Er din bog 'Kedsomhedens filosofi' ikke bare endnu en historie om, at alting var bedre i gamle dage?

»Nej, jeg har hverken skrevet en forfaldshistorie eller det modsatte, og jeg har ikke bestræbt mig på at sammenligne to perioder. Jeg konstaterer blot, at vi har fået en ændring i kulturelle forhold, der har ført til, at kedsomheden har fået en større udbredelse. Vi har et stort meningsproblem«.

Hvordan det?

»Når man skal tale om de primære menneskelige behov, så taler man om mad, drikke og søvn, men et behov, der vældig ofte bliver udeladt, er behovet for en livsmening. Mennesket er et væsen, der har behov for mening. Og tidligere var den mening tilgængelig fra andre kilder, ikke mindst religion.

Når man lever i en verden med en Gud i det høje, så har man allerede fået en rolle defineret, og meningen er at fylde den rolle. Men når man er kastet helt og fuldt tilbage på sig selv som den, der skal klare at give tilværelsen mening, så får man et problem.

Og det er vel derfor, at alle i dag er så optaget af selvrealisering, man kan jo knapt, åbne en avis eller et ugeblad uden at finde mængder af selvrealiseringsstof«.

Er det ikke i orden, at vi realiserer os selv?

»Jo, men i al denne jagt på selvrealisering har vi vældig lidt refleksion over, hvilken slags selv vi ønsker at realisere. Det er et kritisabelt træk ved denne kultur. Vi jager efter oplevelser, vi er blevet oplevelsesjunkier, som hele tiden må have et nyt fix af oplevelse, som gør, at vi i stadig højere grad forsøger at leve i real time.

Det, der mangler, er forbindelsen med tiden. For at få en meningsfuld tilværelse må man få perspektiv på nuet. Det, man laver nu, skal være forbundet med hvem man var, og hvem man ønsker at blive. Begge dele skal give mening til det, man gør nu.

Det store problem med den øjeblikskultur, vi lever i nu, er, at fortid og fremtid falder bort som meningsgivende kilder. De meningssurrogater, vi søger, varer ikke. Vi må hele tiden fylde på med noget nyt«.

---

Men er det ikke en af vort samfunds fordele, at vi kan have mange forskellige identiteter, og at der er så meget mangfoldighed?

»Det er jo klart, at der ligger en frihed i, at vi kan vælge mellem et udvalg af identiteter. Personligt lever jeg jo også et liv, hvor jeg det ene øjeblik kan stå på universitetet som en åndelig akademiker, og i det næste øjeblik gå i byen til punkkoncert og skabe mig - fordi jeg voksede op i 80erne, hvor den slags hop mellem identiteter var mulige. Men så kommer dette enkle baudrillardske spørgsmål til at melde sig 'Hvad gør man efter orgiet?'«.

Kan man ikke bare tage en dag ad gangen, og have et liv der fokuserer på alle disse små delidentiteter?

»Det kan man måske, men jeg tror, at det bliver vanskeligt at opleve det liv som egentlig meningsfuldt. For når man så let kan vælge om på sin identitet, så betyder hvert valg så meget mindre. Grundkravet for at et valg bliver meningsfuldt er, at vi har et begrænset antal, at det man vælger får konsekvenser, det udelukker noget andet. Men når vi kommer i en situation, hvor de enkelte valg ikke udelukker noget andet, så bliver hvert valg mindre betydningsfuldt«.

---

Hvad kan vi som samfund gøre for at ændre på kedsomheden?

»Det er vanskeligt at sætte store samfundsreformer i gang. Jeg tror, det forbliver et individuelt anliggende om, hvad den enkelte ønsker at gøre med sit liv. Jeg har med vilje ikke givet nogen klare løsninger, for det ville betyde, at jeg overtog den refleksionsproces, som den enkelte må gennemføre selv.

Det jeg forsøger er at opstille nogle rammer og begreber, som den enkelte kan tænke videre. Jeg håber ikke, at man er færdig med bogen, når man har læst den sidste side«.

Burde skolerne ikke bekæmpe kedsomheden?

»Ja, kedsomhed er et stort problem i skolerne. Jeg har holdt mange forelæsninger for lærere i Norge. Det er et problem for mange elever, at undervisningen ikke forholder sig til deres livssituation. Altså hvad de skal i deres liv. I langt større grad må det ind i undervisningen.

Et andet problem er lærere, der keder sig. De bliver kedelige lærere. Langt flere lærere burde tage fri et par år fra skolen og lave noget andet i stedet for at gå videre i de samme gamle spor«.

Hvordan kan det være, at der er så meget, kedsomhed i skolerne?

»Mange elever oplever ikke, at de får en forbindelse til, hvordan de ønsker at udvikle sig som mennesker ved rent abstrakt kundskab. Men også synet på uddannelsen har ændret sig. Førhen var det et privilegium i sig selv at gå i skole. Når skolen må konkurrere så hårdt med andre meningskilder, som MTV f.eks., så må man omlægge undervisningen.

... med undervisning i livsfilosofi?

»Ungdommen holder faktisk af at reflektere, hvis man giver den anledning til det. I den norske skole har vi slet ikke filosofiundervisning. Det er jo i teenageårene at folk keder sig mest.

Når man spørger om folk keder sig, svarer langt flere teenagere end nogen anden aldersgruppe at de keder sig. Og det kan jo virke paradoksalt, når teenageårene er en tid, hvor der skal ske en masse spændende nyt«.

---

Men har teenagere ikke altid kedet sig?

»Den situative kedsomhed, hvor man keder sig i en kø, har nok været der hele tiden, men den dybe kedsomhed over manglende livsmening har nok ikke været der på samme måde. Den har i hvert fald ikke været omtalt på samme måde.

For 200 år siden levede man i traditioner, i familien f.eks. var en del af en slægt, som man skulle bringe videre. I dag har vi ikke længere traditioner, vi har bare livsstile - noget man slet og ret vælger for så at vælge den fra igen«.

Er det ikke kun individualister, der keder sig? Hvis man tager udgangspunkt i sin familie, sine venner eller i samfundet, så kommer man vel ikke til at lide af kedsomhed?

»Nej, det er en god modgift. Men jeg tror, det er vigtigt, at man bør se på alle kæresten, familien og vennerne som delmeninger i tilværelsen. At man ikke forsøger at gøre én af dem til surrogat for Gud i sit liv«.

Som den store romantiske kærlighed?

»Ja. For romantikeren ser kærligheden som modgiften, f.eks. i Schlegels 'Lucinda'. Problemet er at sige til et andet menneske: Du skal være meningen i mit liv. Det er at gøre et andet menneske til stedfortræder for Gud. Og det er en frygtelig tragedie for det menneske, man elsker. Det er at give den anden ansvaret for meningen i sit liv, og det er ikke rigtigt, det ansvar må man selv påtage sig.

Men det er klart. at familie, venner, arbejde eller en sag, man kan engagere sig i, kan være delmeninger, som kan udfylde verden, så jeg ser vældig positivt på fremvæksten af politiske ungdomsbevægelser, som vi længe ikke har haft nogen af. Attac og disse ting er strålende«.

Kan de erstatte meningstabet efter Guds død?

»Man må ikke se det som meningen med stort M, men faktisk indse, at der ikke findes nogen stor mening med livet, der findes kun delmeninger. Ser man det sådan, forandrer man hele problemet.

Så vil Kedsomheden med stort K ikke længere stå som det, man bruger hele livet på at flygte fra. Så bliver den bare et delfænomen i livet i stedet for at være altoverskyggende«.

---

Hvorved adskiller din bog sig fra sociologen Thomas Hylland Eriksens 'Øjeblikkets tyranni', der handler om, at vi har for lidt tid, fordi vi har alt for travlt?

»Jeg mener, at vi har for lidt tid, fordi vi ikke kan klare at forholde os til en tom tid. Stress er noget selvpåført. De mest stressede er dem med lavest kedsomhedstærskel. Og når man snakker om, at folk har for lidt tid - hvor rigtigt er nu det?

Gennemsnitsnordmanden og -danskeren ser mere på tv gennem et helt liv, end de er på arbejde. Folk har faktisk for meget tid, en tid de hele tiden forsøger at gøre sig kvit med tidsfordriv.

De gør tidsfordrivet til det primære gøremål her i livet. I stedet for at se tiden som et felt af muligheder, bliver til noget, som for enhver pris må drives bort. Tv-kigning er vel et klart eksempel på det. Tv er en maskine, der æder tid mere effektivt end noget andet«.

Man kan vel også få meningsfulde ting ud af tv?

»Ja, jeg er selv tv-afslapper, jeg ser også meget tv, men som tidligere må jeg indrømme, at en 70 pct. af det, jeg ser på tv, er 'killing time' og det kunne være titlen på selvbiografien for mange af os«.