I1970’erne var litteraturen kendt for politiske statements og bidende samfundskritik.

1980’erne og de tidligere 90’ere vel nærmest det modsatte, tag for eksempel Søren Ulrik Thomsens korte digt fra 1982, der i al sin enkelhed lyder:

»Ikke hælde virkeligheden på digte/ ikke hælde digte på virkeligheden/ bare skrive digte/ virkelige digte«.

LÆS OGSÅ Det læser Per Stig Møller

Det var dengang, men hvordan ser det ud i dag?

Politiken har talt med eksperter inden for to af tidens populære genrer, den realistiske prosa (såsom Jakob Ejersbo og Ida Jessen) og kriminalromanen, om der kan spores politiske tendenser i den danske litteratur.

Værner om det litterære
Marianne Stidsen forsker bl.a. i nyere dansk realistisk litteratur ved Københavns Universitet.

Hun kan godt se politiske tematiseringer i samtidslitteraturen, men advarer mod at læse partipolitik ind i bøgerne:

»De yngre forfattere – Jan Sonnergaard, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, nu afdøde Jakob Ejersbo osv. – er meget indirekte i deres behandling af de politiske spørgsmål. De har lært af 1970’erne, hvor mange forfattere tabte det litterære på gulvet i deres bestræbelser på at følge ideologiske overbevisninger. Den fejl begår de ikke i dag«.

LÆS OGSÅ Det læser Ole Sohn

Snarere end at forholde sig til bestemte politiske dagsordner mener Stidsen, at forfatterne beskriver menneskers liv inden for de rammer, det givne politiske samfund udstikker.

»Jan Sonnergaard skrev med novellesamlingen ’Radiator’ fra 1997 litteraturen tilbage i samfundsdebatten efter 1980’erne og de tidlige 1990’eres meget indadvendte litteratur. Novellerne beskriver et nyt klassesamfund, hvor middelklassen er ekspanderet så voldsomt, at vi nemt kommer til at overse den minimerede underklasse«.

»En klasse, der ikke længere udgøres af arbejderne, men overførselsindkomstmodtagere, asylansøgere og andre grupper, der falder uden for det samfundsbevarende system. Her tager Sonnergaard ikke stilling til den konkrete partipolitik, men de sociale forhold, mennesker lever under som følge af tidens politiske trends«.

Ikke politiske ærinder
Men er det en generel tendens? Ældre forfattere som Carsten Jensen og Ib Michael er vel mindst lige så politiske, som man var i 70’erne?

»Nej. En afgørende forskel er, at deres litteratur ikke går politiske ærinder. Når Carsten Jensen blander sig i samfundsdebatten, sker det i essays og interview, ikke i den skønlitterære produktion. Og så forholder de sig altså langt mere nuanceret til de politiske spørgsmål«.

LÆS OGSÅ Det læser Helle Thorning-Schmidt

»Tag Jens Christian Grøndahl, der i begyndelsen af Irakkrigen skrev artikler, der bekræftede krigens nødvendighed, men efterhånden begyndte ikke bare at se anderledes på krigen, men også sin egen rolle som forfatter og meningsdanner«.

»I et tankevækkende – og godt – essay fra samlingen ’Tre skridt tilbage’, fra 2007, sætter han spørgsmålstegn ved forfatteren som direkte stillingtager i politiske anliggender. Det vidner altså om en nuanceret tilgang, hvor man ikke bare blindt overtager partisynspunkter«.

Ikke et enkeltindivid
Det var den realistiske prosa så vidt, men hvad med den anden storsællert, krimien? Vi har allieret os med lektor og krimianmelder Bo Tao Michaëlis, der ser en klar socialpolitisk parallel mellem den skandinaviske krimi og velfærdsstatens udvikling:

»Krimigenren udspringer fra detektivromanen, der beskriver det geniale enkeltindivid, som alene opsporer og indfanger forbryderen. Den model gjorde det svenske krimiægtepar Sjöwall og Wahlöö op med i 1960’erne og 1970’erne i deres krimier om Martin Beck. Her er problemløseren ikke længere et enkeltindivid, men en gruppe politifolk, der sammen lægger brikkerne til gådens løsning«.

Den udvikling ser man også i amerikanske 1950’er-krimier, men hvor amerikanernes politikorps fremstår som hårdkogte »urban cowboys«, der bekæmper underverdenens barbari med maskulin vold og magt, menneskeliggør Sjöwall og Wahlöö deres helte.

Velfærdens helte
»De skandinaviserer politikorpset med alt, hvad det indebærer. Kvinderne gøres til del af opklaringen, og der samarbejdes internt på afdelingen på demokratisk vis, mellem figurer vi genkender fra vores eget arbejdsliv«.

»Tag eksempelvis Sara Blædels storbykvinde Louise Rick eller Jens Henrik Jensens gæve Fanøpige Nina Portland: De er kvinder, indgår i genkendelige arbejdsfællesskaber med politikollegerne, derhjemme lever de almindelige liv i henholdsvis København og Esbjerg, med kæresteproblemer, og hvad der ellers hører livet til, når man er i midten af 30’erne. Det er denne hverdagsliggørelse og demokratisering af politiarbejdet, der kendetegner den skandinaviske krimi«.

LÆS OGSÅ Det læser Simon Emil Ammitzbøll

Hvordan bliver det politisk?

»Hvor krimiens lov og ret tidligere defineredes på mere private præmisser – gennem den individuelle selvtægtshelt – sker det nu på socialstatens. Det demokratiske korps arbejder på velfærdssamfundets betingelser, hvilket jo passer som hånd i handske med den socialdemokratiske velfærdstankegang, vi skandinaver kommer af. Også forbryderne stemmer overens med velfærdssamfundets idegrundlag«.

»Der er ingen, der er egentlig onde. Morderne er blevet, som de er, fordi de har siddet skævt på potten og har haft en elendig barndom. Ondskab kommer af dårlige sociale kår, der kan forklare de morderiske handlinger. Man bliver ond af livets omstændigheder. Det ligger meget tæt op ad den skandinaviske socialrealistiske opfattelse af mennesket som produkt af arv og miljø«.

Konkurrence
I den realistiske prosa mener Marianne Stidsen på den anden side, at velfærdssamfundet er ved at være passé. Her er det i højere grad konkurrencesamfundet, der beskrives:

»Tag for eksempel Katrine Marie Guldagers novellesamling ’København’ fra 2004. Her skildres livet i en storby, hvor selvtilstrækkeligheden og konkurrencementaliteten er blevet den stærkeste sociale motor. De mellemmenneskelige relationer er præget af kulde, ligegyldighed og en kynisk brug og smid væk-holdning«.

LÆS OGSÅ Det læser Anne Marie Geisler Andersen

»Således er den fattige bums, som en af personerne møder på Nørreport Station, blot ’i vejen’; noget, man kan blive irriteret over – på samme måde som man kan blive irriteret over en plet på sit nye tørklæde. Det er en verden, hvor det, vi kan kalde de civilisatoriske lag af det menneskelige, dvs. humanistisk etik og medmenneskelig solidaritet, er helt og aldeles skrællet væk. Tilbage er kun den rene darwinisme«.

Globalisering
Globaliseringen er ifølge Stidsen en anden faktor, der begynder at spille ind i den danske litteratur.

»I Jakob Ejersbos Afrikatrilogi fra 2009 udvides den sociale omverden til også at omfatte den såkaldte tredje verden, nemlig det afrikanske kontinent. Trilogien stiller bl.a. skarpt på den forfejlede udviklingsbistand i 1970’erne og 1980’erne«.

LÆS OGSÅ Jacob Ejersbo skrev om det virkelige Afrika

»Men først og fremmest stiller den skarpt på en række individuelle menneskeskæbner, fra den privilegerede hvide dreng, Christian, der må sande, at hans ambitioner om at skabe sig en tilværelse ved siden af og sammen med den afrikanske lokalbefolkning slår fejl, til den afrikanske pige Rachel, der hver dag må kæmpe en umenneskelig kamp for blot at overleve. I ingen anden samtidsroman får vi et så rystende billede af, hvad fattigdom er, og ikke mindst, hvordan vi i Vesten bidrager til denne«.

Skandinavisk biedermeier
Nye samfundsformer eller ej, så er der visse debatter, der aldrig forældes, og ikke mindst værdier, der varer ved. Bo Tao Michaëlis:

»I gamle dage havde vi en mainstream skønlitteratur, der tog hverdagsproblemerne op til debat: Hvad sker der, når man får børn, bliver gift, skilt, ungerne ryger på stoffer osv. Den hverdagsdebatterende form er nu blevet krimiens domæne«.

»Dagens krimihelte har problemer med kæresten, skal hente Oskar i børnehaven klokken 5 og bekymrer sig om vægt og rygning. Politikorpset gøres til spejlbillede på det almindelige danske middelklasseliv med de problematikker, der følger heraf. Det interessante ud fra et politisk perspektiv er det konservative sigte, alle krimierne har på kernefamilien. Problemerne – både blandt helte og skurke – bunder i brud med den traditionelle familiestruktur«.

LÆS OGSÅ Dommedagsuret tikker hos Sonnergaard

»På den måde ligger den moderne krimi i direkte forlængelse af den klassiske biedermeiertradition, hvor lykken findes i familiens skød. Og så er vi vel igen tilbage ved velfærdens middelklasseværdier«.