Den sætning er usand, som siger, at nissen flytter med. Ganske vist slæber vi vores balstyrige personlighed med os fra sted til sted, men her må vi ikke glemme det, der hedder genius loci, eller stedets ånd.

Byen er en imaginær arkitekturmaskine, der producerer livsomstændigheder og skæbner. Drømme og erindringer, håb og frygt, er lige så meget en del af byens topografi som mursten, vejskilte og støbejern.

Den imaginære by
Som sted vil byen derfor have sin egen og egensindige kraft, en træg kraft, der skubber det forfjamskede subjekt lidt ud til siden. Derfor er det langtfra ligegyldigt, hvilken by vi bor i, og da slet ikke hvilken imaginær by vi bebor.

Romanen er nu interessant som det sted, hvor den virkelige og den imaginære by krydser klinger og gnistrer op mod hinanden. Og i det forrige århundrede modtog vi en mængde store romaner, der alle undersøgte byens eksakte, demografiske og magiske egenskaber: Robert Musils Wien, Rilkes Paris, Joyces Dublin, Tom Kristensens København, Borges’ Buenos Aires, Don de Lillos New York.

LÆS OGSÅ Don DeLillo: Hvis en roman banker på, skal jeg nok skrive den

Men på denne sommerdag skal vi et andet sted hen, nemlig til Rusland, og mere præcist til det førrevolutionære Ruslands Sankt Petersborg.

Byen som fortællingens subjekt
Allerede længe før Andrej Belyj (1880-1934) skrev sit køligt sublime mesterværk ’Petersborg’, var byen et litterært fatamorgana: ved Dostojevskijs og Gogols mellemkomst var vi dybt nedsunket i de hvide nætters tågede slør, mens vi vandrede langs med Nevskij Prospekts (hovedstrøget i Petersborg, red) snorlige linjer.

Men Belyj gjorde noget afgørende nyt, og det små ni år før Joyce med sin mammutbedrift udførte noget lignende; nemlig at lade selve byen blive subjekt for en fortælling.

Hovedpersonen i ’Petersborg’ er, som titlen antyder, Petersborg. Og de tre poler, mellem hvilke den meget russiske fortælling flintrer, er bureaukrati, revolution og kærlighed.

Vi har den gamle, magtfulde senator Apollon Apollonovitj Ableukhov: »Vor senator var netop fyldt otteogtres; og hans ansigt, der var blegt, mindede både om gråligt trækpapir (i højtidelige øjeblikke) og om papmaché (i ledige timer); de stenhårde senatorøjne, omgivet af sortgrønne hulninger, kom i trætte stunder til at se endnu mere blå og kolossale ud«.

Vi har hans unge forkælede søn Nikolaj, der arbejder på en neokantiansk afhandling, og hans bortrømte, yngre hustru Anna Petrovna. Nikolaj plejer omgang med anarkistiske og revolutionære kræfter i byens ungdom og nødes af dem til at plante en bombe i sin faders arbejdsværelse.

Et familiedram og et politisk drama
Forholdet mellem far og søn er køligt, særligt efter moderens flugt med en italiensk herre. Bomben anbringes i en sardindåse, som den hjemmeboende Nikolaj distræt efterlader i sit eget studie – og som faderen dernæst i uhyrlig distraktion selv fragter til sit arbejdsværelse!

I treenigheden fader-søn-moder sker der dernæst overraskende ting. Men humlen er, at alt på mystisk vis løser sig – dog ikke for Rusland, der kort efter gennemrystes af den politiske terrorismes nederdrægtighed. Byen er med andre ord scene for et drama – et familiedrama og et politisk drama.

Et uendeligt fluktuerende prospekt
Men Petersborg er her mere end blot statisk scene. I romanens begyndelse sidder senatoren på vej mod kontoret i sin sortlakerede terning af en karet og betragter Nevskij Prospekt, og bag ved dette tableau de nærliggende øer, hvor de fattige og underprivilegerede bor i et syndigt rod af gyder og krogede stræder; senatoren afskyr slummens rod og elsker prospektets geometriske form: »Næst efter linjen var den figur, der af alle symmetrier beroligede ham mest, kvadratet«.

Derfor drømmer senatoren om, at prospektets arkitektonisk lige form langsomt breder sig ud over byen, verden, ja hele universet: »et net af parallelle prospekter, gennemskåret af et net af prospekter, skulle brede sig over verdens afgrunde i flader af kvadrater og terninger«.

LÆS OGSÅ Hvad læser russerne?

Men problemet er, at som i kærligheden har det geometriske en tendens til at opløse sig i mystisk vildnis. Fortælleren griber ind: »Der findes en uendelighed af travle prospekter med en uendelighed af travle spøgelser, der skærer hinanden. Hele Petersborg er et uendeligt prospekt, opløftet til n’te potens. Bag ved Petersborg findes der ingenting«.

Potemkin-kulissen truer drømmen om orden og kontrol. Belyj, hvis fader var matematikprofessor, og Belyj, der kendte intimt til geometri, var også dybt mistænksom over for den længsel mod orden og kontrol, der behersker geometrien. Derfor udvider byen Petersborg sig i Belyjs roman langsomt fra at være et roligt punkt og en geodætisk afgrænset form til at blive matrice for en truende opløsning i n’te potens.

Formløse sværme
Administrationsapparatet, tsardømmet, senatorens egen gravagtige husholdning med den fraværende hustru og den distancerede søn, alt er på nippet til at blive hvirvlet ud i fantasmagorisk vold, turbulens og død: fra opstandene i 1905 til oktoberrevolutionen i 1917, der banede vej for Stalins rædselsregime.

Idet senatoren skumpler af sted i sin blanklakerede karet-terning, ser han pludselig udenfor, i pøblens mængde, et par øjne: »men øjnene udtrykte noget utilstedeligt, de genkendte senatoren; og da de genkendte ham, lyste de af raseri og udvidede sig, skinnende og funklende«.

Den smitte, som videregives fra manden i mængden (der er den bekendte, der senere vil overlevere en bombe til Nikolaj), borer sig straks ind i senatorens legeme, hvor den vækker genklang, idet han lider af et forstørret hjerte: »I sværme af smudsig røg, kastet tilbage mod karetens væg, så han hele tiden det samme for sig; hans hjerte hamrede og videde sig ud; og i hans bryst fødtes der en fornemmelse af en ildrød kugle, parat til at briste i stumper og stykker«.

Her er det geometrisk ordnede univers, og byen med lige parallellinjer, endegyldigt svækket og trængt tilbage af de formløse »sværme af smudsig røg«, ligesom stjernehimlens klart glimtende punkter er forvandlet til bristefærdige, ildrøde bomber.

Summen af drømme og erindringer
Det er med en stor omsorg for sine håbløse mennesker og en fint usentimental humor, Belyj beskriver, hvorledes byen og bogen krydser ind over hinanden og bliver uskelnelige. Petersborg er naturligvis Petersborg; men den er også en litterær konstruktion, et drømmebillede, der for russerne og for os andre ikke kan adskilles fra byen i sig selv. Ligesom bogen er en rumligt ordnet komposition, hvor skæbner og livsforløb flettes ind i og går uden om hinanden, er byen utænkelig uden sit præg af det imaginære.

Byen er aldrig blot sten og cement; den har altid i sig et uudryddeligt overskud, som er summen af alle de drømme, erindringer og forestillinger, den giver rum til og er stedet for. Derfor er byen allerede en bog – som Marco Polo anede i Italo Calvinos ’Usynlige byer’; og bogen allerede en hel by af gyder, veje, alleer, boulevarder og prospekter.

LÆS OGSÅ Gode gentagelser

’Petersborg’ ender dog ikke med en by, men med en blindgyde. I 1913 har Nikolaj Apollonovitj forladt Rusland og er blevet egyptolog og forsker på museet i Bulaq, en del af den mytiske metropol Kairo.

På afstand af rystelserne fra alle de hjemlige katastrofer, og på tærsklen til Første Verdenskrig, der bryder ud året efter, sidder Nikolaj og betragter Sfinksens enorme, tavse hoved og tænker: »Kulturen er et forvitrende hoved; alting er dødt i det; intet er tilbage; der vil ske en eksplosion – og alt fejes bort«. Og det blev det, men tilbage står dog stadig byen Petersborg og ikke mindst romanen af samme navn.