For nogle uger siden ringede telefonen hjemme hos digteren i Allerød.

Han tog røret med det sædvanlige svar.

»Det er Jac«.

Ikke noget med F.P. eller Flemming eller Palle. Heller ikke Jacobsen for den sags skyld. Bare Jac.

Opringningen kom fra Jens Smærup Sørensen, der spurgte, om digteren var villig til at modtage Det Danske Akademis Store Pris. 300.000 kr. og æren af at være blevet vejet af sine kolleger og fundet tung nok til deres anerkendelse.

»Hvad er det, du siger? Er det dig, Jens?«, spurgte Jac.

Jo, den var god nok. Akademiet ville gerne give prisen til sprogfornyeren i dansk digtning. Manden, der har fundet på ord som kussehimmel, midsommervaklen, dynesvimmel og bajerbrunstig.

»Nej, nu holder du altså kæft, for jeg er ved at pisse i bukserne«, sagde Jac på sin sædvanlige, bramfrie facon.

Retning mod rockmusikken
Et mindre chok havde ramt Lille F.P., som han kalder sig selv, når digterjeget skal holdes ud mellem to fingre.

Her sad Lille F.P., og om lidt ville han være placeret oppe på piedestalen af et sammenrend af forfattere, han selv havde læst og beundret, siden han gik i realskolen ude i Hvidovre. Han ville være endt i det fine selskab, selv om absolut intet pegede i den retning i hans barndom.

»Vi havde eddermame ikke noget litterært hjem. Vi havde Lademanns gamle leksikon, og det måtte vi ikke bruge, for så kom der bare fedtpletter i. Det skulle bare stå og se lærd ud«.

Hvis han dengang havde retning mod noget som helst, var det musikken, rockmusikken. Især The Kinks og idolet Ray Davies.

»Jeg gik også ned i Rødovre Centeret og købte en halvakustisk guitar med vibrator, og gennem et helt år forsøgte jeg at spille på den, men jeg duede overhovedet ikke til det. Jeg kunne ikke engang spille ’Satisfaction’ eller ’You Really Got Me’, selv om der kun var brug for tre akkorder«.

Fanget af Rifbjerg
I stedet forsøgte Jac at oversætte Ray Davies’ tekster. Han prøvede og prøvede, indtil det gik op for ham, at den amerikanske digter Robert Frost havde ret, da han sagde, at poesi er det, der går tabt i en oversættelse. Jac gav op og besluttede sig for at prøve sine egne tekster af.

»Jeg sendte dem til Poul Borum på tidsskriftet Hvedekorn under mit gamle navn Flemming Palle Jacobsen. Han svarede, at jeg skulle komme igen om et par år«.

Så lang tid gik der nu ikke, for den unge knægt fra Hvidovre ville være forfatter, selv om det ikke var noget, han talte højt om. Slet ikke derhjemme. Han lukkede sig bare inde og skrev side efter side, som han sendte ind til forlag og fik planmæssigt retur. Var det interessante digte? Formentlig ikke. Der var snarere tale om en digterspire, der mimede nogle af sine idoler.

»Jeg havde ikke læst allerhelvedes meget poesi, ud over hvad vi gennemgik i skoletiden, men en af dem, der fangede mig allerede dengang, var Klaus Rifbjerg. Jeg elskede hans første bøger og hans evne til at skrive på flere niveauer. Fra ’Camouflage’ til ’Amagerdigte’. Han er jo en sprogild«.

Jac stopper op et øjeblik. Han vil lige sikre sig, at ordet er modtaget og noteret.
»Sprogild«, gentager han.
Jacobsens egne ord var der dog stadig ikke kommet ild i, da han i 1976 skulle ind og aftjene sin værnepligt i Civilforsvaret på Bornholm.

40 dage i brummen
Jac var der i under et døgn.

Før kasernen havde slukket lyset på stuerne den første aften, havde han taget flyet tilbage til København, hvor værtshuse, kvinder og lystig bægerklang lokkede, og selv om den lokale kommandant hurtigt indså, at Jac og værnepligt var ukompatible størrelser, fik han ikke desto mindre en dom på 40 dages fængsel.

Det er formentlig en af de eneste fængselsdomme, der vil gå over i litteraturhistorien. I hvert fald for noget positivt.

Jac blev sendt til afsoning i barakkerne uden for Jerup i Nordjylland. I det åbne fængsel Kragskovhede kunne de indsatte vælge, om de ville medbringe eget arbejde eller blive sat til at fælde træer ude i plantagen. Da Jac blev spurgt, svarede han, at han ville medbringe eget arbejde.

»Jeg er forfatter«, svarede han kækt.

Manus oppe i hovedet
Han var knap 21 år, og han havde ikke fået trykt noget som helst. Han havde fået masser af afslag, men derudover intet. Han fik heller ikke skrevet så meget som et eneste ord under sit fængselsophold, men tankerne kørte ikke desto mindre hurtigt i hans hoved.

»Jeg kunne mærke, at jeg havde så meget manus oppe i hovedet, som jeg måtte af med«, siger han i dag.

Dengang kunne han også mærke, at han blev nødt til at skrive på en ny måde. Den mere traditionelle digterstemme passede ham ikke.

»Nu sætter du dig sgu bare ned og skriver, hvad der kommer, sagde jeg til mig selv, og det gjorde jeg så. Sådan har det været lige siden. Folk tror, at mit sprog er konstrueret, men det er det overhovedet ikke. Det kommer lige ned i pispotten til mig«, siger Jac.

Anmelder er en sovsesmed
Vupti. Så ryger det lige ud af hans mund, som når han pludselig kalder Politikens anmelder for en ’sovsesmed’.

Jac er stadig sur over, at Henrik Palle ikke kunne lide hans seneste erindringsbog ’Jeg er selv med i billederne’, som han rubricerede som »ligegyldig drukromantik«.

Det er mildt sagt ikke første gang, en forfatter og en anmelder har været uenige om kvaliteten af en bog, men hvor kom sovsesmeden lige ind? Jo, Jac er sur, for han tror ikke på, anmelderen har læst bogen. Det er sådan, han når til sovsen.

»Sovs er mørke. Mørke man ikke kan se igennem, og han har kun læst fra side et til fem og så de sidste tre sider. Derfor er han en sovsesmed«.

Henrik Palle siger, at han ikke alene har læst Jacs nyeste bog fra ende til anden, men faktisk også en stor del af forfatterens omfattende produktion – ikke mindst bøgerne fra de perioder, hvor Jacs ordtryllerier efter Palles mening var på et væsentligt højere niveau end i dag.

Jacs ordekvilibrisme begyndte for alvor, da han blev lukket ud af fængslet i Kragskovhede. Det var i tiden lige efter, han skrev digtene til ’Spontane kalender-blade’, som det lille undergrundsforlag Jorinde & Joringel udgav, om end digteren selv måtte betale for trykningen.

»Vil du blamere os?«
Kort efter antog Poul Borum også ni digte til Hvedekorn. Alt sammen skrevet under navnet F.P. Jac, for den nye digterstemme passede ikke ligefrem til Flemming Palle Jacobsen. Den passede i hvert fald ikke til familien Jacobsen.

»Jeg var jo pavestolt, da jeg kom hjem og præsenterede ’Spontane kalender-blade’, men da jeg afleverede et eksemplar til min mor, sagde hun:

»Hvad er du nu ved at rode os ud i? Vil du blamere os?«.

Fire år senere fik han udgivet samlingen ’Misfat’, som for alvor placerede ham i det nye, litterære landskab, og efter den overdådige modtagelse af samlingen valgte han at blive forfatter på fuld tid.

Siden er han blevet kendt som digteren, der med fantastiske sprogblomster besynger kvinderne og beruselsen i vers efter vers. »Jeg skal hermed anbefale livet«, som han ynder at sige.

Erotik og melankoli
Selv føler han et slægtskab med Jens August Schade, Frank Jæger, Klaus Rifbjerg, Vita Andersen og Marianne Larsen.

Måske især med de to første, hvor Jac for alvor kan følge Schades livsglade og sanselige, erotiske tekster, mens det hos Jæger er melankolien, der træder frem.

Man fristes til at sige, at det også er de to yderpunkter i alkoholens væsen, der her afspejler sig hos Jac, der de seneste par år har været nødt til at skære ned på spiritusindtaget, fordi han har kunnet mærket, at det ellers koster på helbredet.

Efter mange års hård livsførelse er stemmeføringen i dag så tilpas grødet, at de fleste ville tro, han enten ikke havde været i seng efter gårsdagens værtshusbesøg, eller at han måtte have været tidligt oppe for at lægge en solid bund, men Jac forsikrer, at det kun bliver til en enkelt let øl eller to om formiddagen og derefter ikke noget før engang sidst på dagen.

Det vilde liv er slut. Han er blevet manden, der nyder livet hjemme hos hustruen gennem mere end to årtier, Bodil.

Når man i dag spørger ham, hvad han vil læseren, smiler han først skævt og tøver med sit svar.

Op med gysserne
»Du skriver det jo bare«, siger han, men kan alligevel ikke lade være med at svare:

»De skal smide nogle gysser på bordet. Det er sgu da dejligt at sælge 1.000 eller 2.000 bind af en roman, men man ved jo, at digtsamlinger ikke sælger ret meget. De sælger måske 6-700 eksemplarer, og sådan har det altid været, for digte interesserer ikke folk en skid. Kun når de lige sidder og læser dem, og så har de formentlig lånt bogen på biblioteket, men så får man jo lidt bibberpenge, ikke?«.

For snart 25 år siden forsøgte nu afdøde Per Højholt at indkredse Jacs digteriske projekt i en tekst til Lyrikbogklubben. Dengang mente Højholt, at Jac ikke er en digter for vindtørre hoveder, der vil have profit (i form af indhold) hele tiden.

»Han skriver ikke, fordi han vil sige noget bestemt, men fordi han vil se, hvad det er muligt at hekse frem, når man omgås sproget, som man har lyst til«.

Forstår ikke Højholdt
Lysten kan Jac måske nok nikke ja til, men resten af udsagnet køber han overhovedet ikke.

»Jeg forsøger ikke at hekse noget frem. Jeg skriver lige netop det, der kommer til mig, og det er meget sjældent, jeg går tilbage og retter noget.

Jeg forstår heller ikke Højholts digte. De siger mig absolut intet. Det var også Højholt, der engang om mig sagde: Jamen, så lad dog den stodder drikker sig ihjel, inden han bliver 30. Hvad rager det mig, sagde han, og det kunne han for så vidt have ret i, men han forstod heller ikke, at det var en joke.

Jeg vil jo gerne blive 85, så jeg kan nå at skrive flere bøger end Rifbjerg. Dan Turèll er stadig nummer to, og jeg er nummer tre på listen over dem, der har skrevet flest bøger. Jeg mangler stadig 20-25 bøger, før jeg når op til Dannyboy«.

Leverstop og unge kvinder
Højholt har nu på ingen måde været alene om at misforstå den gode Jac, for han har altid været ekspert i at spille med på alle de myter, der er i omløb om ham. Han synes simpelt hen, det er sjovt.

Faktisk har han aldrig sagt, at han ville drikke sig ihjel, før han blev 30.

Engang sagde han til en journalist, at hans lever formentlig ville sige stop, før han blev 36. Men det er rigtigt, at han engang bildte pressen ind, at han på samme tid boede sammen med og gik i seng med tre unge kvinder.

Det blev slået så stort op, at boulevardavisen Bild kom rejsende fra Tyskland for at fortælle historien om den spektakulære, unge digter.

Brandert og skandaler
Men historien var blevet frit opfundet på et øjeblik, da der skulle tages et billede, den dag Jac fik Champagnelegatet fra Victor B. Andersens Maskinfabrik. Alt sammen var det et udslag af digterens overstadige brandert og høje champagneføring.

Champagneføringen vil formentlig blive mindst lige så høj, når han får Akademiets Store Pris i dag. Det vil være et af de øjeblikke, hvor digtermyten ikke overskygger værket.

Et sted nede under sine underfundigheder ved F.P. Jac også godt, at de mange myter og historier om hans person ikke altid har været til ulempe for ham i offentligheden.

Hør bare, hvad han siger om digterkollegaen, han håber vil blive den næste modtager af Akademiets Store Pris.

»Det skal være Marianne Larsen. Hun har snart skrevet 40 bøger uden at få opmærksomhed. Hun begyndte godt og er blevet bedre og bedre, men hun er så genert, at hun næsten gemmer sig. Så er det sgu bedre at drikke sig en ordentlig brandert på og lave skandale«.