Kernen i historien er en banal, men tragisk ulykke med en understrøm af nagende tvivl: Hovedpersonen Miles og hans halvbror Bobby går en dag langs en hovedvej. De er midt i et skænderi, da Miles skubber til Bobby, som bliver påkørt og dræbt.

Tvivlen: Var det virkelig et uheld, eller lå der bag skubbet et had til broderen og bag det igen et ønske om at slå ham ihjel?

Det er kernen eller snarere det lange spor i Paul Austers roman med forgreninger op og ned og ud til alle sider. Miles, den begavede og reelle dreng, trækker sig tilbage fra verden. Han optager den døde bror i sig, hans råhed, vrede og selvdestruktion.

Den lange hjemrejse
I en senere fase stikker Miles af. Forsvinder fra sin gamle verden, forældre og stedforældre, det kultiverede New York og det blaserte Hollywood, der var hans hjem, men som han ikke længere følte sig hjemme i eller ikke mere kunne skræve mellem.

For så at dukke op i en anden, snart det ene sted, snart det andet, beskæftiget med skiftende småjob. Inden han efter syv lange og omflakkende år af bodsgang og glemsel pludselig møder den unge Pilar og forelsker sig i hende – brændende og beslutsomt.

Det sidste er romanens andet vendepunkt og begyndelsen til hans lange hjemrejse.

Lige ud ad highwayen
Paul Austers nye roman adskiller sig nok på nogle punkter fra den typiske Austerroman. Her er ingen gåder, ingen dybere filosoferen eller fortællemæssige og kompositoriske snurrigheder. Det er tilsyneladende mere lige ud ad highwayen, mere Richard Ford, mere Philip Roth. Og samtidig er den ét langt ekko af Auster og hans motiver.

LÆS OGSÅ Auster er tilbage i fin form

Forholdet mellem fædre og deres sønner er et af dem. Tilfældighederne, begivenhedernes ejendommelige sammenfald og hinanden krydsende spor, er et andet.

Den nøgne, i faser svagt melankolske registrering af ting, steder, mennesker og de mærker, tidens gang sætter i dem, et tredje. Samfundets og USA’s langsomt fremadskridende historie tæt sammenvævet med den litterære fortælling et fjerde.

Brændpunkter
Det får for alvor og på smuk vis lov at udfolde sig i romanens sidste to tredjedele. Det er her, vi når til Sunset Park, et beboelseskvarter i Brooklyn, New York, for en del beboet af folk alle steder fra, for en anden del tømt for liv og mennesker på grund af bolig- og finanskrise og krise i al almindelighed.

Og nu – for et af husenes vedkommende – overtaget af Miles og sådan nogle som ham, i alt fire-fem indtrængere, en slags samfundets løsdele, der slår sig ned på tomten og gør det til deres sted.

I den del åbner romanen sig. Vi får personernes historie kapitel for kapitel og derigennem dem alle sammen på skift indefra og udefra. I en vekslende rytme mellem det store panorama af løbende begivenheder og tætte sceniske fremstillinger. Brændpunkter i deres historie om at kikse og fare vild.

USA’s historie
Det perspektiv omfatter også forældrene, forlæggerfaderen fra New York, der balancerer mellem kærligheden til sin kone og sin genopdukkede søn, og skuespillermoderen fra Hollywood, der efter en lang tur gennem forfængelighedens blomstrende haver er faldet til ro med sin nye mand og sin kunst.

Hun spiller betegnende nok og med stort engagement den trinde Winnie, der i Becketts klassiske stykke fornøjet og forestillingen igennem sidder i lort til lidt over livet.

Endelig åbner romanen sig mod USA’s historie, især i et langt kig ned mod Anden Verdenskrig og de hjemvendte soldater, ramponerede indvendig og udvendig, fremmede for sig selv, fremmede for andre.

Stort i formatet
Den parallel er trukket hårdt op, men beskrevet nænsomt og snarere som en stemning og en lang refleksion end som en dom over eller et forenklet signalement af romanens nutid.

Det gælder i det hele taget romanens præg af kulturel undergangs- og aftenfortælling. Man mærker hensigten, man kan slet ikke lade være. Man aner også flere af de store grundfortællinger fra Kain og Abel over Odysseus til J.D. Salingers Holden Caulfield. Og bliver lidt urolig.

Det er tykt, stort i formatet, nogle steder næsten messende. Men det er også bevægende og virker som en rimelig undersøgelse af de lange spor, fortællingen trækker, og virker sandt.

Umiskendeligt en Paul Auster
^ Det sidste skyldes ikke mindst stilen, tror jeg, den nidkære opremsning af detaljer, tings og personers navne, begivenheder, underlige sammenfald, hele den realistiske fremstillings grundighed.

Vi kan komme højt op, helt op i symbolernes øverste skydække, men der er hele tiden en forbindelse tilbage til det konkrete, til en eller andens onkel, til en eller anden utrolig baseballkamp, til udrangerede tyggegummiautomater og telefoner med drejeskive.

Også på den måde er romanen umiskendeligt en Paul Auster og helt på højde med ham og med resten af det store forfatterskab.