De er fortættede, Trine Andersens nye noveller i samlingen ’Det ved vi ikke endnu’, omkring øjeblikke, hvor personerne ser ned i svimlende afgrunde af pludseligt opståede livsmuligheder. De bliver forvirrede og forskrækkede og nogle gange lamslåede over de trusler og tilbud, som livet stiller dem over for, enten i tanken eller i virkeligheden.

Der er de to unge misbrugere, der hver for sig har levet med mere end livets hastighed, med verden som scene, og som nu tilfældigt mødes på et slags afvænningshjem, hvor de tiltrækkes af hinanden, men afstår fra at føre følelsen ud i livet.

Eller den udsendte hvide mand i Afrika, der tilbyder en ung kvindelig hushjælp et lift hjem i sin Landrover, vist med uædle bagtanker.

Køreturen får et udfald, som effektivt undergraver hans forestillinger om egen storhed. Eller den melankolske gæst, der sidder for sig selv til en forårsfest og hører sin samlever holde tale, mens han forfærdes i stilhed ved tanken om at miste hans kærlighed.

Prag, Firenze og Valby
Novellerne foregår mange steder – Mozambique, Prag, Firenze, de svenske skove og Valby.

Persongalleriet er varieret i forhold til køn, alder, seksuel orientering – og hvad der ellers er vigtigt for selvfremstillingen. Det er nemlig alt sammen ikke så vigtigt her, i ’Det ved vi ikke endnu’, som bruger afvekslingen til at komme tættere på erfaringer af den slags, som vi er fælles om, også selv om vi gør dem alene.

I hver af de otte noveller griber muligheden – og samtidig uigenkaldeligheden – ind i personernes liv på en overvældende og ofte også angstfremkaldende måde. »Frihedens mulighed« lød en af Søren Kierkegaards mange omskrivninger af, hvad angst er for en størrelse, og det er netop den, personerne konfronteres med.

Det er skam en alvorlig sag, men i Andersens noveller foregår det uden påtrængende patos eller skæbnedramatik. Dialogen er ligefrem, situationerne sansede og åbne for indlevelse og eftertanke. Trine Andersens håndtering af novelleformen er sikker. Det gør samlingen vellykket og bestemt værd at læse.