uskyldige start i 1984, hvor en af de første graffitimalere i al naivitet brugte sit efternavn som graffitinavn og Louisiana med en udstilling legitimerede den kunstneriske åre i den ulovlige subkultur, til de senere års fængselsstraffe og guerillaplanlagte raids mod yarden.

Får smag for mere
Velskrevet og med et solidt udvalg af de vigtigste aktører på graffitiscenen kommer vi forbi nogle af graffitiens problematikker og får lige berørt eksempelvis det æstetiske paradigmeskifte fra amerikansk til hollandsk stil i bogstaverne.

Men det er ærgerligt, at de ikke går mere i dybden med graffitiens æstetik uden de moralske aspekter, og det ville have klædt bogen, hvis forfatterne var kommet mere rundt om drivkraften bag skriverne, når de prøver at forklare sig. Som ’Rens’, der drives af angsten for den småborgerlige druknedød:

»Selv om de har gode argumenter for, at det er det værste svineri at male på S-togene, og man principielt er enig med dem, er man ude at male igen, så snart de sover deres bedsteborgersøvn, og man glemmer hurtigt alt om dem og deres nystrøgne, retskafne, regelsatte ’se min fladskærm er større end naboens’-liv«.

I de mange citatdryp får man smag for mere og fornemmer, at forfatterne faktisk har både viden og skrift til at folde det her ud for alvor. Det ville være berigende at blive ordentligt indført i forskellen på den ene og den anden skole i graffiti og samtidig få opklaret, hvorfor lønarbejdere og familiefædre bliver ved med at snige sig rundt om natten med tasken fuld af spraydåser.

Midt i fascinationen ved de det jo også godt: Det er (farvestrålende) forkert.