»Jeg drømte mig en drøm og så en by ubesejret, af resten af verdens angreb; jeg drømte, at det var den nye Vennernes By«.

Sådan skrev Walt Whitman, og det er med de storladne ord, den up-and-coming jurist og forfatter Joseph O’Neill indleder sit epos om livet i New York efter 9/11, om et ægteskabs forlis og om et spøjst venskabs opståen.

I ’Netherland’ opretter O’Neill en fortællende ramme i 2006, hvorfra hans hovedperson, aktieanalytikeren Hans van den Broek, kan bevæge sig frem og tilbage i erindringens fortalte lag.

Tilbage til 1998, hvor han med sin viv Rachel fra London ankommer til New York; til 1999, hvor deres søn Jake bliver født; til 2000, hvor hans hollandske mor dør; til katastrofen 11. september 2001, der hensætter det meste af USA og især New York i en tilstand af kollektivt chok; til skilsmissen fra Rachel i 2002; til mødet med manden fra Trinidad, den naturaliserede amerikaner Chuck Ramkisoon, der er besat af cricket og business af forskellig, uklar art; og endelig tilbage i erindringen til lange strejftog i barndommens og ungdommens opvækst i Haag.

Det er i kraft af denne fortællekonstruktion, hvor vi i fortalt tid befinder os med den lille genforenede kernefamilie i London i 2006, og hvor vi erfarer, at Chuck er blevet fundet myrdet i USA, at O’Neill kan iværksætte sit komplicerede og raffinerede maskineri af en roman.

Kulturmøde i cricket
Men dertil kommer, at O’Neill også opretter en dobbeltscene; en scene fordelt mellem den relativt lykkelige barndom (trods det, at hans fader døde, da han var to år) i Holland, og den tilsvarende glade tid i London, inden han tog til New York.

Og så heroverfor den tvedelte katastrofe, der rammer ham i New York: terrorangrebet, der forplanter sig i hans inderste kerne i form af Rachels ønske om skilsmisse; Rachel tager Jake med sig tilbage til England, og i tiden efter går Hans van den Broek rundt i en sorgfyldt tåge i en by, der til overflod også er traumatiseret.

Det er i denne dybe krisetilstand, han møder Chuck Ramkisoon. Mødet opstår overhovedet, fordi Hans genoptager sit cricketspil, og Chuck er dommer i en af kampene.

Og det introducerer en anden vigtig linje i romanens rum – nemlig mellem imperiemagten USA og hele den tætte underskov af postkoloniale subjekter, der befinder sig i landet; cricket er jo notorisk en komisk sportsgren i USA, men dens lidenskabelige udøvere viser sig at komme fra Indien, Pakistan, Trinidad, ja hele den anden og tredje verden, som også nationen Holland en stund undertrykte.

Tæt vævet
Chuck og Hans indleder et usandsynligt venskab; usandsynligt, fordi Hans er en hvid mand, en privilegeret, velhavende yuppie, og den etniske Chuck kommer udefra og lever et liv i byens skyggeregioner. I krisetiden 2002-2004 kommer de imidlertid tæt på hinanden – en tid, hvor Hans også pendler over Atlanten for at bibeholde kontakten til sin søn.

Far-søn-forholdet er en tredje, stærk linje i romanen. Hans’ far døde, inden han overhovedet kunne erindre ham; og Hans kæmper for at få mulighed for at blive en synlig og kærlig far for sin egen søn; og det viser sig, at Chuck også har et egenartet forhold til sin far. Etc.

Vi har med andre ord at gøre med en righoldig og tæt vævet roman, hvor vi med hovedpersonen og fortælleren Hans van den Broek kommer dybt ind i erindringens lag af smerte og glæde, og også langt ind i traumets sår, det sår, som ramte USA, og de sår, som Hans selv bærer rundt på.

Hæderkroning med forbehold
Romanen kommer voldsomt berømmet til Danmark. New York Times (hvis anmelderstandard er blevet forbavsende ringe de sidste fem-ti år), Jonathan Safran Foer, The New Yorker, alle dynger de romanen til i roser, ligesom O’Neill med denne sin tredje roman modtog PEN/Faulkner Award.

Umiddelbart er jeg selv en anelse forbeholden. Det skyldes, mistænker jeg, to ting.

Dels, at romanen på en sær måde virker lidt for ’romanagtigt’ rigtig, som om det er lige præcis sådan, man skal snedkerere en Stor Roman, hvor vi har for eksempel John Irving, Doctorow, Don de Lillo og Philip Roth som stjerner og forbilleder rundt om.

Og dels, at oversættelsen ikke forekommer ideel; mortified er blevet til anglicismen mortificeret i stedet for det mere mundrette ydmyget eller skamfuld, talk shit er meget bogstaveligt blevet til snakke lort i stedet for at ævle eller vrøvle for eksempel.

Mine forbehold ville muligvis opløse sig helt ved mødet med den engelsksprogede original? Det er langtfra usandsynligt, men lige nu kan vi kun tildele fire bankende hjerter, som må vente på den engelske original for at kunne blive til de fem, ’Netherland’ måske fortjener.