»Der var engang, da jeg læste mange romaner, men det er jeg holdt op med, for bøger svarer aldrig til virkeligheden«. Det er en gammel dame, der siger sådan i Hanne Marie Svendsens roman 'Bølgernes skum'. Til en anden gammel dame, der tilmed er romanforfatter. Problemet med at fange virkeligheden, kondensere den til ord, er en af de metalitterære overvejelser, der indgår i romanen. Romanens klassiske træk - handling, orden, rækkefølge, årsagsforklaringer, betydning, alt det holder man måske op med at tro på, når man bliver gammel. Livet er, når alt kommer til alt, noget rod og i hvert fald ikke så sammenhængende, som den gammeldags romangenre foregiver. Også jeg har lagt mærke til, at der skal en del til for at få gamle mennesker til at interessere sig for romaner. Den moderne romans rod i form af sansninger, stemninger og associationer gider de heller ikke. De vil hellere læse historiske fremstillinger. Virkeligheden overdøver arbejdet Ikke desto mindre har Hanne Marie Svendsen nu igen skrevet en roman. Den består af to spor: en skildring af hendes jegfortællers liv igennem en september måned samt en indlagt roman, der vokser frem i denne periode. I lang tid har hun ikke kunnet skrive, for virkelighedens problemer overskygger fiktionsarbejdet. Hendes mand er netop ved at komme sig efter en alvorlig sygdom, og kælderen har været oversvømmet efter sommerens heftige regnskyl. Der skal ryddes op blandt et helt livs vandskadede papirer og ting. Der skal smides ud. LÆS OGSÅForfatter skriver noveller med hidsig sødme Men det skal historien om den unge Maryan så ikke. Maryan er fed som et bjerg som følge af både overspisning og overmedicinering for sin psykiske sygdom. Hun er gået i stå og bedøvet af sine piller og sin førtidspensionerede tilværelse. Hun er en Tornerose, som forfatteren skal have til at vågne op og få et liv i modsætning til det forlæg, forfatteren er gået ud fra, nemlig en avisartikel om en ung deprimeret kvinde, der døde af hjertestop på grund af medicinens bivirkninger.
Hun lader Maryan komme i forbindelse med to gamle ungdomsveninder, hun ellers har mistet kontakten med. Den ene, Regitze, er Snehvidepigen, singlekvinde og handlekraftig forsker, der undersøger bivirkninger ved psykofarmaka. Hun er på sporet af netop det præparat, Maryan fyldes med i overdoser. Den anden, Lisa, er Askepotpigen, der fik prinsen på den hvide hest i form af en tilværelse som forsørget husmor. Nu keder hun sig. Hende skal forfatteren også have til at vågne op. Kommentar til romanen selv Eventyrskabelonerne bruges som en morsom kommentar til den fortællingens grundform, der med sin orden og slutning stadig er indbygget i mange biografier og en del romaner. Anfører forfatteren, der er skeptisk også over for begrebet realisme, og som bl.a. citerer en af de tidlige danske romanforfattere, Meïr Goldschmidt, for ordene: »Det virkelige liv har en sendrægtighed, som romanen ikke tåler«. (Det udsagn er der så en del senere romanforfattere, der ikke har kunnet skrive under på, tænk bare på Joyce og Virginia Woolf ...). For denne forfatter - og det gælder både den fiktive og Hanne Marie Svendsen selv - drejer det sig ikke »kun om betydning, men også om rytme og klang«. Det sidste er hun betydelig mere optaget af, end hun er af sine romanpersoner, som forbliver skabeloner. Intensiteten ligger i skildringen af forfatteren, der registrerer alting omkring sig og skaber sprogbilleder ud af det. Mange båret af vand - hav, regn, skyer, bølger, skum. Som i titlen 'Bølgernes skum', der med sit indbyggede forgængelighedsmotiv anskuer livet som blot skum på bølgetoppen. LÆS OGSÅLivet i de små mellemrum Ilden er med som flammen, der betegner den livslange kærlighed. I 1962 skrev Hanne Marie Svendsen en teoretisk bog om romangenren, 'På rejse ind i romanen'. Hendes nye roman kan egentlig læses som en kommentar hertil, skrevet på et helt forfatterlivs afstand. I romanen lader hun sit forfatter-alter ego gå på museum sammen med familiens gamle tanter. De beundrer et billede af Anna Ancher, der har malet sin lille datter, der ligger på knæ foran sin seng og beder aftenbøn: »Se hvor smukt, det fromme lille barn«, sagde de og så appellerende på mig, der ikke var from. Nej, skriver Anna Ancher i et brev. »Det er kun som farve, jeg har ment noget dermed«. Rummelig Farver på lærredet, ord på papiret, sådan kan det oversættes. Rytme og klang. Hanne Marie Svendsen har hidtil udgivet 12 meget forskellige romaner. Også denne gang leger hun med en genre, der har vist sig særdeles overlevelsesdygtig, uanset hvor mange gange den er blevet erklæret død. Den kan rumme det meste i alle sine mangfoldige former. Også Hanne Marie Svendsens delikate sprog, vandbårne billeder og lette melankoli.
