BONDEALDEREN. Hans Otto Jørgensen skriver gulnede erindringer, der kontrasteres af en nutidig streg. - Foto: Tegning: Maria Wandel

Også anmeldt

Cilla Naumann: Sprængfarligt hjerte.

Oversat fra svensk af nanna Gyldenkærne. Høst, 124 sider, 169,95 kroner.

Mange forfattere drømmer om at kunne sige det hele i én sætning. Måske et enkelt ord! Eventyrfortæller Louis Jensen kan skrive en hel roman i hver af sine hundredvis af ’firkantede’ historier. De fylder sjældent mere end 50 ord og er mindre end en tændstikæske.

Af gode grunde nyder kortprosa skolernes bevågenhed. Måske derfor er der ikke så meget af den på det ’rigtige’ bogmarked.

Otte historier om Tom
Svenske Cilla Naumann fortæller otte gange om drengen Tom, der er 14 år. ’Sprængfarligt hjerte’ er otte nedslag i et almindeligt liv med vægt på opmærksomheden. Tom er et fyrtårn, der gennemlyser situationer og bliver en smule klogere hver gang.

Han er en god iagttager. Om mors brune taske tænker han, at »man altid kan se på den, om hun er glad, vred eller ked af det«. Nogle gange »hænger den trist på hendes ryg«.

Her er otte øjeblikke, som kan passere ubemærket eller ændre livet for altid. Sådan går det for Anna og Miriam under sommerhusfesten, da børnene finder pigernes far oven på en dame, der ikke er deres mor. Tom er fanget i sin bane lige på de rigtige tidspunkter, hvor forbindelsen går både bagud og fremad.

Tom kan fornemme børn og barnlige sjæle. Det bliver måske hans sidste job som babysitter, men det er formidabelt, hvordan han besejrer tvillingerne Lukas og Leo.

En særlig smuk novelle hedder ’Rut’ og handler om en retarderet pige i familien, som besøger Toms familie én gang om året. Tom og hans storebror gynger med hende hen over en dyb kløft, så hun skriger og griner og vil have mere. Som (næsten) altid kommer de voksne og spolerer legen.

Cilla Naumann skriver i et indtrængende tonefald, som om det er virkelig vigtigt at fornemme Toms angst, når han skal cykle hjem i mørke. Eller sorgen over at miste en kær ven i sommerlandet. Ikke alle historier er lige nemme at gå til, men der er en sjælden klarhed og intensitet over de bedste af dem. Ikke mindst den om Rut.

En god gang oldtidskundskab
Alt efter temperament kan man se Hans Otto Jørgensens ’De gule føl’ som en god gang oldtidskundskab eller som en kriblende, spændingsfyldt neddykning til et folk, som ikke er her mere. Bondefolket!

Bogen har undertitlen ’ulykkeshistorier for børn’. Tidligere på året kom ’Vand, blod, tis og maskiner’, der også er en række korte beretninger fra mulden og omegn. Originalt og personligt illustreret af Maria Wandel.

Man kniber sig i armen over at deltage i fortælledrengens liv. Han har flere aldre i de tyve beretninger, men mest er han nok 6-7 år og meget modtagelig. Det kommer vi til! For først skal der måbes over, hvor farligt livet var, inden der kom institutioner og cykelhjelme.

På et tidspunkt binder drengen og hans bedstefar to stiger sammen, så de kan nå de otte meter op til tagrygningen, hvor de skal smøre vejrhanen. Senere vil drengen undersøge slagterens boltpistol. Uha!

Det er uheldsvangert nok at læse om, selv om man ikke lige ved, hvad en vejrhane eller en boltpistol er for noget. Nu kender vi også ko nummer 21 og ko nummer 69.

Vellykkede illustrationer
Hvert lille iagttagende erindringsglimt indledes med ’Det var dengang’. Den faste skikkelse i barndommen er bedstefar, der drømmer så dejligt og kalder hunden Vips for Sussi. Der er arbejdsom ro over familien. Så drengen har rig mulighed for at fundere og undre sig.

En historie fortæller om, hvad der skete, da drengen skulle passe sin lillesøster, mens de andre var i marken. Den har samme indsigt som i den om Rut.

Så mest er ’De gule føl’ en kort, men fyldestgørende og interessant beretning fra en tid med knirkende maskiner og store dyr. Fra Bondealderen. Maria Wandels illustrationer er stærkt nutidige og en vellykket kontrast til de gulnede erindringer. Det er nok en bog, som skal presses ned i læsernes hænder – med en boltpistol! – men det lønner sig.