»Alt hvad jeg har, er noget, jeg havde engang«, tænker hovedpersonen Trine Vedel i romanen ’Siden blev det alt for pænt’.

Pænt nok på overfladen, men lige nedenunder er det hele et stort rod. Hvad er det, Trine har, men har mistet forbindelsen med?

Hun har manden Johannes, men samværet er efterhånden blevet udtyndet. Hun mener, at hun er ulykkelig forelsket i sin egen mand, som hun mistænker for at have en affære.

I skrivekrise
Så har hun sønnen Tobias på otte år, som er en lille nervøs mægler i familien, der også rummer Johannes’ teenagedatter fra første ægteskab.

Johannes og datteren skændes uafladelig, og selv om han er universitetslektor i psykologi, suspenderer han sin viden i sit privatliv. Ja, hvem undgår det …

LÆS ANMELDELSESin fars datter

Trine er forfatter, men forfatterskabet er også mest noget, hun har haft. For hun er i skrivekrise.

Hun vil gerne væk fra sine ironiske skildringer af Udkantsdanmark og frem til »noget virkeligt, noget ægte«. Væk fra ironien, ind i patos, ligesom i gamle romaner. Måske skrive en kærlighedsroman og forny genren …

Skandinavisk eksotisme
Trisse Gejl kan have et lignende om end omvendt projekt med denne roman: At dreje kriseromanen væk fra den mere smertebårne prosa, der kan ligge i genren, hen i en ironisk-humoristisk retning. Det er , hvad hun gør og lykkes med.

Ved romanens begyndelse befinder hendes hovedperson sig i New Yorks Brooklyn i en nedlagt fabrik omdannet til kunstnerlejligheder.

Sådan én har hendes amerikanske forlag stillet til rådighed som en måneds skrively omkring lanceringen af hendes og andres oversatte romaner under overskriften »skandinavisk eksotisme«

Massivt drikkeri og sex som selvmedicinering
Men Trine får ikke noget på papiret, hverken her eller derhjemme. Desuden har hun oparbejdet en gæld på 300.000. Og så mener hendes psykologmand, at hun har en slags depression efter hendes brors nylige og alt for tidlige død.

LÆS ANMELDELSEDen farlige skilsmissegeneration

Nu er Trisse Gejl ikke en, der skriver hele dette massive krisekatalog frem som en total jammer. Tværtimod bliver nedturen, hvor intet løser sig, men bliver værre, fremstillet med ironi og slagfærdig humor.

Vi er vidne til hendes hovedpersons destruktive coping: Massivt drikkeri og sex som selvmedicinering. På konferencerne møder hun altid en. Hun mener, at sex kan give hende »værdigheden« tilbage!

London Gigolos
Helt barokt bliver det, da hun under en oplæsningsturné i London falder over en avisannonce for London Gigolos og får fat i en sådan.

Da manden med den smukke overkrop og tillært god accent hører, at hun er forfatter, giver han sig til at recitere Shakespeare.

Hvis hun havde været jazzpianist, »havde han sikkert trukket et lille mobilt klaver frem og spillet Gershwin«, som Trine tænker og sender ham væk, for hun »kan ikke finde ud af det her«.

Skarp og underholdende
Hun kan heller ikke finde ud af ret meget andet i sin konstant drinksbedøvede tilstand, hvor hun fører ikkesamtaler med sin mand, hjælper en veninde i krise, diskuterer kunsten og litteraturen med forlagsredaktører og kolleger og iagttager kunstnerkulturen i New York, London, Budapest og Skandinavien.

De ensomme sommerhusbesøg, der er den kvindelige kriseromans faste indslag, er også med.

LÆS ANMELDELSEMalet op i et hjørne

Trisse Gejl skriver skarpt, underholdende og med et antropologisk blik for livsstil og omgangsformer i sin afdækning af miljøer og portrættet af et menneske, der har rigtig meget, men ikke kan mærke det længere.

Ja, hun skriver nok på en måde, hendes hovedperson gerne vil væk fra. Selv har hun fået noget ud af det.