Alice er en meget uheldig kvinde. Først dør eksmanden, så et par nære venner, en onkel begår selvmord og dernæst ... Fem dødsfald udsættes Judith Hermanns gennemgående figur for i novellesamlingen ’Alice’, før der er sat ord på, hvad det er, der sker, når nogen dør. Men det er nødvendigt, for i vores moderne samfund mangler der at blive sat ord på døden og på den skærpede opmærksomhed, der opstår omkring det øjeblik, nogen forsvinder fra Jordens overflade. »Det, der interesserer mig, er det, vi gør, når nogen dør. Den mærkelige parallelitet, der er mellem den lille verden og den store sammenhæng. Hverdagen og døden. At vikle sit ispapir omkring isens træpind for ikke at få fedtede fingre, mens en, man har kær – finder man ud af senere – i det øjeblik tog sit sidste åndedrag«.
Judith Hermann er blid og koncentreret og taler videre, som om hun tænker højt: »Der er omkring dødsfald en ganske sælsom koncentration i de almindelige ting, man gør. Livet går videre, mens det for den døde bliver stående. Den efterladte bliver ved med at handle, fordi der ikke er andet at gøre; går over gaden, køber en is, sover, står op igen næste morgen. Hvad skulle man ellers gøre? Der findes naturligvis også bevidstløs sorg, men jeg har oplevet sorgen med en helt usædvanlig klarhed, hvor alle detaljer står helt tydeligt, som på et meget skarpt foto«. Ingen politik her Judith Hermann er fra den unge generation af tyske forfattere, som har lagt efterkrigstidens tunge politiske litteratur bag sig, vendt blikket indad, og som skriver om det nære.




























