For en uge siden var den norske forfatter Karl Ove Knausgård i København for at gæsteoptræde for det litterære danske establishment på Forfatterskolen.

Mellem en hel masse gult – gule bøger, gule reoler og gule borde – stod han svajende og læste op af sit kæmpeværk ’Min kamp’: en selvbiografisk, seks bind lang – og endnu ikke færdigskrevet – roman, der handler om død og ungdom, om kærlighed og indkøbslister, om bleskift og gulvvask.

Om hvordan det opleves at leve.

Da han var færdig med at læse op, satte han sig i stolen, hvorefter hans danske forfatterkollega Jeppe Brixvold ud gennem en stram mund sagde, at han fik tunnelsyn af biografiske bøger.

Vi bør beskæftige os med livets store spørgsmål i stedet for at dyrke det private, vrissede han.

Derefter brød debatten løs. Heftig og selvsvingende.

Det var Brixvold mod rovet – fiktionen mod forsvaret for det »biografistiske«.

Ib Michael mente, det burde være forbudt at kalde Poul Borum for Karl Børge, hvis nu det rent faktisk er Poul Borum, man skriver om.

Morten Sabroe indvendte, at det selvbiografiske skam låner fra fiktionen. Merete Pryds Helle mente, at læserne higer efter virkeligheden.

LÆS OGSÅBalladen om Karl Ove

Men Jeppe Brixvold havde stadig armene over kors. Og sagde, at de eneste, der bør skrive selvbiografisk, »er folk med en kæmpestor pik«.

Dernæst kiggede alle på Karl Ove Knausgård. Inde i sin læderjakke sad han og så en anelse betuttet ud.

Megasællert
Nu er han igen i København.

Oppe på toppen af Forlaget Lindhardt og Ringhof sidder han og drikker virkelig meget kaffe, fordi den danske oversættelse af romanens første bind udkommer i næste uge.

Han griner lidt, da vi snakker om aftenen på Forfatterskolen.

»Ja«, tøver han. »Jeg var lidt som en tilskuer«.

Men Karl Ove Knausgård er efterhånden vant til, at folk debatterer ’Min kamp’.

Da han begyndte på romanen, var han en rost, men forholdsvis ukendt forfatter, der levede sit almindelige liv i Sverige med sin svenske kone og deres tre børn.

Nu har det meste ændret sig.

Romanens fire første bind udkom med kun få måneders mellemrum, de er trykt i over 200.000 eksemplarer, solgt til mere end 12 lande, og i Norge bliver bogen diskuteret som intet andet værk i nyere tids norsk litteraturhistorie, blandt andet fordi en stor del af Knausgårds familie har vendt ham ryggen, efter at han i detaljer har beskrevet livet – og døden – med sin alkoholiserede far.

Og så er romanen ikke engang færdig endnu. I denne tid arbejder han på romanens sidste to bind, som begge udkommer i Norge inden efteråret.

Om havde han forudset, hvor heftig bogens modtagelse ville blive?

»Nej, slet ikke«, siger han. »Og når jeg siger det, siger folk altid: Er du naiv?«.

Det ville også være mit næste spørgsmål ...

»Den slags er umuligt at forudse. Det kan man ikke spekulere sig frem til«.

Var det virkelig sådan?
Naiv eller ej – det er uden sammenligning Karl Ove Knausgårds kompromisløse forhold til virkeligheden, der har trukket langt de fleste overskrifter i Norge og fået pressen til at støve gamle klassekammerater, flammer, lærere og hashdealere op for at stille dem det ene brændende spørgsmål:

Var det virkelig sådan?

Men lad os først – inden det kildne spørgsmål om retten til at bruge løs af andres liv i kunstens navn – slå fast, at romanens første bind handler om ungdom og død: om Karl Ove Knausgårds liv som en 16-årig øldrikkende, pigehungrende, skamfuld, oprørsk og ensom gymnasieelev.

BERSÆRKERGANG.  Med syvmileskridt går Karl Ove Knausgård langt ud ad erindringens kringlede stier med sit værk 'Min kamp'. Så langt, at nogen føler sig trampet på. Foto: Astrid Dalum Og, dernæst, om tiden lige efter hans fars død, da den voksne Karl Ove Knausgård med sin bror forsøger at komme til bunds i skidtet i det hus, hvor faderen drak sig ihjel.

»Den handler om døden. Hvordan døden, den opleves. Jeg ville skrive om min fars død, fordi det var en meget stærk oplevelse i mit private liv. Jeg har i mange år forsøgt at fortælle den historie, men følte altid, der var en forstillelse. At det litterære stod i vejen for det, jeg ville fortælle«, fortæller Karl Ove Knausgård.

Hvordan?

»Jeg nåede aldrig frem til det væsentlige. Men så besluttede jeg mig for at skrive den autentiske historie – sådan som den var – og så blev det lettere«.

Hvorfor lettere?

»Jeg kunne slippe alle litterære forestillinger. Jeg holdt op med at tænke på komposition og sætningskonstruktioner. Alt blev på en måde lavere end det, jeg plejer at skrive. Normalt har jeg høje æstetiske idealer, som jeg jagter. Men alt det blev jeg nødt til at bryde ned. Og det findes der en vældig kraft i«, siger han.

»Følelsen at eksistere er ens for alle«
Men for at dykke ned under disse glitrende idealer måtte Karl Ove Knausgård skrive om alt det, der ikke normalt har plads i litteraturen. Dele af romanen er derfor næsten hyperrealistisk i sin detaljerigdom; der zoomes ind på alt småt – på faderens måde at smøre madder på. På fodboldtræning. På hver enkelt af Karl Oves klassekammerater. På, hvordan græs lugter. På, hvor i kroppen angst for en tyrannisk far sætter sig.

I beskrivelsen af tiden efter din fars død gør du og din bror rent. I gør rent, og I gør rent, og I bliver ved med at gøre rent. Side efter side. Hvad sker der dér?

»Ja, det er i hvert fald ikke en metafor for noget!«, siger Karl Ove Knausgård og ler tørt.

»Litterært set er det spændende, netop fordi man beskriver noget, som ikke plejer at blive beskrevet. Det var præcis udgangspunktet for romanen – at jeg ville beskrive det hverdagsagtige, alt det, som sædvanligvis er ulitterært. På den måde forsøger bogen at besværge den virkelige verden. Vi lever så sjældent her og nu, men ved at beskrive den faktiske fysiske verden kommer denne her og nu-følelse frem i meget stor grad«.

Det besynderlige er imidlertid, at selv om Karl Ove Knausgård skriver om virkelige – og meget private – hændelser, oplever mange læsere af hans bog, at den, de læser om, er dem selv. Til arrangementet på Forfatterskolen introducerede rektor Pablo Henrik Llambias da også Karl Ove Knausgård ved at sige, at han genkender sin egen tilværelse i Knausgårds.

LÆS ANMELDELSE Norsk narcissisme giver den fuld skrue

»Det er den reaktion, jeg oftest får«, siger forfatteren og vrider noget mere kaffe ud af termokanden.

Hvorfor tror du, folk har den oplevelse?

»Det har jeg tænkt en del på. Der var en kvinde, der sagde til mig, at da hun læste bogen, var det som at være inde i hendes eget hoved. Jeg tror, at hvis du ser bort fra vores psykologiske og sociale særegenheder, er følelsen af at eksistere ens for alle«.

Her ville Jeppe Brixvold sige, at en biografisk bog netop kun handler om én person. Og at kunsten i stedet bør handle om de helt overordnede spørgsmål i livet. Hvad tænker du om det?

»Men der findes netop masser af almenmenneskelige aspekter i min bog. Hele verden strømmer jo igennem et enkelt individ! Jeg tror, at 98 procent af os er kultur og 2 procent er idiosynkrasi. Romanens første bog er vældig præget af netop dette. Den beskriver en karakter, der er gennemblæst af verden«.

Karl Ove Knausgård stopper op.

»Kan vi gå udenfor og tage en smøg?«.

Judaslitteratur
Det gør vi så.

Han ryger cigaretten helt i bund, så ilden tager fat i filteret, mens han fortæller om, hvordan hans beskrivelse af virkeligheden også har ændret virkeligheden.

I dag har han ingen kontakt med sin familie på faderens side. Da ’Min kamp 1’ lå færdig, sendte Karl Ove Knausgård manuskriptet til alle, han omtaler i bogen.

Familien mente, at den tilsølede faderens minde og ville ikke have den udgivet. Karl Ove Knausgård ændrede deres navne. Men fik den udgivet alligevel.

»Da jeg fik deres reaktioner på manuskriptet, var det forfærdeligt. Jeg havde en lang periode, hvor jeg virkelig kæmpede med mig selv. Men jeg kom frem til konklusionen, at jeg gerne måtte få den udgivet«.

Kan det retfærdiggøres?

»Ja«.

Hvordan?

»Den eneste, jeg har beskrevet så indgående og skånselsløst, er min afdøde far«.

Men han er jo deres bror og onkel og ...

»Javist. Men han er min far. Jeg må have ret til at skrive om ham, akkurat som jeg oplevede ham. Hvis ikke jeg kan det, kan jeg ikke være forfatter. For det er mit stof. Men konsekvensen er forfærdelig«.

I dag læser advokater ham over skulderen
Kort efter at ’Min kamp 1’ udkom, indrykkede 14 anonyme familiemedlemmer et læserbrev i avisen Klassekampen, hvor de kaldte bogen for »Judaslitteratur«.

Og den slags kan man ikke bare glemme.

Heller ikke selv om man er forfatter. Og heller ikke selv om man som Knausgård har en nærmest »autistisk kapacitet« til at lukke alle stormene – al hurlumhejet og alle overskrifterne – ude af hovedet, når man arbejder.

Derfor har skriveprocessen ændret sig fra dengang, han sad helt mutters og skrev romanens to første bind.

LÆS OGSÅNorsk wonder boy er en våd anmelderdrøm

I dag læser advokater ham over skulderen.

Og bind 5, som er afleveret til forlaget, og bind 6, som han nu skriver på, er ikke skrevet helt så knusende ligefremt, som 1’eren og 2’eren blev.

Ville det have gjort romanen bedre, hvis du havde skrevet alle seks bind fra starten?

»Det er et utrolig vanskeligt spørgsmål, for hvad er bedre?«.

Ærligere? Sandere?

»Den ville have været mere brutal. Men jeg ved ikke, om den var blevet bedre. For noget af det mest interessante ved projektet er jo, at det er blevet en slags performancekunst«, siger han – og tilføjer et lidt undskyldende grin, som om han egentlig ikke bryder sig om at iscenesætte sig selv.

»Bogen udgives, redigeres, skrives og promoveres på samme tid. Og på den vis får den sit helt eget liv. Men ja – jeg har fjernet mig fra mit udgangspunkt. At skrive så oprigtigt som overhovedet muligt«.

Alligevel handler romanens sidste bind stadig om virkeligheden, sådan som den tager sig ud fra indersiden af Knausgårds hoved.

I bind 6 vil forfatteren trække handlingen helt op til sit liv i dag – og dermed beskrive den voldsomme ståhej, han blev kastet ud i, da nordmænd i tusindtal begyndte at læse romanens første bind.

Nutiden får en stemme i bogen. Selv aftenen på Forfatterskolen kan risikere at dukke op. Med bandende danskere og en tavs nordmand midt i rummet.

Karl Ove Kanusgård prikker en cigaret ud af pakken:

»Jeg følte mig temmelig forsvarsløs«.

Du så i hvert fald lidt fortabt ud.

»Ja«, siger han. »Det kunne jeg levende forestille mig«.