Lyt til artiklen
Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor jeg opdagede, at jeg var ved at blive tyndhåret. Jeg var i begyndelsen af 20’erne og stod i H&M’s prøverum på Strøget, da jeg så en lille, skaldet plet på toppen af mit hoved. Man kunne ikke se den forfra, men lige meget hvor meget jeg desperat friserede mit hår med fingrene, var pletten tydelig i spejlet bag mig.
Det var vinter, så jeg begyndte at gå med hue. Ikke fordi jeg frøs, men fordi jeg pludselig havde det, som om jeg kunne mærke andres blikke brænde i nakken. Jeg vidste, at huen ikke var en permanent løsning, så jeg begyndte at undersøge, hvad man kunne gøre.
