Det er en krævende genre, prosadigtet, opfundet af Theofrast omtrent 400 f.Kr., og nyligst genopfundet af Charles Baudelaire i det nittende århundredes 'Parisisk spleen' - og nu kommer så Carsten René Nielsen (f. 1966) anstigende med sit batteri af slagsen; og de er gode, forbandet gode:

Der er tale om en sides afsæt i nøjagtigt enogfyrre forskellige dyr, hvor prosadigtets på skift nøgterne og muntre og beklemte stemme vrider og drejer pointer ud gennem dyretragtens scherfigske jungle.

Her er hasselmus og blæksprutter, høner og okapier, hummere og gåsegribbe, murmeldyr og zebraer.

Konens overskæg
Og så er der et fint lille citat fra Horats: »Vil digteren forunderliggøre et stof, der er ganske naturligt, bliver resultatet: Delfiner i skoven og vildsvin i havet«.

Og som sagt så gjort, og med stor humor.

Under 'Ræv' hører vi f.eks. om manden på fjerrenseriet, der en dag får indleveret en ræv med en tårnfalks fjerdragt - og på sådanne dage fortvivlet drømmer om at sige jobbet op.

Kun tanken på konen og de to børn derhjemme afholder ham fra at bryde ud, han tager fotoet af dem frem og betragter det: »Det giver en vis trøst, selv om der er nogen, der har tegnet overskæg på dem alle tre«.

Humor med pokerfjæs
Sådan løber der en uforklaret, let humor med pokerfjæs gennem de fleste prosadigte - suppleret med en grotesk-underfundig sans for pudseløjerlige scenarier og tableauer, f.eks. som her om operaen, hvor folk leviterer under opførelsen, og den poetiske stemme udtaler at:

»Højder er ikke noget for mig. Så hellere et par runders løb i skoven efter den okapi, der ellers var sat til at græsse i orkestergraven«.

Andre steder finder man helt Kafka-agtige sætninger som denne: »Den, som tror at have regnet den ud, kommer ikke sjældent til at lege for meget med musene«. En lovende appetitvækker på resten!

Vand i løvens øre
Eller tankevækkende spørgsmål rejses retorisk: »Hvem andre end gribbe interesserer sig for, hvor længe man kan holde vejret i et hus, hvor man ikke drikker vand?«. Nej vel, hvem andre?

Der er noget Seeberg og Buster Keaton og Storm P over mange af stykkerne, f.eks. det om løven, hvor løvetæmmeren tæmmer sin løve ved bogstaveligt at hælde vand i dens ører - der kan dog opstå problemer, hvis løven skal nyse, men: »Tricket er så at holde den for næsen, indtil vandet stiger op i dens øjne«.

Det nuttede forenes her med det surreale, men på en måde som hverken er rigtigt nuttet eller surreelt - men derimod en god del rené-nielsensk.

Fra Theofrast til Carsten René Nielsen er der - indrømmet - et langt stræk; men i henseende til humor og knap præcision inden for prosadigtets lille arena, er der en påfaldende bue henover de 2.400 år. Godt brølt, prosadigter.