Hvordan kan det egentlig være, at man læser Helle Helles bøger om ensomme, søvnløse kvinders tilsyneladende uspændende liv i søvnige stationsbyer med en besættelse, som var det effektfulde spændingsromaner?

For det gør man, man suges ind i dem og vender sultent og dvælende hver side – på trods af deres sparsomme brug af plot som pirringsmiddel.

Ingen vej tilbage
Der er ikke noget at gøre – er man først stået på, er der ingen vej tilbage. Heller ikke i Helles seneste roman, ’Dette burde skrives i nutid’.

Hovedpersonen er en kvinde omkring de tyve, Dorte Hansen, der står af og på busser og tog en hel del gange i romanens løb.

LÆS OGSÅNu skriver Helle Helle om drama og sex med DSB-mand. I billetsalget.

I et kapitel står hun på toget i Glumsø, fordi hun føler en vag tilskyndelse – det burde hun nok gøre – men hun når at springe af igen, før det sætter i gang. Scenen er sigende for hendes søvngængeragtige adfærd og spasmeagtige handlekraft. Tingene sker, tilfældige muligheder gribes, seksuelle partnere skiftes ud, uden videre begrundelse.

Hun flytter fra den ene sydsjællandske by til den anden – hele fem gange – uden nogen plan.

Planløst
Romanen foregår over få år, Dortes fjumre- og første studieår. Hun ved ikke rigtig, hvad hun skal. Hun lever af sin børneopsparing og af at skrive festsange, mens hendes søvnbesvær smelter nat og dag sammen.

Hun vil vist gerne være forfatter – og begynder at pendle ind til København for at læse dansk på universitetet.

LÆS OGSÅHelle Helle vinder en flot pris

Men i hovedstaden har hun det med at havne i indkøbs- og oplevelsescentret Scalas parallelvirkelighed. Og Scala er en af romanens eneste markører af, hvor Dorte tidsmæssigt befinder sig, nemlig i slutningen af 1980’erne. Også i den forstand er hun alene og ikke en del af nogen større social gruppering, som for eksempel en generation eller et segment.

Renset for overvejelse
Selv om Dorte beretter om begivenhederne i tilbageblik – og i korte kapitler i kronologisk uorden – forklarer hun ikke en eneste handling, hverken for sig selv eller for andre. Også derfor burde det skrives i nutid – for hun udnytter slet ikke den anledning til overvejelse, der ligger i datid eller førdatid.

Det, der sker, bliver ikke tillagt nogen betydning. Det hele opleves som en overgang – og til hvad? Til at hun kan skrive om det hændte og gøre litteratur ud af livet. Det er svært at overse alle de spor, som gør det muligt at læse romanen som et portræt af kunstneren som ung kvinde.

Femme fatale
Men begivenhederne har ikke desto mindre konsekvenser – især for dem, der kommer Dorte nær. »Vi er alt for unge … Vi går jo bare og venter på, at det går i stykker«, siger hun, kynisk realistisk, da hun slår op med en kæreste, Per Finland. Som en femme fatale efterlader hun to knuste mænd – Per og hans fætter Lars – i sit kølvand.

LÆS OGSÅStille eksistenser

Selv får hun en abort, og hendes allernærmeste, fasteren og navnesøsteren Dorte, bryder psykisk sammen. Dramaer udspiller sig i baggrunden af Dortes ellers udramatiske beretning.

Følelsesløshed og passivitet
Mere end et handlingsforløb beskriver romanen en osteklokkeagtig tilstand af følelsesløshed og hvileløs passivitet – og gør det med Helle Helles sædvanlige stilistiske suverænitet.

Dortes tilstand – og psykologiske udvikling – er netop ikke reflekteret i beretningen, men afspejlet i stilen. Dorte fortæller ikke, hun remser op.

Uden sammenhæng
Hendes sætninger er renset for adverbialer, der kan skabe sammenhæng – som »derfor«, »fordi« eller »således«. Sådan føles meningsløsheden, når den ikke er et fancy filosofisk program, men en psykologisk tilstand, som man ikke kan flygte fra. Og således udtrykker denne bevidsthedstilstand sig i sproget.

Det er nok mit bedste bud på et svar på det indledende spørgsmål – om hvorfor ’Dette burde skrives i nutid’ ikke er til at slippe igen.

LÆS OGSÅTilværelsens skrøbelighed

I udpræget grad gør den det, fiktionslitteratur overhovedet er bedst til – den inviterer os ind i et andet menneskes bevidsthed. Og gør det på en måde, så man ikke kun føler sig som gæst, men som en indsat – spærret inde i det fængsel, som et jeg kan være, og som kun bliver trangere og mere klaustrofobifremkaldende af, at dette jeg er ganske lille.