At læse Hanne Marie Svendsens noveller 'Skysamleren' er som at træde ind i den forbudte eftermiddagssøvns fortumlede halvverden. Som at dingle rundt i virkelighedens små mellemrum vel vidende, at det muligvis er her, den vigtigste erkendelse om tilværelsen ligger, utilgængelig så snart øjnene åbnes og kroppen atter rejser sig i fornuftens hellige tjeneste. Morbid skønhed Magisk realisme har man også forsigtigt benævnt Svendsens fortællestil - eller en af dem, for sagen er jo, at forfatteren ikke er traditionalist, når der skal vælges farve og tykkelse til fortællingens tråde. Det kræver lidt omstillingsparathed fra læserens side, og det er ikke altid, den er besværet værd. I titelnovellen 'Skysamleren' - en spirituel sag om kreativitetens magt over totalitarismen - gungrer symbolikken eksempelvis for tungt gennem teksten, hvis man lige har fået viklet sig ud af en af de langt finere spind som de ultrakorte noveller 'Sommerfeber i sort-hvid' og 'Den sommer', små sitrende kvalme- og kærlighedsbilleder af morbid skønhed. Samlingens fineste. Små og store fortællinger Man får således meget Hanne Marie Svendsen for pengene med 'Skysamleren' i hånden. Forlaget kunne også have bestemt sig for at give læseren lidt mindre - men udsøgt godt. Hanne Marie Svendsen tager afsæt i såvel det lille, narkotisk trygge danske sommerlandskab som i det store udenrigspolitiske landskab. Når hun således på næsten journalistisk vis sender læseren på detektivarbejde i Iran for at optrevle den ugifte lærerindes hemmelige liv ('Den persiske dreng') eller til Vestafrika for at forstå den humane tolks løgnagtige virke i ulandenes tjeneste ('Tolken'), må man acceptere en helt anden skala. Og gør det også gerne, fordi spændingen i den første og humoren i den anden er springet værd. Krop og sjæl til udrensning Men det er fortabelsen i en samling fiskekasser eller vrangvendingen af en landlig, dansk klatreroseidyl, der giver de dybeste indblik i menneskets flersporede virkelighed. I 'Hævneren' er en kvinde - af sin ægtemand selvfølgelig - sendt på rekreation, fordi hun »ikke kunne leve et liv i brudstykker«, som en medpatient udlægger diagnosen. Både ikke-livet med manden og andet-livet på rekreationshjemmet beskrives rammende. Som konstant at befinde sig forskudt fra det, de andre opfatter som det egentlige. Noget tilsvarende gælder 'Kurstedet' - en gyser om at få både krop og sjæl sendt til lægeordineret udrensning - her skildres uvirkeligheden blandt de hvidkitlede håndlangere uhyggelig virkeligt! Hanne Marie Svendsens tredje novellesamling handler om »køn og eksistens«, bedyrer bagsideteksten. Død, vil jeg nærmere sige. Og der hænger en ikke ubehagelig lugt af forgængelighed ved.